24. juli 2019

Boganmeldelse: Wundersmeden

By Cherryblossomreads

Forfatter: Jessica Townsend

Udgivelse: Gyldendal, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Fuld titel: Wundersmeden – Morrigan Crows hemmelige kraft

Serie: Nevermoor #2

Om Wundersmeden

Morrigan Crow bor fortsat i Nevermoor på hotel Deucalion sammen med Jupiter og hele hotellets personale. I Wundersmeden tages læseren endnu engang med på eventyr i Nevermoors gader og vi får et endnu større indblik i den magiske verden og i Morrigans hemmelige kraft.

Mine tanker om Wundersmeden

Som med den første bog i serien er jeg helt solgt! Jessica Townsend skriver både smukt og humoristisk, og der er plads til både barnlig og voksen lykke og uhygge. Der er en umiddelbarhed i historien, som virker rigtig godt på både den voksne og den unge læser; Et indblik i det barnlige sind.

Morrigan skal både holde på hemmeligheder, udforske nye steder og stable venskaber på benene alt imens hun higer efter Jupiters nærvær og opmærksomhed. Wundersmeden er mindst lige så farvestrålende og dyster som Nevermoor, og det mærkes at Morrigan er begyndt at falde til. Som læser begynder man også at få et større indtryk af universets sammenhæng, og der er absolut gjort plads til et ønske om mere! Mere fra Jessica Townsends hånd. Mere om Morrigan og Nevermoor. Og endnu mere fantasi og humor.

Hvem kan læse Wundersmeden

Alle. Kort sagt. Men jeg anbefaler nu, at man griber fat i Nevermoor først.

Nevermoor-serien kan nemt læses af alle, da den på fineste vis balancerer barnlig glæde og umiddelbarhed med mere voksne perspektiver på bl.a. etik og konflikthåndtering. Uden at have afprøvet det er jeg også sikker på, at bogen/serien egner sig godt som højtlæsningsbog, da der er mange emner, man kan tage fat på og tale om, men også fordi der er så mange sproglige elementer, som nogle gange bliver endnu tydeligere, når de læses højt.

Anbefales fra ca. 8 år (og som selvlæsning, så snart barnet kan).