Boganmeldelse: Wundersmeden

Forfatter: Jessica Townsend

Udgivelse: Gyldendal, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Fuld titel: Wundersmeden – Morrigan Crows hemmelige kraft

Serie: Nevermoor #2

Om Wundersmeden

Morrigan Crow bor fortsat i Nevermoor på hotel Deucalion sammen med Jupiter og hele hotellets personale. I Wundersmeden tages læseren endnu engang med på eventyr i Nevermoors gader og vi får et endnu større indblik i den magiske verden og i Morrigans hemmelige kraft.

Mine tanker om Wundersmeden

Som med den første bog i serien er jeg helt solgt! Jessica Townsend skriver både smukt og humoristisk, og der er plads til både barnlig og voksen lykke og uhygge. Der er en umiddelbarhed i historien, som virker rigtig godt på både den voksne og den unge læser; Et indblik i det barnlige sind.

Morrigan skal både holde på hemmeligheder, udforske nye steder og stable venskaber på benene alt imens hun higer efter Jupiters nærvær og opmærksomhed. Wundersmeden er mindst lige så farvestrålende og dyster som Nevermoor, og det mærkes at Morrigan er begyndt at falde til. Som læser begynder man også at få et større indtryk af universets sammenhæng, og der er absolut gjort plads til et ønske om mere! Mere fra Jessica Townsends hånd. Mere om Morrigan og Nevermoor. Og endnu mere fantasi og humor.

Hvem kan læse Wundersmeden

Alle. Kort sagt. Men jeg anbefaler nu, at man griber fat i Nevermoor først.

Nevermoor-serien kan nemt læses af alle, da den på fineste vis balancerer barnlig glæde og umiddelbarhed med mere voksne perspektiver på bl.a. etik og konflikthåndtering. Uden at have afprøvet det er jeg også sikker på, at bogen/serien egner sig godt som højtlæsningsbog, da der er mange emner, man kan tage fat på og tale om, men også fordi der er så mange sproglige elementer, som nogle gange bliver endnu tydeligere, når de læses højt.

Anbefales fra ca. 8 år (og som selvlæsning, så snart barnet kan).

Boganmeldelse: Kun når det regner

Indlægget markeres hermed reklame, da bogen er tilsendt til anmeldelse af forfatteren.


Forfatter: Marie Brixtofte

Udgivelse: Gyldendal, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Kun når det regner

Bogens bagsidetekst:

Kun når det regner er en selvbiografisk fortælling om kærlighed. Både den, man kan få, og den, man aldrig helt fik. Det er også en fortælling om skam, svigt og håbefuldhed og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.

Mine tanker

I Kun når det regner åbner Marie Brixtofte op for det svære emne det er, at tale om det, man har manglet fra sine forældre. Samtidig er det en historie om at træffe valg med udgangspunkt i sig selv, og en historie om spirende kærlighed.

Der var mange tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at holde om den lille Marie, der ikke bliver set af sin far, som en far bør se sit barn. Og der var mange tidspunkter, hvor jeg ville ønske, jeg kunne berolige den ældre Marie, når verden omkring hende ikke forstod hendes mørke og sorg. Og der var enkelte tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at skubbe til folk omkring hende, så de kunne se, at der var brug for en anden handling fra deres side. Men i stedet måtte jeg blot vende side efter side i håb om, at Marie selv kunne finde vej.

Om bogens tema

Bogen er en fortælling om sorgen efter et dødsfald, om livets venteperioder og om den kærlighed man har brug for at få eller give.

Kun når det regner er utroligt velskrevet, og jeg oplevede en enorm ro ved den ærlighed, Marie har valgt at lægge i værket. Det er ikke blot en livsfortælling, men i høj grad en fortælling der er åben for, at man som læser kan tolke historien ud fra egne livserfaringer.

Det vigtigste jeg tager med mig fra denne læsning er, at der er konsekvenser ved alle vores handlinger. Både dem, vi retter mod andre, men også de handlinger, der er rettet mod os selv. Vigtigst er dog, at vi aldrig kan vide, hvordan disse konsekvenser påvirker os, før vi har oplevet dem.

Godt? Eller skidt? Tja, vi får se.

Marie Brixtofte: Kun når det regner s. 4

Uanset, så er det vigtigt konstant at bevæge sig fremad og gøre sit bedste; vi kan ikke forvente andet af folk.

Om bogens opbygning

Bogen er inddelt i små korte kapitler, som på rigtig fin vis hænger sammen hele vejen igennem i små temaer, der bærer på hvert deres budskab. Jeg er ret vild med denne opbygning, selv om det til tider kunne være svært at huske, hvilke historier, der hang sammen og i hvilket lys de i så fald skulle/kunne læses.

Jeg blev hurtigt fanget af de korte kapitler og den næsten poetiske sprogbrug, og blev fastholdt af den fremskredne handling, som ikke blot drejede sig om et aspekt af fortællerens liv, men om flere.

Derudover var jeg ret vild med prologen, der på virkelig fin vis gav mig et bestemt par briller på til læsningen af Kun når det regner.

Hvem kan læse Kun når det regner?

Marie Brixtoftes fortælling er på en gang et indblik ind i hendes liv, og på samme tid en fortælling om ethvert liv med en forældre, der er mindre og mindre til stede.

Kun når det regner er en smuk og stærk fortælling, der ikke blot bør læses for sit vigtige budskab, men også for sit æstetiske udtryk.

Om anmeldelsen

Jeg læser sjældent biografier eller lignende, men indimellem er det nu meget godt at “ryste posen” og finde noget nyt og anderledes frem. Marie Brixtoftes selvbiografiske fortælling blev sådan en, og det er jeg utroligt glad for.

Desværre oplevede jeg det indimellem som en hindring for min oplevelse, at jeg kender lidt til Peter Brixtofte og den sag, han var indblandet i. Jeg tror derfor, jeg ville have foretrukket at historien var fortalt mere anonymt. Når det så er sagt, er det vigtigt at indskyde, at en mere anonym tilgang til den historie, Marie har fortalt, også ville kunne betyde at fortællingen fremstod mindre autentisk, hvilket jeg også ville være ærgerlig over. I sidste ende afhænger det af smag – og uanset det ene eller det andet valg, så har jeg læst en virkelig rørende fortælling, jeg nemt kan anbefale andre at give sig i kast med.