Livet du efterlod

Boganmeldelse: Livet du efterlod

Indlægget markeres hermed reklame, da bogen er tilsendt til anmeldelse af forfatteren og forlaget.


Forfatter: Lotte Elmann Wegner

Udgivelse: Montagne, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥♥

Om Livet du efterlod

Albert bor i sit drivhus. Huset kan han ikke gå ind i. Der er sket for meget. Hans kone er væk. Hans børn er væk. Hver dag står han op og passer sine landområder. De af dem, der betyder noget at vedligeholde.

Udover Åsa og Christine har han ikke megen kontakt med omverden. Åsa arbejder i det lokale supermarked, og om natten går hun rundt i den lille by. Lægger mærke til alt det, andre ikke ser. Hun forstår. Hun er en stille observatør af byens liv. Christine er på den anden hånd en livlig del af byen.

En dag flytter en lille pige ind i huset tæt på Albert, og hendes lege tager hende på opdagelser, der åbner op for gamle sår og tvinger folk i byen til at løfte blikket fra livet som de kender det.

Mine tanker

For første gang i mit liv som anmelder efter et stjerne-/hjertebaseret rating system, har jeg følt, at jeg ikke havde nok hjerter at give.

Livet du efterlod er en overvældende, smuk og rørende fortælling om livet og døden. Om smerte, sorg og ensomhed, men også om kærlighed og overlevelse. Og den rev mig fuldstændig omkuld allerede fra første side.

Skrivestilen

Allerede da jeg læste et uddrag af bogen på Lottes hjemmeside, før jeg accepterede at modtage bogen til anmeldelse var jeg helt solgt til skrivestilen. Og jeg blev ikke på noget tidspunkt skuffet. I gymnasiet læste jeg et citat om modernismen, der lyder: “Man kan kun beskrive en knust verden med en knust syntaks.” Et citat, der siden har haft stor betydning for mig, og som i høj grad gør sig gældende for Lottes værk. Livet du efterlod er en smertelig fortælling om knuste mennesker, der kæmper for at hele og Lotte forener det hele med sin smukke og knuste skrivestil. Sætninger, der knækker og bliver korte mavepustere. Sætninger, der flyder som strømmen i en flod. Smukke. Voldsomme. Ord, der vikler sig om læseren, så man til tider næsten glemmer handlingen og blot lader sig føre med af strømmen.

“Manglen på lyd gravede langsomt marven ud af knoglerne på hende, så hun følte sig underlig hul. Som fandtes hun ikke i stilheden. Jo mere hun tænkte over det, desto mere ved hun, at det er rigtigt. Man ser folk, man taler med, kigger på dem, møder deres blik. Anerkender, at de findes. Uden ord er man ikke.”

Lotte Elmann Wegner, Livet du efterlod s. 223

Jeg er fuldstændig fortabt i Lottes skrivestil. Uanset handlingen i historien havde jeg nydt at læse den, bare for at opleve, hvordan Lotte gennem ordvalg og sætningsopbygning kan påvirke mig følelsesmæssigt. Tvinge mig til både at føle mig fortabt og båret let gennem livene i historien.

Livet du efterlod af Lotte Elmann Wegner

Handlingen

Livet du efterlod er fortalt fra flere synsvinkler og er ikke blot en fortælling om en enkelt handling, men nærmere flere fortællinger, der skaber en handling. Flere liv, der leves i samme område, påvirkes af hinanden, og alle hænger sammen med den ene ulykkelige hændelse, der får alt til at gå lidt i stå. Albert har mistet sin familie og bor nu alene i et gartneri i udkanten af byen. Alt, hvad han foretager sig gør han af pligt. Fordi han må. Fordi han har besluttet at han skal. Og imens ser folk omkring ham til. Nænner ikke at blande sig. Har deres egne sorger, hemmeligheder og beslutninger at se til. Og jeg er vild med, hvordan alles liv er viklet ind i hinanden. Hvordan alle mennesker har deres oplevelse af samme hændelse. Hvordan Lotte så fint formår at beskrive, hvordan et liv påvirker så mange andre liv. Hvordan vi får løftet blikket en dag og ser mere end vores egen smerte.

Fortællingen bevæger sig langsomt frem, hele tiden fulgt af den ene afsløring efter den anden. Og det er aldrig kedeligt. På intet tidspunkt føles den langsomme udvikling spildt. Den føles nærmere som en nødvendighed for at kunne åbne øjnene, løfte blikket og virkelig se de her mennesker.

Hvem kan læse Livet du efterlod

Livet du efterlod er til læseren, der vil fordybe sig i sin læsning og også gerne ønsker en sproglig oplevelse lige såvel som et fængende plot. Livet du efterlod kræver ro og giver tifold igen allerede inden sidste side er vendt, når man har overgivet sig til læsningen. Livet du efterlod er til dem, der holder af at blive kræet for med nøje udvalgte og sammensatte ord. Til læseren, der værdsætter gennemarbejdede tekster, og særligt til læseren, der holder af karakter-drevne historier. Denne genre er meget ny for mig, og jeg ved ikke helt, hvad den minder om, men jeg tænker, at læsere, der normalt holder af slægtsromaner, ville komme til at holde af denne. Derudover vil jeg primært anbefale bogen til voksne.

Mange tak til Lotte og forlaget Montagne for at sende mig et eksemplar af bogen til anmeldelse. Denne anmeldelse er udelukkende udtryk for min ærlige mening om værket.

Boganmeldelse: Wundersmeden

Forfatter: Jessica Townsend

Udgivelse: Gyldendal, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Fuld titel: Wundersmeden – Morrigan Crows hemmelige kraft

Serie: Nevermoor #2

Om Wundersmeden

Morrigan Crow bor fortsat i Nevermoor på hotel Deucalion sammen med Jupiter og hele hotellets personale. I Wundersmeden tages læseren endnu engang med på eventyr i Nevermoors gader og vi får et endnu større indblik i den magiske verden og i Morrigans hemmelige kraft.

Mine tanker om Wundersmeden

Som med den første bog i serien er jeg helt solgt! Jessica Townsend skriver både smukt og humoristisk, og der er plads til både barnlig og voksen lykke og uhygge. Der er en umiddelbarhed i historien, som virker rigtig godt på både den voksne og den unge læser; Et indblik i det barnlige sind.

Morrigan skal både holde på hemmeligheder, udforske nye steder og stable venskaber på benene alt imens hun higer efter Jupiters nærvær og opmærksomhed. Wundersmeden er mindst lige så farvestrålende og dyster som Nevermoor, og det mærkes at Morrigan er begyndt at falde til. Som læser begynder man også at få et større indtryk af universets sammenhæng, og der er absolut gjort plads til et ønske om mere! Mere fra Jessica Townsends hånd. Mere om Morrigan og Nevermoor. Og endnu mere fantasi og humor.

Hvem kan læse Wundersmeden

Alle. Kort sagt. Men jeg anbefaler nu, at man griber fat i Nevermoor først.

Nevermoor-serien kan nemt læses af alle, da den på fineste vis balancerer barnlig glæde og umiddelbarhed med mere voksne perspektiver på bl.a. etik og konflikthåndtering. Uden at have afprøvet det er jeg også sikker på, at bogen/serien egner sig godt som højtlæsningsbog, da der er mange emner, man kan tage fat på og tale om, men også fordi der er så mange sproglige elementer, som nogle gange bliver endnu tydeligere, når de læses højt.

Anbefales fra ca. 8 år (og som selvlæsning, så snart barnet kan).

Boganmeldelse: Kun når det regner

Indlægget markeres hermed reklame, da bogen er tilsendt til anmeldelse af forfatteren.


Forfatter: Marie Brixtofte

Udgivelse: Gyldendal, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Kun når det regner

Bogens bagsidetekst:

Kun når det regner er en selvbiografisk fortælling om kærlighed. Både den, man kan få, og den, man aldrig helt fik. Det er også en fortælling om skam, svigt og håbefuldhed og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.

Mine tanker

I Kun når det regner åbner Marie Brixtofte op for det svære emne det er, at tale om det, man har manglet fra sine forældre. Samtidig er det en historie om at træffe valg med udgangspunkt i sig selv, og en historie om spirende kærlighed.

Der var mange tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at holde om den lille Marie, der ikke bliver set af sin far, som en far bør se sit barn. Og der var mange tidspunkter, hvor jeg ville ønske, jeg kunne berolige den ældre Marie, når verden omkring hende ikke forstod hendes mørke og sorg. Og der var enkelte tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at skubbe til folk omkring hende, så de kunne se, at der var brug for en anden handling fra deres side. Men i stedet måtte jeg blot vende side efter side i håb om, at Marie selv kunne finde vej.

Om bogens tema

Bogen er en fortælling om sorgen efter et dødsfald, om livets venteperioder og om den kærlighed man har brug for at få eller give.

Kun når det regner er utroligt velskrevet, og jeg oplevede en enorm ro ved den ærlighed, Marie har valgt at lægge i værket. Det er ikke blot en livsfortælling, men i høj grad en fortælling der er åben for, at man som læser kan tolke historien ud fra egne livserfaringer.

Det vigtigste jeg tager med mig fra denne læsning er, at der er konsekvenser ved alle vores handlinger. Både dem, vi retter mod andre, men også de handlinger, der er rettet mod os selv. Vigtigst er dog, at vi aldrig kan vide, hvordan disse konsekvenser påvirker os, før vi har oplevet dem.

Godt? Eller skidt? Tja, vi får se.

Marie Brixtofte: Kun når det regner s. 4

Uanset, så er det vigtigt konstant at bevæge sig fremad og gøre sit bedste; vi kan ikke forvente andet af folk.

Om bogens opbygning

Bogen er inddelt i små korte kapitler, som på rigtig fin vis hænger sammen hele vejen igennem i små temaer, der bærer på hvert deres budskab. Jeg er ret vild med denne opbygning, selv om det til tider kunne være svært at huske, hvilke historier, der hang sammen og i hvilket lys de i så fald skulle/kunne læses.

Jeg blev hurtigt fanget af de korte kapitler og den næsten poetiske sprogbrug, og blev fastholdt af den fremskredne handling, som ikke blot drejede sig om et aspekt af fortællerens liv, men om flere.

Derudover var jeg ret vild med prologen, der på virkelig fin vis gav mig et bestemt par briller på til læsningen af Kun når det regner.

Hvem kan læse Kun når det regner?

Marie Brixtoftes fortælling er på en gang et indblik ind i hendes liv, og på samme tid en fortælling om ethvert liv med en forældre, der er mindre og mindre til stede.

Kun når det regner er en smuk og stærk fortælling, der ikke blot bør læses for sit vigtige budskab, men også for sit æstetiske udtryk.

Om anmeldelsen

Jeg læser sjældent biografier eller lignende, men indimellem er det nu meget godt at “ryste posen” og finde noget nyt og anderledes frem. Marie Brixtoftes selvbiografiske fortælling blev sådan en, og det er jeg utroligt glad for.

Desværre oplevede jeg det indimellem som en hindring for min oplevelse, at jeg kender lidt til Peter Brixtofte og den sag, han var indblandet i. Jeg tror derfor, jeg ville have foretrukket at historien var fortalt mere anonymt. Når det så er sagt, er det vigtigt at indskyde, at en mere anonym tilgang til den historie, Marie har fortalt, også ville kunne betyde at fortællingen fremstod mindre autentisk, hvilket jeg også ville være ærgerlig over. I sidste ende afhænger det af smag – og uanset det ene eller det andet valg, så har jeg læst en virkelig rørende fortælling, jeg nemt kan anbefale andre at give sig i kast med.

Jeg skal læse Blodmåne, Mowgli, Hidden Bodies og Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe i påsken

Readathon: TBR-Tackling

Det er fredag. Jeg har været stille længe pga. min praktik. Der plejer at udkomme et indlæg hver fredag, men nu er det så længe siden, jeg vist ikke har lov til at benytte udtrykket ‘plejer’. Jeg forventer dog, at den tradition bliver genoptaget nu.

I dag starter påskeferien for mange, så snart de vender ryggen til skolen og cykler hjem. For en del voksne, må man lige vente nogle dage endnu. Men jeg er studerende OG kommende folkeskolelærer, så min ferie starter nu. Jeg skal ikke møde op nogle steder de næste 10 dage, hvilket er en befrielse! Samtidig har jeg netop afleveret den sidste opgave i en rum tid, så for første gang længe har jeg faktisk noget der minder om ferie.

TBR-Tackling

Og hvad skal man så bruge sådan en ferie på, når man endelig har den? Slå hjernen fra og koble helt af? Næh – man skal da deltage i TBR-tackling! Jeg skal i hvert fald. Sidste år startede Blossomingreading og Booknerdis/Rikke Reads (find dem på instagram eller youtube).

TBR-Tackling er et ugelangt læsemaraton, som eksisterer for at vi kan få taget en god bid af vores TBR-stak. Vi kender jo alle sammen til de evigt voksende TBR-lister og -stakke, som til tider kan synes helt uoverskuelige, fordi der bare udgives så meget god litteratur! Men i denne uge får vi altså mulighed for at fokusere på de bøger, der måske har ventet længe på at blive læst, eller som vi ser helt vildt meget frem til, men bare ikke lige har kunnet afsætte tid til.

Læseudfordringerne

Der er fastsat nogle læseudfordringer, som man kan opfylde, hvis man har lyst til at lade sig udfordre og/eller vejlede i sit valg af bøger fra TBR-listen. Det er muligt at mixe og matche udfordringerne præcis som man ønsker, og man kan derfor vælge at læse en bog til hver udfordring, men man kan også vurdere, at man ikke får tid til at læse så meget, og derfor vælger en bog, der opfylder mere end en af udfordringerne.

Udfordringerne lyder:

  1. Læs en bog i en genre du ikke læser så tit
  2. Læs en bog du har lånt på biblioteket
  3. Læs en bog med en smuk ryg
  4. Læs en bog med blåt på forsiden
  5. Læs en bog skrevet af en dansk forfatter

Mine bøger

Baseret på ovenstående udfordringer har jeg valgt at have følgende bøger på min TBR for dette readathon (Den/de læseudfordring(er) bogen opfylder står i parentes):

  • Mowgli af Sarah Engell. (1, 4, 5)
  • Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami (1, 2, 4)
  • Blodmåne af Katrine Engberg (3, 4, 5)
  • Hidden Bodies af Caroline Kepnes (2, 4)

Jeg er virkelig spændt på at komme i gang med TBR-Tackling i denne omgang. Det var en succes sidste år, selv om jeg langt fra nåede det planlagte. I år har jeg mere læsetid, så jeg håber virkelig på at komme i bund! I hvert fald med tre af bøgerne.

TBR-Tackling løbende

Jeg vil løbende opdatere dette oplæg, som jeg afslutter bøger eller får tanker, der giver mening at dele om dem. Måske kommer der også lidt om de forskellige udfordringer undervejs, men det ved jeg først, når udfordringerne bliver offentligtgjort!

Jeg glæder mig til at invitere dig med på denne rejse, og du er selvfølgelig altid velkommen til at stille spørgsmål, kommentere eller give gode ideer i en kommentar til dette indlæg eller via instagram!

Tirsdag den 16. april

Det går forrygende med min TBR-tackling. Jeg fik lige en uventet tur til Sverige i går, som kostede mig en hel læsedag, men det var til gengæld enormt forfriskende.

Jeg er p.t. i gang med to bøger og har afsluttet en.

Jeg har afsluttet Mowgli af Sarah Engell, hvilket opfylder læseudfordring nr. 1, 4 og 5. Mowgli er en fantastisk rørende og skræmmende, lillebitte bog, der siger så meget mere end de ord og illustrationer den indeholder. Det er en af de bøger, man er NØDT TIL(!) at læse igen, når man har vendt den sidste side. Jeg har ydermere givet den 5/5-stjerner på Goodreads.

Derudover er jeg 20% inde i Hidden Bodies og 15% inde i Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe. Det er to meget forskellige historier, som begge skal opfylde læseudfordring nr. 2 (blandt andre). Hidden Bodies fik jeg taget en ordentlig bid af i weekenden, mens Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe går mere stille frem, og oftest bruges som aftenlæsning.

Søndag den 21. april

TBR-Tackling er slut for denne gang. Jeg fik ikke læst helt så meget, som jeg havde håbet på, og fik heller ikke deltaget i helt så mange af udfordringerne, som jeg egentlig havde tænkt, jeg ville. Der har bare været andre ting, der har fyldt i denne påske, og det har også været helt okay. Det har dog været hyggeligt at følge med i andres deltagelse. Jeg synes at mange af udfordringerne i år var svære, og det har måske også spillet en lille rolle i, hvorfor jeg ikke har deltaget i dem. De har dog været megaspændende, så jeg har nydt at følge med i andres indlæg til de forskellige udfordringer.

Udfordringerne

  • Opvarmningskonkurrence: Vis os din TBR til TBR-Tackling 2019
  • 1. udfordring: Tag et billede af det sted, hvor du læser allermest/dit yndlingslæsested.
  • 2. ufordring: Lav en regnbue af bøger.
  • 3. udfordring: Lav en fancast til en bog, du rigtig godt kan lide
  • 4. udfordring: Tag et billede af din bog i et miljø, der matcher bogens miljø.
  • 5. udfordring: Two truths and a lie. Tag et billede af 3 bøger, 2 af dem skal du have læst, 1 af dem skal være på din TBR.
  1. Det sted jeg læser mest er nok i vores sofa. Selv når jeg læser lektier sidder jeg ofte i sofaen.
  2. Jeg lavede en fin regnbue af TBR-bøger.
  3. Sjovt nok har jeg aldrig rigtigt skænket Fancast en tanke, når jeg læser bøger. Derfor var denne udfordring ret svær for mig, og jeg endte med ikke at komme frem til noget bud overhovedet.
  4. Jeg overvejede at tage “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” med en tur ud til den nærmeste sø, fordi han skriver om et 100km-løb rundt om en sø i Japan, men jeg nåede aldrig rigtigt så langt og pludselig var tiden gået. Det var ellers en udfordring, jeg synes, var ret sjov, omend lidt svær, da det netop forudsætter, man har adgang til et sted, der matcher et miljø i noget man har læst.
  5. Two truths and a lie var en sjov udfordring, som jeg simpelthen bare glemte at lave, fordi jeg havde en masse andet i hovedet. Derudover er jeg vildt dårlig til at lyve: Jeg bryder mig ikke om det – heller ikke på skrift, så det har bestemt også en betydning ift. at jeg glemte/ikke nåede at lave den.

Min læsning

Jeg har fået læst to bøger og påbegyndt to. I alt er det blevet til 361 sider. De bøger, jeg er blevet færdig med er:

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Haruki Murakami, som er en morsom, interessant og yderst velskrevet personlig beretning om det at løbe og skrive bøger. Jeg kan varmt anbefale denne bog, og særligt til løbere, forfattere og dem, der er interesseret i at lære Murakami bedre at kende.

Mowgli af Sarah Engell. Denne billedenovelle var smuk og barsk, og da jeg havde vendt sidste side, var jeg nødt til lige at læse den igen, hvilket blot gjorde, at historien åbnede sig endnu mere for mig! Igen en bog jeg varmt kan anbefale alle at læse. Den er let at komme igennem, men man kan også trække så meget ud af den, at den bliver en tung omgang.

Begge bøger har fået 5/5 stjerner af mig på Goodreads.

Jeg er påbegyndt Blodmåne af Katrine Engberg, hvilket jeg jo har forsøgt at gøre hele året, så det i sig selv er en sejr! Men hun skriver så fint og fængende, at jeg slet ikke forstår, det kan have taget mig så lang tid.

Samtidig er jeg i gang med Hidden Bodies af Caroline Kepnes (fortsættelsen til You), men den skal desværre afleveres om et par dage på ereolen, så den forventer jeg desværre ikke at blive færdig med foreløbig. Jeg må indrømme, at den også har skuffet mig lidt. Men måske har jeg bare været for entusiastisk efter You og skal lige have en pause, så jeg ikke baserer min oplevelse af Hidden Bodies på forløberens succes, men derimod på dens egne præmisser.

Tak for denne gang

Det har været hyggeligt at have TBR-Tackling at bruge tiden i påsken på. Jeg har haft rigtig meget brug for at koble af og slappe af, men hader, når jeg ikke har nogle planer. Derfor har det været rart med dette readathon, så jeg hele tiden havde noget at vende tilbage til, når jeg kedede mig eller ikke vidste, hvad jeg skulle bruge min tid på.

Nu venter fremtiden og igen; studie, job og eksaminer lurer lige rundt om hjørnet. Samtidig skal jeg også have styr på min universitets- og visumansøgning, så jeg kan fortsætte mine studier på den anden side af sommerferien (og jorden). Så jeg forventer stærk nedgang i min læsning de næste par måneder. Desværre. Men lidt bliver jeg altså nødt til at prioriterer mit studie, selv om jeg synes, de fleste prøver og eksaminer er spild af tid, da de i bedste fald blot er et udtryk for min nuværende præstation.

Boganmeldelse: Solfald

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Serie: Fire folk #3

Om Solfald

Solfald er tredje (og sidste) del af serien Fire folk. Du kan læse mine anmeldelser af de to første Evig vinter og Malstrøm ved at klikke på titlerne. Denne anmeldelse indeholder spoilers af de to første bøger i serien.

Bagsidetekst

På trods af den flimrende varme er fangernes rationer skåret ned til det halve, og det piner Ivalu og Anfred at opleve, hvordan de selv og de folk, de kender som stolte, pludselig slås indbyrdes om dyrenes rester for at overleve. Mændene bliver låst inde i trange bure, når de er færdige med dagens arbejde, og det betyder, at det er op til Ivalu og Anfred, hvis de skal gøre et sidste forsøg på at slippe levende ud af Darkos støvede arena. De er nødt til at have hjælp udefra , for de er for få og for svækkede til at tage kampen op alene, og de beslutter sig for at opsøge øens civile. I den forbindelse bliver de bekendt med, at der er en dyb mistillid mellem bjergfolket og ørkenfolket, som komplicerer situationen yderligere, og tiden er ved at rinde ud, for slingakuplen står snart færdig.

Mine tanker om Solfald

Jeg er stadig helt vild med denne serie. Det tog mig lige et par sider at komme tilbage i historien og rigtigt blive fanget, men derefter vendte siderne bare sig selv.

Om mennesker og næstekærlighed

Solfald afslutter en trilogi, som på mange måder handler om mennesker og menneskeheden. Det er en trilogi, jeg drømmer om at se undervisningsmateriale til, og indført i folkeskolens mellem- og udskolingstrin. Der er så mange elementer at gribe fat i og tale om, som giver mulighed for forståelse af fremmedhed og næstekærlighed.

Fire folk tager læseren med på en rejse, hvor vi i Evig vinter introduceres til det, at være nødt til at flygte fra sit hjem, i håb om at finde et andet sted, hvor man kan overleve. I Malstrøm introduceres vi til fremmedhad og magt, men også nysgerrighed og forståelse.

I Solfald handler det om næstekærlighed. Det handler om ansvar, tillid og retfærdighed. Når hele trilogien er læst, har man derved stiftet bekendtskab med mange situationer og begreber, der er relevant for os som mennesker dag, hvor vi ofte skal møde og forstå mennesker fra andre baggrunde og kulturer end vor egen.

Om persongalleri og plot

Der er stadig mange navne og karakterer at holde styr på, hvilket forstyrrer læsningen lidt for mig, og så har jeg ikke helt styr på, hvor lang tid handlingen strækker sig over. Der var også en del gentagelse fra Malstrøm om hele den miserable tilværelse de to folk befinder sig i, men år det så er sagt, så synes jeg egentligt ikke, der er andet, der trak min samlede oplevelse af historien ned.

Bogen er velskrevet og plottet gennemtænkt. Og så er Louise Roholte skarp og ubarmhjertig som altid, hvilket er med til at gøre denne bog en fornøjelse at læse. De to folks – og i særdeleshed Ivalu og Anfreds – skæbne føles ofte uvis, hvilket er et enormt spændingsopbyggende greb.

Hvorfor læse Solfald?

Solfald skal læse sammenhængende med resten af serien, så i virkeligheden handler dette punkt ikke om, hvorfor du skal læse Solfald, men om, hvorfor du skal læse Fire folk.

Det skal du, fordi det er en fantasyserie, der gemmer på utrolig vigtig lærdom. Det er en af de bøger, man læser og får en god historie ud af, men som samtidig også skaber en tankevirksomhed, der er med til at danne os som mennesker. For hvad er rigtigt og forkert? Hvem har ret? Hvem holder jeg med, og hvorfor? Findes der kun gode og onde mennesker, eller indeholder vi alle en del af det onde og en del af det gode? Hvad skal der til, før vi tør rejse os mod uretfærdighed? Og har den svage nogensinde mulighed for at vinde over den stærke?

Bogens temaer er universelle og essentielle for vores nutid, og jeg anbefaler alle voksne at læse Fire folk-serien. Og de voksne, der har børn kan også sagtens læse serien med deres børn, særligt fra de er 12 år og ældre. Børn fra ca. 14-15 år kan læse den selv. Serien er dog voldsom og barsk, men det er virkeligheden også, og jeg er overbevist om, at man med en god støtte i forældrene, sagtens kan få meget ud af serien som ung.

God fornøjelse med læsningen!

Bloggerevent hos Ulven og Uglen

Indlægget markeres hermed REKLAME, da min deltagelse til eventet var efter invitation fra forlaget.

Fantasyeftermiddag i det jyske

Lørdag den 2. februar startede stille og roligt med lidt morgenmad, et kys til kæresten, to bøger i tasken, en togbillet på telefonen og ud i den friske vinterluft på vej mod togstationen. Toget tog mig til Valby st., hvor jeg skiftede til et IC3-tog, der skulle fragte mig hele vejen til Middelfart, hvor de to skønne Mark og Daniel fra drengetiltjeneste var så venlige at samle mig op. Herefter svingede vi lige forbi Fredericia st. efter Anna The Reviewing Author. Et par minutter senere parkerede vi bilen foran forfatter Christina E. Ebbesens hjem, hvor arrangementet skulle finde sted.

Eftermiddagens arrangement bød på en præsentation af verdenerne i de to ny fantasyudgivelser fra forlaget Ulven og Uglen: Sumpbaronens rejse af Christina E. Ebbesen og Grå magi af Lene Krog. Begge bøger er første del i hver deres serie.

De to bøger var fint udstillet og havde fået besøg af Christinas to dukker, der forestiller de to hovedpersoner fra hendes bog.

Grå magi

Lene Krogs udgivelse er en genskrivning af Pigen fra Månehøjen, som hun selvudgav i 2017. Nu er den omskrevet og genudgivet på forlaget Ulven og Uglen. Omslaget er stadig smukt og historien stadig spændende.

Grå magi er første del af serien Pigen fra Månehøjen, om det hærgede land Bragimark, hvor kampen for at udrydde hekse og alle med magiske evner (marlinger) har stået på længe. Så længe, at truslen om oprør ikke bare er en hvisken i skyggerne, men en reel trussel for de Grås magt.

Grå magi er en fantasy, der tager læseren med på tur til en anden verden og et andet univers. Til eventet fortalte Lene levende om de mange tanker, hun har gjort sig og de mange kræfter, hun har lagt i at skabe en helt ny verden. Hun fortalte, hvordan hun havde skabt en ny religion, der kunne forklare nogle af de helligdage eller situationer, der er nye for læseren af Grå magi.

Årshjulet over bogen forklarer de forskellige højtider, årstider og guder, der er essentielle for karaktererne i Grå magi

Lene læste et stykke højt, som introducerede både en af fortællingens hovedpersoner Merian, men gennem hende også universet, magien og religionen. Som hun selv sagde, syntes hun at det gav god mening at lægge stor vægt på hendes verdens historie og opbygning, da Merian er historiestuderende – og jeg kunne ikke være mere enig. Samtidig er det en rigtig fin og skjult måde, at få forklaret mange af de ting på, som er fremmed for vores velkendte verden.

Sumpbaronens rejse

I Sumpbaronens rejse følger vi Rubin og Gavin, der i hver deres nød finder en hjælp i den anden og derved danner rejsepar. Men Rubin er elver og Gavin er menneske, og de to arter ser man normalt kun sammen, hvis elveren er slavebundet til mennesket.

Sumpbaronens rejse er første del i serien Til Aretz’ ende. Derudover er der udgivet en “prequel”-novelle om Rubins fortid kaldet Flugten fra Ildvæveren.

Sumpbaronens rejse med nogle af de fine ting, der fulgte med.

Christina fortalte velvilligt om, hvordan det at arbejde med en fremmed art gav hende nogle friheder. F.eks. er elvernes hår helligt, og selv ikke en elvers forældre rører ved det efter at elverbarnet er blevet stort nok til, selv at kunne ordne sit hår. Det er små detaljer som denne, der kan være med til at skabe et realistisk fantasymiljø, som fanger læseren.

Derudover fortalte Christina også om, hvordan hun er gået til det med at opbygge en helt ny verden.

Sumpbaronens rejse foregår i det lille land, hvor Christina holder sin finger. Hun siger, det er sjovt at have så mange flere lande og folkeslag, hun kan skrive om enten ved at inddrage dem i serien, eller som små sideløbende noveller.

Christina fortalte også om sin kærlighed til kunst baseret på bogen og på, hvordan det kunne hjælpe hende at have en tegning af sin karakter liggende når hun skrev. Men hun indrømmede også, hun indimellem gik lidt amok og købte tegninger af sine karakterer i situationer – der måske ikke engang kommer til at finde sted i bøgerne – bare fordi, det var så skønt.
Og jeg giver hende ganske ret i, at det gør noget helt særligt at kunne kigge på de mange smukke tegninger og animationer, mens man dykker ned i universet.

En lille gave og socialt samvær

Da de to forfattere havde været igennem hver deres præsentation blev det tid til at mingle med de andre bloggere, forlagsfolk og gæster i det lille hjem.

Derudover havde vi alle modtaget en fin fin lille pose med forfatternes udgivelser i, samt nogle bogmærket, merchandise og en tegning. Begge forfattere signerede glædeligt deres bog, og alle var så venlige og søde at tale med. Det blev en eftermiddag med masser af smil, latter og generelt gode stunder.

Søde Lene signerer mit eksemplar af Grå magi.
Christina svinger muntert kuglepennen i en lille signering til mig i min nye udgave af Sumpbaronens rejse.

Arrangementet stod egentlig til at slutte klokken 17, men de fleste af os fik først snøvlet os ud af døren omkring klokken 18, fordi der var så mange at snakke med, og så mange spændende samtaler at lytte til.

Tak

Jeg vil gerne takke forlaget Ulven og Uglen for at invitere mig til dette fantastiske arrangement, samt for at sponsorere en udgave af de to bøger til mig sammen med bogmærker (som jeg ikke kan få for mange af). Jeg vil gerne takke de to forfattere Lene Krog og Christina E. Ebbesen for to interessante og spændende oplæg. Jeg vil gerne takke Christina for at invitere mig ind i sit hjem og udholde, at jeg blev der langt over tid! Og så vil jeg gerne takke alle – inkl. mine medbloggere – for at gøre oplevelsen behagelig, hyggelig og absolut mindeværdig!

Fem bøger, jeg håber på a læse i februar: Blodmåne, Du, Solfald, The Summer Children og The Roses of May

Februars TBR 2019

Indlægget markeres reklame, da jeg taler om et anmeldereksemplar længere ned i indlægget.


Januar er gået så hurtigt! Det gik pludselig op for mig, at jeg skulle til at overveje, hvilke bøger, der skulle på min TBR for februar, hvis jeg også skulle nå at vælge nogle ud inden februar begyndte.

Derfor har jeg faktisk ikke nået at overveje særligt mange bøger, og jeg kan mærke at det gibber lidt i mig, når jeg kigger på min reol og ser en ulæst bog. Jeg vil virkelig gerne sætte dem alle på min liste for februar, men så lang er den måned ikke – og så starter jeg ovenikøbet i praktik om lidt, hvilket betyder endnu mindre læsetid.

Udover at færdiggøre den bog, jeg stadig er i gang med mens januar forsvinder, så har jeg udvalgt tre bøger for februar måned

Bøgerne

  • Blodmåne af Katrine Engberg
  • Du af Caroline Kepnes
  • Solfald af Louise Roholte (anmeldereksemplar fra forlaget mellemgaard)
  • The Summer Children af Dot Hutchison
  • I’ll Be Gone in the Dark af Michelle McNamara

Blodmåne

Blodmåne er en rest fra januar, som jeg egentlig allerede fra start af forventede ville blive skubbet til februar. Det er ikke fordi jeg ikke er spændt på at læse den – jeg havde bare allerede to andre krimier på listen.

Blodmåne er anden del af Engbergs serie om Werner og Kørner (og Esther de Laurenti), og jeg er virkelig spændt på at se, hvolke genitanker, der er blevet en del af denne historie!

Du

Du handler om den unge forfatterinde Beck, der besøger den boghandel, hvor Joe arbejder. Han falder med det samme for hende. Beck er alt, hvad Joe nogensinde har ønsket sig – smuk, sej, knivskarp og virkelig sexet. Joe vil have hende for sig selv og stopper ikke, før han får sin vilje. Han bryder ind i hendes lejlighed, stjæler hendes telefon og hacker hendes e-mailkonto – han forvandler sig med andre ord til en stalker.

Jeg har haft Du på min reol i nogle måneder nu, men da jeg så at Netflix havde filmatiseret den som serie, rykkede bogen lynhurtigt op på listen. Jeg kan sagtens se en film/serie uden at have læst bogen først, men lige denne her, vil jeg virkelig gerne læse først. Jeg har hørt virkelig mange gode ting om bogen, og jeg glæder mig virkelig til at dykke ned i den!

Solfald – reklame

Solfald er tredje og sidste del i Fire folk-serien. Du kan læse mine anmeldelser af de første to her: Evig vinter og Malstrøm

Solfald begynder, hvor Malstrøm slutter, og jeg kan ikke sige meget om den, uden at spoile Evig vinter og Malstrøm. Men som tredje bog i en trilogi forventer jeg, at denne her skal give en masse svar og binde knuder på nogle af de historier, der er gang i. Jeg forventer, at blive overrasket og måske faktisk også at få revet mit hjerte til blods.

Tak til forlaget mellemgaard for at sende mig denne til anmeldelse.

The Summer Children

The Summer Children er tredje bog i The Collectoer-serien af Dot Hutchison, og jeg er simpelthen hooked på hendes bøger lige nu. Jeg er vild med skrivestilen, med karaktererne og deres forhold til hinanden.

I The Summer Children følger vi agent Mercedes Ramirez, som er en del af det hold hos FBI’s afdeling for Crime Against Children, vi har fulgt fra starten af serien. En aften, hun kommer hjem til sit hus sidder der en lille dreng på verandaen. Blodig og med en bamse i favnen. Han spørger efter hende ved navn og fortæller at en engel satte ham af hos hende og lovede, at hun nok skulle passe på ham. Det viser sig at intet af blodet er drengens, og hvor det kommer fra, samt hvorfor drengen er blevet afleveret hos Ramirez viser sig at være ethvert barns mareridt.

I’ll Be Gone in the Dark

Lige som med Sadie, som jeg læste i januar var dette en reservation på appen Libby, der pludselig blev tilgængelig. Og så var jeg jo nødt til at låne den, hvis jeg ikke ville bagerst i køen igen.

I’ll Be Gone in the Dark er en bog, der forsøger at samle en masse tråde i jagten på den berygtede serievoldtægtsforbryder og senere -morder i Californien kaldet The Golden State Killer.

Jeg hørte første gang om GSK i podcasten Mørkeland, hvor de i april (mener jeg) talte om, hvordan han efter mange mange mange år (han hærgede primært i 70-erne og 80’erne) endelig var blevet fældet. Og med min fascination af true crime, samt mit utrættelige behov for retfærdighed i verden, kunne jeg jo ikke lade være med at vide mere om disse forfærdelige forbrydelser, og den mand, der kunne skabe så meget angst i hele nabolag.

Jeg reserverede derfor I’ll Be Gone in the Dark, og det er jeg slet ikke ked af. Jeg er ca. kvartvejs, og da det er en lydbog regner jeg ikke med, den bliver svær at afslutte. Men hold nu op, hvor er den væmmelig! -Eller, hvor er HAN væmmelig!

God februar

Det var så en præsentation af de fem bøger, jeg håber at nå i februar på trods af både studieliv og praktik. Det er helt urealistiske mål, men jeg tror på, det kan nås med lidt struktur og prioritering.

Hvad har du planer om at læse?


Boganmeldelse: The Roses of May

Forfatter: Dot Hutchison

Udgivelse: Thomas and Mercer, 2017

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥♥

Serie: The Collector #2

The Roses of May er bog nummer 2 i The Collector-serien af Dot Hutchison. Den første bog hedder The Butterfly Garden, og jeg vil anbefale dig at læse The Butterfly Garden før du giver dig i kast med The Roses of May. Det behøves ikke, men jeg synes, det vil give bedst mening! Serien er endnu ikke udgivet på dansk.

Om The Roses of May

Fire måneder efter bog ets afslutning følger vi teamet fra Quantico på jagt efter en seriemorder, der slår til en gang om året ved hvert forår. Morderen slår til i forskellige stater og det eneste ofrene umiddelbart har til fælles er, at de er unge piger, som findes dræbte på gulvet i en kirke omgivet af blomster.

Mine tanker om The Roses of May

Jeg har i et års tid nu tænkt, at jeg skulle få begyndt på The Roses of May, da den første bog i serien overvældede mig fuldstændigt. Alligevel blev jeg ved med at udskyde den til fordel for en masse andre bøger, og nu da jeg har læst den, har jeg lyst til at slå mit gamle jeg i hovedet og sige, at jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg ikke går i gang med det samme.

Jeg skulle have startet den her for flere måneder siden. For et år siden. Lige så snart jeg var kommet mig over afslutningen på The Butterfly Garden.

Fantastisk velskrevet

Jeg ved ikke, hvad det er Dot Hutchison kan med ord, men det er noget, der virkelig fanger mig. Hun får alt det grimme og forfærdelige til at føles let at læse, samtidig med, at det borer sig dybt ind i hjertet på mig, og får mig til at savne en, der kan holde om mig. Hun formår at skrive scener, der starter en hel film af forfærdelige billeder for mit indre syn, og alligevel siger hun ikke så meget.

Hvor The Butterfly Garden er direkte klam og afskyelig, så er The Roses of May mere tragisk.

Lige som i The Butterfly Garden følger vi i The Roses of May flere synsvinkler, hvilket er med til at give historien dybde, og virker spændingsopbyggende, da sagen ses fra flere sider.

Autentisk og besnærende

Dot Huchison giver stor taletid til ofrene og de pårørende, og skærer lidt ned på mængden af tekst, der har med opklaringsarbejdet at gøre, hvilket jeg synes fungerer upåklageligt! Opklaringsarbejde er mest papirarbejde, og det kan simpelthen ikke gøres mere spændende end det. Dette accepterer Hutchison, hvilket er med til at give de tre FBI agenter en troværdig stemme, jeg sætter enorm stor pris på.

Nu skriver jeg autentisk i overskriften – og det ved jeg naturligvis slet ikke om den er, da min erfaring med kriminalsager og mordere er 100% ikke-eksisterende. Men baseret på min spinkle viden fra True Crime-genren, så virker The Collector serien mere realistisk end meget andet krimi jeg har læst. Der er frustrationer, uopklarede sager, mordere på fri fod, længsel efter retfærdighed og fuldstændig lammende frygt og sorg. Alle sammen elementer, der gør at jeg ikke på noget tidspunkt oplever historien som lidt for langt ude og utroværdig. Derved føler jeg mig også fanget og mærket af historien hele vejen igennem og (længe) efter.

Hvem kan læse The Roses of May

Det kan du gøre, hvis du er vild med krimigenren, og i særdeleshed den del, der sætter forbrydelsen og dens konsekvenser i fokus frem for politimandens jagt. Du kan læse The Roses of May, hvis du holder af et plot, der kun langsomt udfolder sig uden at miste grebet om sin læser.

Du kan læse The Roses of May, hvis du kan læse og forstå engelsk.

The Roses of May er som tidligere nævnt den anden bog i The Collector-serien, så jeg vil anbefale dig at du starter med The Butterfly Garden, der er mindst lige så fantastisk som denne!

Januar wrap up 2019

Januar var en gunstig læsemåned for mig. Jeg er kommet igennem ikke mindre end 1931 sider, hvilket absolut ikke er normalt for mig. Ganske vist er en stor del af de sider læst som tegneserier, og det gør det jo også lidt lettere at komme igennem.

Jeg har afsluttet i alt 8 bøger og er i øjeblikket i gang med yderligere 2.

Læste bøger

  • Call Me by Your Name af Andre Aciman
  • Fandom af Anna Day (Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag)
  • Døde piger sladrer ikke af Christine Jøncke
  • Dragon Ball #6 af Akira Toriyama
  • Dragon Ball #7 af Akira Toriyama
  • Er der ikke nogen der gider bolle mig, please af Gina Wynbrandt
  • Dragon Ball #8 af Akira Toriyama
  • Sadie af Courtney Summers

Fantastiske læseoplevelse

5 hjerter er gået til

  • Sadie
  • Dragon Ball #6

Sadie

Sadie af Courtney Summers rev simpelthen benene væk under mig, og i dette tilfælde overvejede jeg endda at udevide min skala med et bonushjerte. Sadie er velskrevet, nytænkt, fantastisk, smuk, skræmmende og voldsomt ubehagelig.

Sadies søster er blevet fundet brutalt myrdet og knap et halvt år senere er Sadie forsvundet fra sit hjem uden ord. En podcast i flere afsnit forsøger at finde frem til, hvor hun er, og hvad der er sket med hende. Samtidig følger vi Sadies jagt på en bestemt mand, der engang var en del af hendes liv.


Det var slet ikke meningen at jeg skulle læse Sadie i denne måned. Jeg havde reserveret den på Libby (ereolen app for engelske bøger), men forventede ikke at få den før midt i februar. Men pludselig poppede den ind, og da der er kø til den (og jeg var spændt på at læse den selvfølgelig, men det siger vel lidt sig selv) gik jeg i gang med den med det samme. Og den blæste mig simpelthen omkuld.
Jeg er vild med opbygningen, hvor hvert andet kapitel følger podcasten og de andre Sadie. De to typer af kapitler komplimenterer hinanden rigtigt godt og giver en fantastisk dynamik i fortællingen.

Læs den hvis du elsker ungdomshistorier, grove historier, krimihistorier, true crime (fordi den fortælles på samme måde) og generel skønlitterær forkælelse!

Dragon Ball #6

Det er svært bare at fremhæve enkelte bøger fra serien, men når Monster nr. 8 (Dragon Ball #6) nævnes, er det fordi den gav mig lidt flere højlydte grineoplevelser end de to, der ikke nævnes, samtidig med at den ikke havde for mange “kedelige” kampscener. Jeg ved godt det nærmest er blasfemisk (i en ikke-religiøs sammenhæng) at kalde kampscener i Dragon Ball for kedelige, men det er absolut ikke den del af historien, jeg holder af. Og i denne bog var kampene ikke kedelige. Derudover er jeg vild med de små noter på siderne fra forfatterens side.

Gode og mellemgode læseoplevelser

3 eller 4 hjerter er gået til:

  • Dragon Ball #7
  • Dragon Ball #8
  • Fandom
  • Call Me by Your Name

Dragon Ball vil jeg ikke nævne mere om. Bøgerne er stadig gode og sjove, og jeg er vildt godt underholdt fra start til slut.

Fandom

(markeres reklame, da bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget)

I Fandom hvirvles Violet sammen med sin lillebror og to veninder ind i et fantasyunivers tilhørende deres yndlingsbog. Uheldigvis bliver de skyld i hovedpersonen Roses død. Det er nu op til Violet at indtage Roses plads i historien så de kan afslutte fortællingen og komme hjem.


Fandom var en noget skuffende oplevelse for mig. Historien fangede kun i bølger og den var alt for forudsigelig og uinteressant. Alligevel var det ikke en dårlig bog, og jeg forestiller mig, den er perfekt til dem, der bare vil læse en god historie. Hvis du er ligeglad med forudsigelige plots og bare nyder historien i sig selv, så er der absolut ingen grund til, at Fandom ikke skulle være god for dig. Jeg kan selv godt lide at blive overrasket og holdt hen i spænding, og det lykkedes ikke rigtigt her.

Jeg er alligevel endt med at give bogen 3 hjerter, da jeg synes at den har potentiale for den rette målgruppe. Havde jeg alene vurderet på min egen oplevelse, havde jeg nok endt på 2 hjerter. Så er du lige som mig, skal du ikke tage fat i denne.

Call Me by Your Name

Oliver er sommergæst hos Elios forældre i Italien. På de godt otte uger Oliver bor hos Elio blusser en romance mellem de to op, og da sommeren er slut rejser Oliver hjem.

Call Me by Your Name er en fortælling om kærlighed, intimitet og passion. En fortælling om at træffe valg i livet og de konsekvenser det har.

Call Me by Your Name har fået 4 hjerter, fordi det var en smuk og poetisk læseoplevelse. Jeg startede på bogen i sommeren 2018, men fik først afsluttet den her i januar 2019. Dette er bl.a. fordi jeg har haft travlt med studiet, men også fordi bogen kan være rigtig svær at forstå. Der var passager, hvor jeg helt ærligt følte mig alt for dum til at læse bogen, og det er altså en kedelig følelse at have.

Alligevel var det en rigtig fin oplevelse, og bogen havde nogle flotte pointer, jeg er glad for at have fået med mig.

Ringe læseoplevelser

Følgende bøger har fået 1 hjerte:

  • Er der ikke nogen der gider bolle mig, please
  • Døde piger sladrer ikke

Er der ikke nogen der gider bolle mig, please

Selv titlen siger mig absolut ingenting. Jeg modtog bogen i en gavepose efter et bloggerarrangement arrangeret af Julie, og havde jeg ikke gjort det, havde jeg nok heller aldrig samlet den op.

Er der ikke nogen… er en tegnet novellesamling om en ung kvindes længsel efter intimitet og kærlighed fra en mand. Ideen bag er rørerende, for jeg kan nemt forestille mig (og huske), den desperation og selvmedlidenhed, man kan overvældes af, hvis ingen gengælder ens behov for omsorg og kærlighed på det mere intime plan.

Når det så er sagt, så rammer samlingen alligevel ikke der, hvor jeg føler, der er behov for at blive sat ord på noget. Hermed ikke sagt, at andre ikke kan føle anderledes!

Jeg læste en anmeldelse af bogen, hvor anmelderen havde været ret hård, og jeg tænkte, at det da ikke kunne være så dårligt. Netop fordi tanken bag lyder så fin. Men det kunne det. Alt er en lille smule overgjort – fuldstændig som en standup-komiker på scenen. Men det her er en bog, og det var ikke behøvet. Og jeg er skuffet og vil ikke anbefale den.

Døde piger sladrer ikke

Den her havde jeg set så meget frem til, og jeg blev desværre så forfærdeligt skuffet!

I Døde piger sladrer ikke følger vi Irina fra Polen, som lever et utroligt fattigt liv med sin familie. Efter moderens død bliver Irina solgt af sin far til to mænd fra Danmark, som arbejder med sexhandel. Livet som sexslave er ubærligt, men Irina håber på, at der bare skal et godt menneske til at stoppe det hele. Men midt i det hele lurer faren af en seriemorder, for en dag kommer han efter sit næste offer.


Denne her bog var dårlig fra start til slut. Der er ikke nogen seriemorder med i bogen – i hvert fald ikke så meget, at man skal nævne vedkommende i bagsideteksten. Derudover er bogen kategoriseret som en kriminalroman, hvilket man vel godt kan argumentere for at det er, men det synes jeg slet ikke, det er.

Døde piger sladrer ikke er en samfundskritisk roman om kvindehandel og sexslaveri, skrevet til unge. Den handler om en ung piges kamp for overlevelse i en situation, hun ikke ønsker at befinde sig i. Den handler om håb og om kærlighed; for hvis Irina ikke gør, som hun bliver bedt om, så slår de hende ihjel og henter hende søster i stedet.

Sproget er fejlfyldt, plottet kedeligt og gennemskueligt og karaktererne er ikke særlige “likeable”

Jeg er så skuffet over den her bog, at jeg selv nu, næsten en måned efter at jeg afsluttede den, bliver helt harm over, hvor dårligt bogens indhold passer til beskrivelsen. Jeg synes det er tarveligt! Havde der ikke stået kriminalroman og seriemorder på den, så havde jeg nok ikke samlet den op. Men havde jeg samlet den op, havde jeg været indstillet på, det var en anden genre, og så havde jeg måske også vurderet den anderledes.

Bøger påbegyndt

Lige inden jeg slutter af, vil jeg nævne de to bøger jeg er gået i gang med i januar og fortsætte med at læse ind i februar.

The Roses of May

The Roses of May er andet bind i The Collector-serien af Dot Hutchison, og jeg er lidt under halvvejs i den. Jeg startede lidt sløvt, fordi jeg brugte for meget tid på at prøve at huske, hvem der nu var hvem fra sidste bog, men efter et par sider var jeg med igen og jeg er ret spændt på, hvor den tager mig hen!

Stolthed og fordom

Jeg har samlet en lille bogklub med to af mine veninder, og vi er netop gået i gang med at læse Stolthed og fordom af Jane Austen. Jeg regner ikke med at blive færdig med denne i løbet af februar, da vi mødes og læser dele af bogen højt for hinanden, hvilket tager lidt længere tid – men også er virkelig hyggeligt.

Bogen hvorfor det på en blomstret baggrund

Hvorfor det?

Forfatter: Mogens Eilertsen og Mette Eilertsen

Udgivelse: Frydenlund, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Original titel: Hvorfor det? Talemåder og traditioner, skikke og symboler

Om hvorfor det?

Vidste du at man i flere hundrede år var uenige om, hvornår Jesus havde fødselsdag? Ikke bare med et par timer eller dage, men med flere måneders mellemrum, og at det først var i år 354 at datoen blev endeligt fastlagt til at være den 25. december?
Nej, vel?! Det vidste jeg heller ikke før jeg fik “hvorfor det?” i hænderne.

Hvorfor det? er en samling af talemåder, traditioner, skikke og symboler med forklaring på, hvorfor vi mon siger og gør, som vi gør. Forklaringerne veksler mellem at være lange, korte, vævende, fyldestgørende og præcise. Bogen er inddelt i afsnit, hvor første del er i alfabetisk orden, og de næste er inddelt efter tema. Dette gør det enormt nemt at bruge bogen som opslagsbog, hvis man lige kommer i tanke om et udtryk eller en ting, man vil slå op.

Forfatterne skriver selv i begyndelsen af bogen, at deres mål ikke er at udgive et komplet værk med alle talemåder, traditioner, skikke og symboler, men derimod at bringe et udpluk til inspiration. De håber, at læseren selv vil blive nysgerrig på at undersøge andre talemåder, der ikke dækkes af dem. Det virker for sin vis også; men der er nu noget trygt i at vide, andre har efterforsket noget for dig, så du kan stole på det der står i stedet for selv at bruge tid på at faktatjekke.

Mine tanker om hvorfor det?

Jeg synes, at måden bogen er opbygget på, fungerer rigtigt godt for genren. Læseoplevelsen kan nemt blive meget tung, hvis man forsøger at læse fakta fra den ene ende til den anden. Når det så er sagt, så er nogle af delene skrevet forholdsvist humoristisk, så det er absolut heller ikke umuligt bare at læse fra den ene ende til den anden.

Denne bog kunne være en god værts-/værtinde- eller pakkelegsgave. Det er en af de bøger, er kan stoppe diskussioner og starte samtaler. Den er centreret om dansk kultur, og kunne sikkert også sætte mange tanker i gang hos de yngre læsere

Hvem kan læse hvorfor det?

Alle med interesse for gamle danske skikke og talemåder kan dykke ned i denne bog. Den er overskueligt opsat og letlæst. Den er til dem, der rynker på næsen eller kigger længe på dig, når du slynger om dig med gode, gamle udtryk eller sørger for at stille grød ud til nissen, så de kan forstå dig.

Hvorfor det henvender sig til nysgerrige sjæle og kan nemt læses fra 12 år.