The book The Few by Nadia Dalbuono on a table

Fordærv

Original title: The Few

Forfatter: Nadia Dalbuono

Udgivet: Alhambra, 2018

Serie: Leone Scamarcio #1

Fordærv

Fordærv er første del i en serie om den erfarne kriminalkommissær Leone Scamarcio. Scamarcio er søn af en italiensk mafiaboss, men har valgt at gå en modsat vej og må derfor kæmpe for sin integritet som en af Roms politimænd. En dag bliver Scamarcio kaldt til et møde med sin chef, som beder ham om at undersøge en særlig sag – helt uofficielt.

Sagen handler om en død trækkerdreng, som er fundet myrdet i sin egen seng, og da der pludselig også dukker billeder op af denne trækkerdreng og en af Italiens højtstående politikere i en særdeles ømtålelig situation, er Scamarcio pludselig dybt involveret i en sag, der er svær at holde hemmelig. Som efterforskningen udfolder sig og trækker Scamarcio med ind i mere forfærdelige lag af det Italienske samfund, begynder Scamarcio også langsomt at miste sig selv lidt.

Mine tanker

Fordærv er en af den slags krimier, der tager læseren med politiet rundt i store dele af efterforskningsarbejdet, samt hovedpersonens tanker og privatliv. Det betyder, at man som læser kan få lov at udfolde sagen i samme tempo som hovedpersonen gøre det, hvilket også betyder, at man ofte føler sig lige så fortabt og forvirret som den stakkels kiminalkommissær, der er sat til at løse mysteriet.

Jeg havde svært ved at vænne mig til de italienske navne, og i lang tid følte jeg mig forvirret over, hvem der var hvem. Plottet var dog fængende og Scamarcio spændende at følge.

Mysteriet om den afdøde trækkerdreng leder Scamarcio til den italienske ø Elba, hvor en amerikansk pige er blevet kidnappet. Det virker næsten umuligt at finde en ammenhæng mellem disse to sager, hvilket gør historien endnu mere interssant. Når man som læser selv får lov at lege detektiv, synes jeg, man får lidt ekstra ud af historien. Jeg synes, det er fedt at få lov til at gætte løs og lave forskellige mulige scenarier i hovedet under læsningen.

Plottet var gennemtænkt, og der gik lang tid før, jeg begyndte at forbinde ledetrådene. De forbrydelser, man præsenteres for er barske og modbydelige, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at det ikke er en gengivelse af virkeligheden. Den sørgelige sandhed er dog nok, at det er en ret virkelig gengivelse af virkeligheden. Og selv om det gør mig trist at tænke på, så er det også en stor del af, hvad jeg kunne lide ved bogen.

Scamarcio er en velskrevet figur, som på mange måder virker ægte og menneskelig. Dalbuono har med snilde sørget for at han er en karakter, man har lyst til at vide mere om. Han er meget uafhængig og arbejder hårdt for at gøre sit job godt. Han er brysk, men samtidig også meget relaterbar. Noget af det, der gør ham særligt interessant er hans retfærdighedssans, som er formet af både hans baggrund med en kriminel far og hans job hos politiet.

Samlet set synes jeg, at romanen var en anelse forvirrende, omend spændende og grotesk. Scamarcio er svær at holde af, men samtidig er han også svær ikke at kunne lide, og han betyder helt bestemt meget for at romanen fungerer. Dalbuono har gjort et fantastisk arbejde med at lade sine karakterer udfolde sig gennem handlinger og tale, fremfor at give direkte beskrivelser af dem.

Min største anke er, at jeg synes, historien bevægede sig langsomt fremad. I forhold til, hvor forvirret jeg følte mig over navne og det velsammenskruede plot, var det sikkert en god ting, fordi det gav mig tid til at samle tankerne undervejs. Det kostede dog lidt på læsemotivationen hele tiden at sidde og føle, at der var langt endnu.

Er den noget for dig?

Hvis du er nået hertil, vil jeg skyde på, at du generelt godt kan lide at læse krimi, hvilket jo bestemt er et godt udgangspunkt. Fordærv er uforudsigelig og tager dig konstant med på nye udviklinger i sagen, der ikke altid giver mening ved første øjekast, men som vil sætte tankerne i gang. Derudover er hovedpersonen Scamarcio som nævnt meget menneskelig og derved let at identificere sig med.

Hvis du også er ved at være en lille smule træt af den stereotype krimiromanhovedperson, (ham den midaldrende mand, der drikker og ryger lidt for meget, og som har opgivet familielivet (bevidst eller ubevidst) på grund af arbejdet) så frygt ej: Sådan en er Scamarcio ikke. Hans dæmoner er nogle andre, hvilket giver denne roman et friskt pust. Sandt at sige er han ikke gift, og hans kærlighedsliv halter godt nok også lidt, men han føles stadig anderledes. God anderledes. Jeg håber, det er intentionen, at han fortsat skal være lidt anderledes på det punkt.

Hvis du holder af at læse en krimi med et gennemtænkt plot, der også vil få dig til at undres, når du har lagt bogen væk for en stund, så kunne denne bog sagtens være god for dig. Hvis du foretrækker en krimi, der kravler ind under huden på dig med forfærdelige og virkelighedsnære forbrydelser, så vil du nok også kunne lide denne. Selv om man er sparet de groteske detaljer om forbrydelserne, så er de stadig væmmelige at tænke på, og jeg er stadig rystet over, hvad mennesker kan gøre mod hinanden…

Tak

Jegvil gerne takke forlaget Alhambra for at sende mig et eksemplar Fordærv til anmeldelse!

The book Pigen fra Månehøjen on a tree branch

Drømmen om at skrive

Hello everyone! This post will be in Danish as it is written in connection with a blog tour of the Danish book “Pigen fra Månehøjen” by Lene Krog.


Følgende er skrevet af forfatter Lene Krog og handler om at følge sin forfatterdrøm. God fornøjelse med læsningen, og tak til Lene for at dele disse tanker med os!

drømmen

Engang for længe siden, i den helt spæde begyndelse af dette årtusinde, startede min rejse som forfatter, da et forlag skrev til mig, at de ville udgive min bog. Hurra! Lykken var gjort. Drømmen var nået. Sådan, mand!

Det var før sociale medier (ja, så gammel er jeg), lige kort før jeg fik min første mobiltelefon (og dengang var der ikke engang kamera i), og markedsføring var noget med aviser og blade. Der var da heller ikke meget i budgettet til en så ukendt forfatter som mig, men en af mine lærere tilbød at kontakte den lokale ugeavis for mig, så de kunne lave et interview, og jeg kunne få lidt eksponering.

Vent? Hvad?

Så folk kunne se, det var mig, der havde skrevet den der bog? Nej, sådan skulle det jo ikke være. Drømmen var jo bare at skrive bøger. Ikke stille op til interviews og udstille mig selv. Allerhelst ville jeg jo bare være anonym, mens mine bøger fløj hen over disken ved boghandleren.

Sådan virker det selvfølgelig ikke. Men stakkels, lille, introverte mig var ved at gå til over et simpelt, hypotetisk interview til ugeavisen. Så jeg sagde nej til min lærer. Forbød hende at kontakte dem. Og så kom anmeldelserne. Lidt blandede. Både positive og negative, men det negative vejede naturligvis mest, desværre. Og med det hele blandet sammen, tog det lidt modet fra mig.

Sjovt nok afholdt det mig ikke fra at skrive. Det var jo det, jeg elskede. Drømmen var at skrive. Men at skulle vise det frem, at skulle tage kritik, at skulle promovere bogen og mig selv – det var jo bare slet ikke drømmen. Men det følger alt sammen uvægerligt med, og det havde jeg lidt svært ved at acceptere.

Og til sidst stoppede jeg med at skrive. I rigtig lang tid.

Indtil for fem år siden. Pigen fra Månehøjen begyndte lige så stille at spire, og jeg havde en idé om at skrive den på engelsk og gemme mig bag et pseudonym. Godt nok var jeg på de sociale medier, men det var alligevel ikke helt mig – jeg var jo pseudonymet nu. Jeg legede lidt med Amazon, kom i kontakt med andre forfattere, og fandt Goodreads.

Jeg læste et væld af dårlige anmeldelser på populære bøger, og fandt langt om længe ud af, at man ikke kan behage hver en læser. Ligesom så meget andet, er det individuelt, om nogen kan lide en bog eller ej. Nogle elsker den samme bog, som andre hader. Og da det gik op for mig, var det på en måde nemmere at skrive. Jeg begyndte at skrive det, jeg gerne selv ville læse.

Jeg har også lært at tage kritik til mig, hvis jeg kan bruge den, og ryste den af mig, hvis jeg ikke kan. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Og efter mit korte engelske indie eventyr, som var alt for besværligt med alskens udenlandske skatteregler at sætte sig ind i, besluttede jeg mig for at vende tilbage til det danske sprog, omskrive Pigen fra Månehøjen, i mit eget navn tilmed, og tage kampen op mod angsten for selvpromovering.

Det er stadig min drøm at skrive bøger. Det har det sådan set altid været. Pigen fra Månehøjen har jeg selvudgivet, og det lykkedes mig at få den sendt videre til at få en lektørudtalelse, så bibliotekerne rundt omkring i Danmark nu er ved at købe ind af den. Og jeg glæder mig til at folk låner min bog og læser den. Om de kan lide den, tja, det kan jeg jo ikke styre. Men jeg kan håbe det. Og i mellemtiden fortsætter jeg min skrivedrøm, med alt det der følger med.


Pigen fra Månehøjen

Pigen fra Månehøjen er den første bog i en dansk fantasyserie om de to piger Merian og Aia fra landet Bragimark; et land i krig, hvor de få med magiske evner jages og deres evner tages fra dem. En dag tvinges de to piger ud på en rejse, der på mange måder bliver en betydningsfuld færd for de to piger; og ikke kun for dem personligt.

Vind bogen

Hvis du hopper forbi Lenes Facebookprofil har hun gang i en konkurrence, hvor du kan vinde hendes bog Pigen fra Månehøjen. Konkurrencebetingelser og lignende vil være at finde samme sted. Jeg ønsker alle en spandfuld held og lykke, og god fornøjelse!

Hvis du skulle være uheldig ikke at vinde bogen, kan den heldigvis købes flere steder både som fysisk eksemplar og som e-bog eller lånes på biblioteket. Så klik ind på din foretrukne bogsalgshjemmeside eller løb ned i den nærmeste boghandler eller det nærmeste bibliotek og skaf dig dit eget eksemplar, så du kan komme i gang.