Billedet viser mig, der står i skoven med en orange bog i hånden. I baggrunden ser man træer og blade i efterårets gule og orange farver.

Booktag: Fall Time Cozy Time

Jeg kan vist lige nå at være med på denne her, selv om vi allerede skriver november; hvordan kan tiden dog forsvinde så hurtigt?!

Ved at læse titlen for dagens indlæg, kunne man godt gå hen og tro, at jeg var gået tilbage til at skrive på engelsk. Men det er jeg altså ikke! Jeg er blot blevet tagget af den skønne Nadia fra The Bookish Boegeskov til at svare på dette booktag. Af hensyn til den oprindelige forfatter til tagget (Sam’s Nonsense) får tagget dog lov at stå i sin oprindelige, engelske form.

Efteråret er en fantastisk årstid, og det er klart min favorit, selv om både sommer og forår følger skarpt efter (især efter den varme, vindstille og smukke sommer vi har haft i år!), så det har været en fantastisk oplevelse at kunne sætte nogle bogtitler og genrer på nogle af de mere velkendte (og nogle slet ikke-kendte) af efterårets kendetegn.

Tak til Nadia for tagget!

1. Crunching Leaves: The world is full of color – choose a book that have reds/oranges/yellows on the cover.

Den version af The Hunger Games: Mocking Jay, der står på min reol har de fineste orangerøde nuancer, der i den grad giver efterårsvibes. Også selv om det nok mere er ild og flammer, der burde være associationerne.

Tredje bog i Hunger Games serien på en gren mellem de gule og orange efterårsfarvede blade fra et træ i skoven.

2. Cozy Sweater: It’s finally cool enough to wear warm cozy clothing – what book gives you the warm fuzzies?

Mit umiddelbare svar er Harry Potter-serien, eller Harry Potter and the Philosopher’s Stone, hvis jeg kun må vælge en. Jeg er netop gået i gang med en genlæsning af serien – om end det er første gang, jeg læser hele serien på engelsk – og det er i den grad en oplevelse, der varmer om hjertet. Både fordi der er noget helt basalt nostalgisk over det, men også fordi historien i sig selv bare er så sød, sjov og hjertevarm.På en gren tæt ved skovbunden står første bog i Harry Potter-serien; Harry Potter and the Philosopher's Stone.

3. Fall Storm: The wind is howling & the rain is pounding – choose your favorite book OR genre that you like to read on a stormy day.

Det er svært at sige, for umiddelbart tænker jeg, det skal være noget gys og uhygge – men jeg er lidt en kylling, så det ville aldrig ske. Tværtimod ville jeg nok foretrække at læse om noget helt utroligt sukkersødt, så en kærlighedsroman eller en magisk og fortryllende bog, ville blive mit valg. Men generelt er det jo bare fantastisk at kunne sætte sig ned og læse, når man samtidig ved, at det er et umuligt vejr udenfor. Og så er der jo hele fantasygenren, som kan tage en med på de vildeste rejser, mens vinden hyler udenfor. Ja; jeg går med fantasy! Stærkt forfulgt af krimi.

Jeg balancerer en lille stak fantasybøger med en hånd. I baggrunden ses den efterårsklædte skov. Bøgerne er: Ilttyv, Væddermændenes nat, Ink and Bone, Harry Potter and the Half-Blood Prince.

4. Cool Crisp Air: What’s the coolest character you’d want to trade places with?

Åh, det er jo umuligt at svare på. Jeg er ret godt tilfreds med mit liv, og de fleste af de karakterer, jeg ser op til, ender faktisk med at dø eller miste noget enormt værdifuldt.

5. Hot Apple Cider: What under hyped book do you want to see become the next biggest, hottest thing?

Invisible Monsters! Jeg kan slet ikke sige det nok gange – den er fænomenal! Skrivestilen og måden bogen er sat op, er så sær og vidunderlig, og fortællingen selv er så vild og smuk og forfærdelig! <3 Jeg håber på, den en dag får sit helt store gennembrud og ikke skal leve i skyggen af Fight Club (som også er fantastisk, men slet ikke i samme grad).

Bogen Invisible Monsters til venstre på billedet. I baggrunden ser man en sløret busk og en lysning i skoven.

6. Coat, Scarves, and Mittens: The weather has turned cold & it’s time to cover up – what’s the most embarrassing book cover you own that you like to keep hidden in public?

Er det her overhovedet en ting? At man er flov over nogle af sine bøgers forsider. Så skulle det da være fordi, jeg havde ødelagt den… men sådan en har jeg ikke.

7. Pumpkin Spice: What’s your favorite Fall time comforts food/foods?

Kanelsnegle! Yum yum yum! Der er bare noget ved duften af lunt brød og varm kanel, som kan løfte humøret på de helt grå efterårsdage. Og så er efteråret nok også den tid på året, hvor jeg indtager mest te. Men jeg har faktisk ikke rigtig en favorit te længere. I lang tid elskede jeg jordbær og citrongræs, men nu er jeg ikke længere så sikker på, den er øverst på min liste over lækre teer.

8. Warm, Cozy Bonfire: Spread the cozy warmth – who do you tag?

Jeg tagger tre søde bogelskere og håber, de vil lege med. Det er Sarah fra @sarahreffstrup,  Laura fra @fyrstenbooks og Benedicte fra Benedictes blog.

Hot Mess af Lucy Vine

Hot Mess

Forfatter: Lucy Vine

Udgivelse: Flamingo, 14. februar 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Original titel: Hot Mess

Oversat af: Elisabeth Kiertzner

Om Hot mess

Ellie Knight er 29 år og fanget i et singlehelvede med den ene forfærdelige Tinder-date efter den anden. Hun er ikke super vild med sit job, og hun bor på et værelse i en lejlighed, der er så forfærdelig at hun omtaler den Lortehullet. Ikke nok med, at hun skal slæbe sig gennem tilværelsen som datende single, så er hendes far nu også klar til at date igen efter moderens død. Hendes liv er mildest talt langt fra perfekt. Men måske er det helt okay?

Bogen består af små kapitler, der indledes med en form for dagbogsnotat, samt kapitler, der er skrevet som mailkorrespondance mellem Ellie og hendes far og søster.

Hot Mess er kaldt for Tinder-generationens Bridget Jones dagbog, og hvis man kender Bridget Jones, så siger det i den grad noget om, hvad Hot Mess er for en bog.

Mine tanker om Hot mess

Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om denne her bog. Der var tidspunkter, hvor jeg grinede højlydt, og så var der sider, jeg blev nødt til at springe over, fordi de simpelthen var for uinteressante.

PLottet

Historien er i sig selv ganske udmærket. Vi starter lige på og hårdt, hvor vi introduceres for både Ellies (ikke helt så tiltalende) personlighed og den situation hun befinder sig i; single-helvedet. Herefter får vi langsomt afdækket mere og mere af både Ellie og livet som single af alt hvad det indebære. Der løber en god rød tråd gennem hele fortællingen og den er slet ikke svær at holde styr på.

Indimellem er der dog nogle mails fra Ellies far til hende og hendes søster, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan se pointen med indholdet i disse mails. Jeg er sikker på, de er tænkt som et humoristisk indslag, men de er for meget, for dårligt skrevet og alt for ligegyldige til at de giver mig noget som helst, og jeg valgte ret hurtigt at springe dem over, når jeg læste. Og selv om jeg i sidste ende vendte tilbage – bare fordi, det var det rigtige at gøre, når nu man vil skrive en anmeldelse af en bog – følte jeg ikke på nogen måde, jeg manglede noget ved ikke at have læst dem. Alt hvad jeg skulle forstå, forstod jeg efter at have læst den første.

Kapitelindledningerne sagde mig heller ikke noget. De sætter scenen, så man som læser er klar over, hvor vi befinder os, men det kan man også tit blive klar over i løbet af de første par linjer. Jeg føler mig dog sikker på, at dem, der har holdt af Bridget Jones’ dagbog, vil synes bedre om dem end jeg.

Karaktererne

Persongalleriet i Hot Mess er ikke stort, men det behøver det heller ikke at være i en bog på kun 270 sider. Der er mange navne at hitte rundt i, men de vigtige personer formår alligevel at fæstne sig lidt bedre i hukommelsen end de mindre vigtige.

Ellie

Vores hovedperson Ellie Knight er som tidligere nævnt 29 år. Hun er nyligt single og bor derfor på et værelse i en lejlighed med to andre. Hendes vennekreds består primært af Sophie og Thomas, men også kollegaen Maddie har fået en plads. Ellie fremstår på mange måder som en bitter kvinde, der nærmest hader alt, hvad der ikke lige falder i hendes smag. På sin arbejdsplads virker hun endog meget usympatisk og direkte led.

I nogle situationer, virker hun meget ligefrem og morsom at være i selskab med, og det er ofte hende, der har givet mig anledning til at grine højt.

Vennerne

Sophie og Thomas fremstår som en tætknyttet vennegruppe, der deler alt med hinanden. Det er også Sophie og Thomas, der i sin tid fik Ellie på Tinder og swipede de første mange mænd for hende. Der er en god dynamik i gruppen og deres relationer og samtaler virker ægte og dybe.

Familien

Omvendt har jeg det med familien. Samtalerne mellem Ellie og hendes far Allan og søster Jenny virker dybt absurde og til tider skræmmes jeg endda over, hvordan søstrene taler til hinanden. Ellies søster er en stolt kvinde, der er flyttet langt væk med sin mand og datter, og som absolut ikke har behov for at tale om noget med familien. Ellies far er en mand med et dybtliggende og yderst velfungerende humor-gen, hvilket absolut er nødvendigt, når Jenny angriber ham med en enten enormt tør humor eller ondskabsfulde udtalelser. Samme gen er dog også skyld i, at jeg flere gange var i tvivl om, hvorvidt faren lavede sjov eller forstod en joke.

Hvem kan læse Hot Mess?

Jeg vil anbefale singler og unge kvinder at læse denne. Den er humoristisk og tør på samme tid. Selv om den er sjov og nogle gange lidt i overkanten, lukker man alligevel bogen med en følelse af, at man er blevet lidt klogere på livet. Især vil jeg dog anbefale den til de af jer, der har været glade for Bridget Jones. Der er mange ligheder, men det er en lidt særlig måde at skrive en bog på, og altså ikke en, jeg bryder mig særligt om, men hvis du gør, er jeg sikker på, at denne her også falder i god jord hos dig!

Et godt råd er dog at springe farens vedhæftede dokument til mailen over. Nogle vil helt sikkert synes, det er hylende morsomt, men hvis du ikke er en af dem, så går du altså ikke glip af noget ved at droppe dem.

En bogstak med de seks bøger, jeg håber at læse i til Deweys Readathon efteråret 2018

Dewey’s Readathon #3 del 2

Så går det løs!

18:25

Dewey’s Readathon efteråret 2018 har været i gang i 4 timer og 25 minutter på nuværende tidspunkt og jeg er endelig kommet hjem fra Herlufsholm Fantasy Bogmesse og skal til at starte på min læsning i dette 24-timers læsemaraton.

Stakken består denne gang af:

  1. Harry Potter and the Philosopher’s Stone af J.K. Rowling(332 sider)
  2. Harry Potter og hemmelighedernes kammer af J. K. Rowling (360 sider)
  3. Mowgli af Sarah Engell (37 sider)
  4. Hader, hader ikke af Glenn Ringtved (39 sider)
  5. Mørke rum af Kristina Aamand (225 sider)
  6. Dragon Ball #2 af Akira Toriyama (181 sider)

Jeg har ingen intentioner om, at gennemlæse alle bøgerne i stakken, men jeg forventer helt klart at få afsluttet den første Harry Potter-bog, og også gerne få læst de to billednoveller. Mørke rum er mest på listen, fordi den står ret højt på min TBR-liste lige nu, så hvis jeg skulle være i humør til noget andet end magiske fortællinger, så kan jeg give mig i kast med den. Men efter fantasy bogmessen i Herlufsholm føler jeg mig faktisk ret klar til at begynde på en genlæsning af Harry Potter for første gang i noget, der minder om ti år. Jeg startede Harry Potter 1 i et tidligere readathon, men nåede kun at læse i den en halv time, og så kom jeg faktisk ikke tilbage til den – men nu skal det være. Håber jeg.

Snacks

Jeg har lige delt en pose popcorn med min kæreste og åbnet en pose lakridser (Pingvin poletter), så jeg er ret godt fyldt op på snackssiden. Jeg skal lige hav fyldt min vandflaske op så snart jeg har skrevet færdig her, og så skal jeg ellers bare i gang med det skønne Harry Potter-univers.

Følg med

Jeg vil løbende opdatere dette indlæg, og ellers kan I følge med på Instagram under mit handle @cherryblossomreads.com

Jeg glæder mig til også at følge med hos jer!

00:25

Mit readathon går slet ikke som planlagt. Jeg har læst 50 sider i Harry Potter – og selv om det er virkelig fantastisk læsning, så føler jeg mig bare træt hele tiden.

Jeg har også læst Hader, hader ikke af Glenn Ringtved, men bortset fra det, må jeg indrømme, at det nok er alt hvad jeg når i dag. Nu vil jeg smutte i seng og sove til jeg vågner og så håbe, at dagen i morgen bliver bedre!

Bogen Hader, hader ikke af Glenn Ringtved

 

09:59

Jeg har sovet længe, for jeg har haft brug for det. Jeg tror måske, at al den ondt i halsen og snotnæse, der har generet mig den sidste uges tid er ved at sætte sig som en rigtig omgang forkølelse. Hele min krop værker her til morgen og mit hoved føles tungt og “indpakket”. Jeg ved ikke, hvordan man ellers skal forklare det.

Anyways: Jeg starter morgenen med at besøge en masse forskellige blogs og læse lidt om andres readathons og se, hvor mange der har kunnet holde sig vågen hele natten. Det bliver nok aldrig et mål for mig, medmindre jeg har fri de efterfølgende dage.

Efter det vil jeg fortsætte i Harry Potter, som jeg stadig håber på at kunne læse færdig i løbet af de næste fire timer.

Hav et dejligt readathon alle sammen!

14:22

Så er denne omgangs readathon slut, og jeg har absolut ikke haft det bedste af slagsen. Jeg har været træt og haft svært ved at samle mig, så det er blevet til meget mere tv-/filmkiggeri og gåture end det er blevet til læsning. Jeg har dog begyndt og afsluttet Hader, hader ikke af Glenn Ringtved, som var en ret fantastisk oplevelse. Særligt fordi jeg blev ved med at høre Ringtveds stemme i mit hoved, når jeg læste, hvilket absolut var et plus for oplevelsen. Derudover har jeg fået læst 70 sider i Harry Potter and the Philosopher’s Stone, hvilket på ingen måde var det jeg havde forventet, men i betragtning af hvordan jeg har haft det, så er det faktisk ganske udmærket. De 70 sider har jeg dog nydt ganske meget og jeg er virkelig glad for at have påbegyndt min genlæsning af Harry Potter-serien. Den er meget sjovere (her i begyndelsen) end jeg huskede den. Et sted mellem klokken 11 og 12 gav jeg op på læsningen, og lavede i stedet brunch til min kæreste og jeg, hvorefter vi tog en tur i skoven.

Alt i alt

Dewey’s Readathon efterår 2018 har alt i alt været en hyggelig, men absolut ikke voldsomt læsefyldt oplevelse. Jeg har dog været enormt spændt på at komme i gang inden, men blev desværre ramt af mangel på koncentration, træthed og forkølelse, og glæder mig derfor allerede til at kunne gøre det bedre til foråret!

Jeg har i alt fået læst 109 sider, hvilket er meget mindre end nogensinde før, men så burde det ikke blive et problem at slå om et halvt år 😉

Jeg håber, du har haft et skønt Readathon denne gang! Jeg har i hvert fald nydt at følge med i andres læsemaraton i stedet for mit eget, når nu jeg bare ikke var i humør til det.

#Liv af Tine Torp Thorlin

#Liv

#Liv er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

Forfatter: Tine Torp Thorlin

Udgivelse: Byens Forlag, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥♥

Om #Liv

Liv er 24 år og bor sammen med sin kæreste gennem fem år. En aften, ud af det blå, fortæller han hende dog, at han ikke længere synes, de skal være kærester. Dette slår Liv helt ud af den, for hun var så sikker på, hun var sammen med den eneste ene. Men man kan jo ikke tvinge andre til at føle det samme som en selv. Men hvad gør man så? Når alle andre i ens omgangskreds ser ud til at have styr på livet, og man selv føler, man skal starte forfra? Hvordan kommer man videre, når man helst bare ville blive? Og hvad skal der til, for at finde sig selv som single?

“De første sider gik forholdsvis nemt, og jeg undrede mig over, at jeg før havde set samlingen af Ikea-møbler som et to-mands-projekt.”

(#Liv s. 84-85)

Mine tanker om #Liv

#Liv er en morsom, men samtidig dybt alvorlig og nærmest autentisk læseoplevelse. Livs verden bliver vendt på hovedet da kæresten Mikkel pludselig går fra hende efter fem år, og det er en situation mange kan nikke genkendende til. Enten fordi de de selv har stået i den, kender en der har, eller frygter at ende der.

Sproget

Sproget i #Liv er utroligt letlæst og meget hverdagsagtigt, hvilket er med til at skabe en følelse af nutidighed og ærlighed. Det føles indimellem som at sidde og læse en anden persons dagbog, omend der er beskrevet meget mere end det, man (jeg) ville notere i sin (min) dagbog.

Karaktererne

Liv er en spændende hovedperson. Hun har dybde og formår at trække læseren igennem sorgen efter bruddet, men også med gennem lykkens sus. Hun er skideirriterende til tider, men samtidig forstår man også godt, hvorfor hun indimellem handler som hun gør. Liv er en karakter, der er nem at identificere sig med, og hun er både sprælsk og jordbunden. Hendes karakter var en klar faktor til, hvorfor jeg holdt så meget af bogen, som jeg gjorde. For selv, når jeg rystede på hovedet over hendes valg, så kunne jeg også nikke genkendende til dem, og så skal man vist ikke dømme andre…

Pigerne i Livs liv er søde og hjælpsomme, både når det gælder om at hive Liv ud af sin selvmedlidenhedsboble, men også når det gælder om at more sig. De er vigtige for Livs fremdrift, og igen er det et træk, jeg synes ligger så tæt op ad virkeligheden, at det får bogen til at virke umådelig troværdig.

Alt i alt

Det var en fornøjelse at læse #Liv. Det er en livsbekræftende fortælling om, at livet ikke går i stå, blot fordi den fremtid du ventede dig, går i stykker. Det er en historie om, at tage sig tid til at finde sig selv og værdsætte sig selv, når man ikke lever af andres kærlighed længere.

Hvem kan læse #Liv

Dette er en historie for alle unge, alle singler og alle, der har brug for et lille grin. Det er en charmerende og gribende fortælling, som aldrig bliver så alvorlig, at man har brug for lige at samle tankerne, men som heller aldrig bliver så morsom og fjollet, at man ikke forstår alvoren i situationen. Det er en bog, der beskriver jagten på lykken, vejen ud af kærestesorger og muligheder for at finde sig selv. Den er både poetisk og hverdagsagtig i sit udtryk, og jeg elskede hvert et øjeblik; selv dem, hvor jeg vendte øjne af Liv og tænkte, at hun lige måtte tage sig sammen.

Jeg står med en bog i hånden foran min bogreol.

Malstrøm

Malstrøm er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Serie: Fire folk #2 (Læs min anmeldelse af den første bog i serien Evig vinter her)

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Allerførst vil jeg lige advare om, at indlægget kommer til at indeholde spoilers fra bog 1!

Om Malstrøm

Malstrøm fortsætter præcis, hvor Evig vinter sluttede med sin enorme cliffhanger. I Malstrøm er sø- og skovfolket endelig kommet væk fra den forfærdelig lange vinter og fundet et sted, hvor solen atter skinner. Men de er ikke alene, og dem, der kom først, er ikke særligt sympatiske. Folket føres til et stort indelukke, hvor de behandles som dyr og lever under en konstant dødstrussel.

Gennem frihedsberøvelsen opdager Ivalu, at frihed er værd at kæmpe for at få tilbage, også selv om det ikke er alle i hendes flok, der er enige med hende. Men livet som træl er ikke meget værd.

Hos søfolket oplever Anfred, at der pludselig er nogle ting, der er værd at kæmpe for; også selv om det kan koste ham livet. Og det går langsomt op for begge folk, at de må gøre noget, hvis ikke de vil leve på lånt tid.

Mine tanker om Malstrøm

Hvor Evig vinter tog mig med storm, fangede Malstrøm mig en anelse langsommere. Dette er sandsynligvis, fordi Malstrøm er bog nr. 2 i en serie af 3, og derfor er der nu tid og plads til at dykke dybere ned i nogle af de lag, man ellers blot har strejfet overfladisk i den første bog. Herved får læseren også en dybere indsigt i plottet og et bedre kendskab til karaktererne, hvilket gør oplevelsen af den sidste og afsluttende bog endnu mere intens.

Der er stadig mange navne at holde styr på, men i løbet af bogen begyndte jeg at få styr på dem, og samtidig følte jeg også et bedre kendskab til dem, og kunne gætte mig lidt frem til, hvordan en given karakter ville reagere på en given situation. Det føltes som en sejr, da jeg endelig nåede dertil og min læsning af resten af bogen forløb meget mere flydende. Jeg synes absolut også, det er en styrke at persongalleriet er så bredt, da det giver indsigt i flere nuancer af folkets følelser og oplevelser. Selv om man ligner det folk, man kommer fra, så er man ikke ligesom dem. Alle er forskellige og har forskellige holdninger – og sådan er det også i Malstrøm.

HVem kan læse Malstrøm?

Malstrøm er en fortælling om tillid, magt og kærlighed. Det er en fortælling om mødet med de fremmede; mødet med andre kulturer og andre mennesker, end dem man kender. Malstrøm behandler emner, som er almen menneskelige på en måde, som gør at selv de yngre læsere kan opnå en form for dannelse ved at læse bogen.

Jeg kan varmt anbefale at denne bog læses sammen, så man kan tale om de uretfærdigheder, der opstår i bogen,da mange af de oplevelser Ivalu og Anfred har, er oplevelser, der nemt kan perspektiveres til nutidens flygtningesituation, til stereotyper og til magtgale. Vi kan alle komme ud for at naturkatastrofer rammer. Vi kan alle blive fanget i en kamp, vi ikke synes er vores. Vi kan alle opleve forelskelse, sorg, frygt og håb. Og vi kan alle gøre ting, vi egentlig ikke har lyst til, uanset hvilken årsag, der ligger bag vores handling.

Denne bog åbner op for snakken om alle disse ting, og jeg er sikker på, man også ville kunne arbejde med den i danskundervisningen på folkeskolens mellemtrin. Det er min oplevelse, at Malstrøm sagtens kan læses uafhængigt af Evig vinter, omend man mangler en introduktion til en del af karaktererne, da der virkelig er mange af dem. Derudover går man også glip af hele den underliggende forståelse for, hvorfor de to folk har været nødt til at bevæge sig over på en ø, hvor de bliver behandlet som skidt. Men hvis man som lærer eller forældre forbereder sine elever/sit barn godt i førlæsningsfasen, er jeg ikke det mindste i tvivl om, at denne bog sagtens kan blive et hit.

A stack of books that spell Cherryblossomreads

Få bugt med din ‘reading slump’

Reading slumps

Vi kender det alle; Endelig bliver det tid til at sætte sig ned og fordybe sig i en bog, man har glædet sig til at læse længe. Måske har man lige fået den i gave eller hentet den fra biblioteket. Måske har man været i gang med den et stykke tid og nu har man endelig tid til at læse den færdig. Man slæber dynen ind i sofaen, brygger måske en kande te og anretter nogle snacks, så man er klar til det hele store læsegilde. Med bogen i hånden og dynen om benene bladrer man op på første side og begynder, men tre sider længere ind i historien begynder det lille gnavesår i brystet at vokse sig til et regulært hul. Tankerne farer frem og tilbage mellem hverdagstrivia og bogens handling, og man ender med at lægge bogen fra sig mens teen stadig er varm.

Efter nogle dage går det op for en, at det ikke var bogen, der var noget galt med – man har bare ikke lyst til at læse.

Søde ven, du er nok havnet i en famøs reading slump. Reading slump betyder egentlig læsenedgang. Udtrykket bruges til at betegne de perioder, hvor man som læser ikke kan motivere sig til at læse særligt meget, hvis overhovedet noget. Reading slumps er lige så naturlige og normale som gaben, sult og rastløshed. Der er ikke noget galt med dig, hvis du pludselig ikke har lyst til at læse den der bog, der ellers bare ligger og venter på dig.

Hvad kan du gøre?

Jeg har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan blive kvit med din ulyst til at læse, så du kan komme videre i dit eventyr. Vi er alle forskellige, og derfor er det heller ikke alle råd, der vil virke for dig. Kig listen igennem og vælg det eller de råd ud, der tiltaler dig! Alle rådene er hentet fra personlig erfaring eller er inspireret af kommentarer hos andre læsere på Instagram, der har søgt hjælp til at komme igennem deres reading slump.

Genlæs din yndlingsbog

For mange hjælper det, at vende tilbage til noget, de ved, virker. Hvis det er svært at komme i gang med nye bøger, så hjælper det indimellem at finde sin yndlingsbog frem og dykke ned i den. Du kender allerede handlingen og karaktererne, og skal ikke forholde dig til nye input. Du kan tværtimod nyde det velkendte uden at lægge en masse kræfter i læsningen. Det kan føles mere frit og flydende at læse en historie, du allerede kender og elsker.

Accepter pausen

Nogle gange havner man i en reading slump, fordi ens krop og hjerne faktisk bare har brug for pausen. Her kan det nogle gange være gavnligt at acceptere, at man ikke kommer til at læse videre foreløbig. Erstat evt. din læseoplevelse med lydbøger, film eller podcasts, hvis du savner at opleve noget (fiktivt).

Læs korte bøger

Det kan ske at ens reading slump i særdeleshed udløses af de store tykke basser på ens reol. Denne type slump kender jeg selv alt for godt. Jeg kan føle mig svimmel, bare ved tanken om at åbne en bog på 400+ sider. Her hjælper det for mig, at gå i gang med bøger, der afsluttes på mindre end 200 sider, og det er der flere andre, der har gode erfaringer med også. Når man læser kortere bøger, foregår alt en anelse hurtigere end ellers, hvilket nogle gange kan genantænde læselysten.

Læs tegneserier og graphic novels

For nogle er det også gavnligt at skifte de teksttunge bøger ud, med historier i både tekst og billeder. Her indgår også billedbøger, hvis du holder af at læse dem. Du skal naturligvis ikke gå på kompromis med genrer, hvis du ikke føler for det, og mange forskellige genrer findes altså i graphic novels-formatet. Du kan finde både krimier, YA og fantasy, samt biografier og realisme i disse formater. Spørg evt. din lokale bibliotekar om hjælp, da det er ham/hende, der kender udvalget bedst på lige netop dit bibliotek.

Hør eller se dine bøger

Man behøver ikke at undvære læseoplevelsen, bare fordi man ikke har lyst til at åbne en bog. Derfor kan det være en idé at udskifte læseoplevelsens format. Der findes rigtig mange muligheder for at lytte til bøger som lydbøger og disse kan både findes online, i apps til din mobil og på biblioteket. Lydbøger giver dig friheden til at ordne vasketøj, lægge neglelak, cykle til arbejde eller falde i søvn mens historien udfolder sig. Dette aspekt kan for nogle medvirke til, at læselysten vender tilbage, fordi de bliver bidt af en historie. Derudover findes der rigtig mange filmindspilninger af bøger, som også er gjort ganske udmærket, og det at se filmen kan nemt give dig lyst til at læse bogen bag.

Det er også vigtigt at nævne, at det efterhånden er muligt at finde bøger som multimodale værker, hvor du f.eks. sidder med en billedroman, som samtidig er oplæst og hvor der er indspillet lydeffekter. Jeg har selv læst Lejren af Oscar K. i forbindelse med mit studie på denne måde, og det var en rigtig spændende oplevelse.

Skift genre

Det kan i nogle tilfælde være en god idé at skifte genre, for at komme ud af en reading slump. Det betyder ikke, at du aldrig kommer til at læse en krimi igen, hvis det var det, du var i gang med, da du mistede lysten. Men det kan hjælpe at læse noget andet end det, man plejer. Du kan evt. gå i gang med en digtsamling eller en biografi af en person, der inspirerer dig. Måske er det på tide, du stifter bekendtskab med en forfatter, du endnu har til gode. Det kan også være, du skal dykke ned i en rigtig sød chickflick eller finder bøger om et emne, der interesserer eller udfordrer dig. Det kan være, du får lyst til at læse om dinosaurer, incest eller psykopati. Det kan være, du egentlig gerne vil undersøge noget om stress, økonomi eller arkitektur.

Det er dog vigtigt at sige her, at det ikke hjælper, hvis du tvinger dig igennem denne nye genre. Oplevelsen skal ses som et brud, med det trivielle – det normale, og ikke som tvang.

Sæt dig et mål

Måske er din læsning begyndt at føles formålsløs og du har brug for noget, at læse for. Her kan det måske hjælpe at sætte dig et mål for læsningen. Dit mål kan være lige det, du har brug for – og du vælger helt selv. Det er kun fantasien, der sætter grænser. Her kommer dog nogle forslag til, hvordan dit mål kunne se ud.

Tidsbegrænsning

Sørg for at læse en lille smule hver dag, men sæt tid på. Du kan aftale, du ikke må læse mere end femten minutter om dagen. Herved får du sat din læsning lidt i system og kommer videre, men tidsbegrænsningen sørger samtidig for, du ikke føler, du gaber over for meget. Denne begrænsning kan selvfølgelig også sættes med sideantal eller kapitler alt efter bogens udformning.

Se hvor meget du kan nå

Du kan også sætte et mål, der går ud på at se, hvor hurtigt du kan læse noget, hvor mange sider du når på en bestemt tid eller hvor mange bøger, du når inden for en selvvalgt periode. Dette er ikke en metode, der virker for mig, da jeg oftest havner i slumps, når jeg har brug for en pause eller et skifte. Men derfor kan du jo godt have brug for en lille læsesprint.

Læs sammen med nogen

Det kan være, du har brug for nogen at dele oplevelsen med. Find en læsemakker, aftal en bog og sæt jer et mål for, hvornår I skal være færdig med første del. Få snakket jævnligt sammen om, hvad der sker og hvad I tænker om det.

Ryd op i din TBR-liste

Måske skal du revurdere, hvilke bøger, der rent faktisk interesserer dig? Måske flyder din reol over med bøger, du faktisk ikke har tænkt dig at læse. Eller det kan være, der står så mange titler på din liste, det faktisk stresser dig en smule. Og hvis du kan fjerne bare nogle af dem, kan det forhåbentligt hjælpe dig lidt.

Jeg har prøvet alt – intet virker

I det tilfælde, håber jeg, det snart vender for dig! Overvej evt. om du har nogle ting i dit liv, der fylder så meget, at der ikke er plads til læselysten. Det kan være, du har for meget pligtlæsning (f.eks. ifm. studie), eller måske har du læst for mange bøger i træk, du faktisk ikke brød dig om.

Hvis du brænder inde med andre gode råd, må du meget gerne sende dem til mig, så jeg kan tilføje dem til listen. Jeg skal naturligvis nok nævne, at det er dit råd i teksten!

Evig vinter

Evig vinter er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Serie: Fire folk #1 (læs også min anmeldelse af del 2 Mastrøm her)

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Om Evig vinter

*Bagsidetekst*

En evig vinter har sænket sig over skovene, og Ivalu og hendes flok lider i kulden, mens de forsøger at finde føde i det golde landskab. De er ved at miste troen på, at foråret vil komme, og de skal tage stilling til, om de vil risikere at dø af sult i de skove, de holder så meget af, eller om de skal forlade dem i håbet om at finde et sted, der vil behandle dem mildere.

Sne og frost har også begravet fiskene under en tyk dyne af is ved søerne, hvor Arnfred bor med sin flok. Fiskene kan ikke flygte, men de andre dyr er draget mod nord og flokken overvejer at tage afsked med en verden, de kender. De to folk beslutter uafhængigt af hinanden, at en vandring mod nord er deres bedste chance for overlevelse – ganske uvidende om, at deres prøvelser først lige er begyndt.

Mine tanker om Evig vinter

Bogen veksler mellem to synsvinkler; Ivalu fra skovfolket og Anfred fra søfolket. Dette er med til at opretholde en konstant spænding, der gjorde det svært ikke lige at skulle læse næste side og næste kapitel med, og da sidste side var vendt måtte jeg straks hente den næste fra reolen.

De to synsvinkler er også med til at give et bedre indtryk af den verden, vi befinder os i på en let og forståelig måde. Samtidig introduceres de to folk som naturlige, selv om det langsomt går op for læseren af de absolut er forskellige. Jeg er helt vild med skift i synsvinkler, når jeg læser, og i Evig vinter er det gjort uligeligt fordelt, hvilket jeg synes var rigtigt fint.

Evig vinter er utroligt velskrevet og fortælling rammer mig lige der, hvor mit fantasyhjerte er blødest. Jeg behøver ingen vilde dragekampe eller trolddom og magi, selv om det kan være nok så fedt. Jeg elsker, når universet er anderledes. Bare lidt. I Evig vinter virker mange af omgivelserne velkendte, men de er det med et twist. Samtidig virker alle personerne som en form for mennesker, men det ligger aligevel i luften, at de har forskellige egenskaber og udseende.

Karaktererne

Persongalleriet i Evig vinter er stort. Der er mange navne at hitte rundt i, og til tider var jeg faktisk en anelse forvirret over, hvem der var hvem. Derudover har jeg lidt svært ved at aldersbestemme personerne og vurdere, hvem der er jævnaldrende. Når det så er sagt, synes jeg, at Roholte har lagt et enormt arbejde i at udvikle nogle menneskelige karakterer, som lever deres eget liv i historien. Personerne har dybde og sjæl, og de er min primus motor for at fortsætte historien – jeg vil vide, hvad der skal ske de stakkels folk, der er ved at dø af sult.

Ivalu, som vi følger hos skovfolket fremstår utroligt sejlivet og med ben i næsen. Hun er kærlig og omsorgsfuld, og jeg føler, at hun også besidder en enorm styrke. Hun er let at omgås for de andre i gruppen, og en del af pigerne ser op til hende. Ivalu er for mig at se Evig vinters hovedperson, selv om Anfred også figurerer som en af nøglefigurerne.

Anfred er en del af søfolket. Han virker på mig en smule yngre end Ivalu, men med samme omsorgsfulde og kærlige sjæl, samt stædige og kraftfulde dybde.

plottet

Evig vinter er første del i trilogien Fire folk, og er derved også indledningen til en større historie. Dette betyder at plottet ganske langsomt udvikler sig, og der er gjort plads til netop karakter- og universopbygning. Bogen fungerer dog ganske udmærket i sig selv, men det er svært ikke at ville læse videre, når den sidste side er vendt, så du bør måske låne de næste i serien med det samme.

Selv om den overordnede historie udfolder sig ganske langsomt, har Roholte gjort plads til et par mindre og mere karakterbundne fortællinger om livet i den evige vinter, der er med til at skabe spænding med jævne mellemrum. Historien er flot fortalt og som læser var jeg fastholdt af en blanding af spænding og nysgerrighed spundet sammen med den levende og flydende fortællestil.

Hvem kan læse den?

Evig vinter er en skøn lille læseoplevelse til dem, der elsker en god fantasyfortælling i mere eller mindre velkendte rammer. Den er til dig, der gerne vil have korte læseoplevelser og til dig, der mener at personerne og universet er en stor del af læseoplevelsen. Den er til dig, der holder af smukke sproglige kompetencer, og til dig, der nyder et godt sammenskruet plot.

Jeg vil anbefale den fra 12 år.

Bogen mælk og honning på et bord ved siden af en vase med gule blomster.

mælk og honning

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Rupi Kaur

Udgivelse: Forlaget Lindhardt og Ringhof, 2018

Originaltitel: milk and honey

Antal hjerter: ♥♥♥♥

Om mælk og honning

Mælk og honning beskrives af forlaget som et kvindeligt erfaringsrum, hvilket er et udsagn jeg glædeligt tilslutter mig. Bogen er en samling korte, intense og følelsesmættede digte, der er opdelt i fire kategorier. Hver kategori sætter fokus på en følelsesmæssig oplevelse af livet (som kvinde). Selv om Rupi Kaur er en kvinde og fortæller, om oplevelser kvinden har, så behøver man altså ikke selv at være kvinde for at læse, nyde og få noget ud af digtsamlingen. Alle kan være med.

tanken om at vi er
i stand til at elske
men stadig vælger
at være giftige

(mælk og honning s. 23)

De fire kategorier kan læses uafhængigt af hinanden (hvilket hvert enkelt digt i den grad også kan), men der er også tænkt en vis progression ind i opsætningen. En form for yin og yang/taiji-tankegang; harmoni og balance mellem det sure og det søde, det hårde og det lette, det onde og det gode. Overordnet for digtene er dog at de handler om kærlighed. Kærlighed i mange forskellige afskygninger. Kærlighed, der gør ondt; kærlighed, der varmer; og den kærlighed, der er nødvendig for et godt liv.

Mine tanker om mælk og honning

Digtsamlingen udkom første gang på engelsk i 2014 og har siden ligget på bestsellerlisten i mere end 100 uger, hvilket ikke overrasker mig. Kaur når med sine letlæste og korte digte ud til mange forskellige mennesker. Man skal som læse ikke bruge meget tid på at forstå hvad digtene handler og drejer sig om, men man kan vælge alligevel at bruge tid på at prøve at forstå, hvor digtene kommer fra. Nogle af digtene oplevede jeg, talte direkte til mig og satte ord på nogle følelser eller oplevelser, jeg kunne genkende enten fra mig selv eller min omgangskreds, hvor andre var nogle, jeg ikke kunne sætte mig ind i på samme måde, selv om jeg forstod dem. Herved får Kaur skabt et rum, hvor man kan udforske og genkende på samme tid.

Sproget

Digtene er skrevet i et hverdagslignende sprog, der til tider kan minde om de motivational quotes, man kan finde rundt om på internettet. Dette mener jeg helt klart er en af digtsamlingens styrker.

hvis du ikke er nok for dig selv
vil du aldrig være nok
for en anden

(mælk og honning s. 197)

Digtene er skrevet uden megen tegnsætning eller indpakning, og opleves herved også som rå og hudløst ærlige kommentarer til livet. Enkelte af digtene kan nemt egne sig som oplæsning, og digtsamlingen er en god introduktion til lyrikgenren, hvis man normalt ikke læser den slags. Det kan dog godt blive en lidt lang og ensformig oplevelse at læse, hvis man vælger at læse digtsamlingen fra ende til anden i et stræk. Jeg vil anbefale at man læser lidt hist og her, så man både forlænge oplevelsen, men også undgår at gå træt i det, da det almindelige sprogbrug nemt kan tage det smukke ud af digtene, hvis man ikke giver stroferne tid til at bundfælde sig, og sig selv tid til at opleve og suge til sig.

Oversættelsen

Poesi kan være en rigtig svær genre at oversætte (tro mig, jeg har prøvet), og dette har sandsynligvis ikke været en undtagelse. Som læser synes jeg dog, at oversættelsen er særdeles vellykket i om med, jeg ikke på noget tidspunkt har følt at teksten har været kluntet at læse eller føltes urytmisk. Oversættelsen er som regel kun noget man bemærker, når den er dårlig, men her synes jeg altså, den skal fremhæves for at fungere.

Almenmenneskelig lyrik

Mange mennesker tænker sjældent at lyrik er lettilgængelig læsning, mig selv inklusiv, men det er mælk og honning et bevis på, at det sagtens kan være. Der er noget jordnært og almindeligt over digtene, hvilket ikke bare gør oplevelsen mere tilgængelig, men som også understreger en af pointerne i digtsamlingen. Her er ingen løftede pegefingre eller snobberi i form af rynken på næsen eller hvad det nu kunne være. Livet er opture og nedture, og nogle gange er det hårdt, og andre gange er det smukt. Men det er ens for alle. Og vi er det alle sammen værdige. Og lige så er det med Kaurs digtsamling.

Vurdering

Som noget nyt vil jeg begynde at give de bøger, jeg anmelder, stjerner – eller dvs. jeg bruger hjerter indtil jeg har fået min særbestilling leveret af min kæreste. Jeg har lavet en forklaring på de forskellige antal stjerners betydning på samme side, hvor der står lidt om mig og bloggen. Du kan se den her eller klikke på menupunktet “Om mig”.

Da dette er første indlæg med en stjerne-/hjertevurdering, har jeg dog også valgt at forklare lidt om det her:

– En ringe læseoplevelse. Jeg vil nødig anbefale andre at læse bogen, hvis de generelt kan lide de samme bøger som jeg.

♥♥ – Læseoplevelsen var under middel, og der var for mange (eller for store) elementer, der var forstyrrende eller ikke fungerede for mig.

♥♥♥ – God læseoplevelse. Bøger med tre hjerter er absolut værd at læse, men der har været nogle (større) ting, der ikke har været efter min smag.

♥♥♥♥ – Læseoplevelsen er rigtig god med kun få mangler eller skuffende input.

♥♥♥♥♥ – Fantastisk læseoplevelse! Need I say more?

Sommerlæsningen 2018

Jeg er som bekendt ikke meget for at forhåndsbestemme min læsning for en bestemt periode, for jeg ender alligevel aldrig med at nå målet, men får i stedet sprunget rundt til en masse forskellige andre bøger. Her er dog et bud på nogle bøger, jeg skal have med i min sommerlæsning i år.

Sommerlæsning

Harry Potter af J.K. Rowling

I år har jeg dog et mål for min sommerlæsning. Jeg skal have genlæst Harry Potter. Alle syv bøger. Det er simpelthen for længe siden, jeg har læst dem – så længe, at jeg refererer til filmene, når vi taler om dem herhjemme. Og så kigger min kærestemand på mig med store øjne og skræk i hjertet og siger noget med: “Sådan er det slet ikke i bogen!” eller “Kan du ikke huske den scene?! Den er selvfølgelig heller ikke med i filmen.) Så nu skal det være!

De første fire HP-bøger har jeg læst mange gange. De sidste tre har jeg kun læst en gang. Det forstår han heller ikke. Men han er nok også den største Harry Potter-fan, jeg kender.

Dragon Ball af Akira Toriyama

Udover Harry Potter skal jeg i gang med Dragon Ball-serien. Det er en serie, min kæreste ikke forstår, jeg endnu ikke har læst, og han taler jævnligt om, at jeg burde læse den. Så det vil jeg også gerne have gjort her i løbet af sommeren. Min bror var helt vild med serien, da vi var små. Mit eneste bekendtskab er dog det, jeg en sjælden gang imellem fik set i Barracuda inden jeg skulle af sted til træning. Og helt ærligt – det var altså ikke det bedste indtryk, jeg fik der. Det var blot en masse skrigeri og flyven rundt i luften.

Call Me by Your Name af André Aciman

Jeg har villet læse denne roman længe og vil også virkelig gerne se filmen. Men jeg er typen, der helst læser bogen først, hvis jeg både skal læse og se historien. Jeg har ikke hørt meget om denne historie, men jeg ar fået den anbefalet flere gange (også inddirekte af Litfix både som film og bog). Det er mit helt klare indtryk at denne bog egner sig rigtig godt som sommerlæsning, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med den.

Hal Higdon’s Half Marathon Training af Hal Higdon

Jeg har løbet det meste af mit liv og konkurreret i mange år. De sidste par år har jeg dog været holdt tilbage af en skade i min læg og hæl, samt været enormt umotiveret for konkurrenceløb. Det sidste års tid er jeg dog kommet tilbage igen og elsker det endnu engang. Derfor har jeg tilmeldt mig et halvmaraton i efteråret, og selv om jeg har løbet det før, er det spændende at læse lidt om, hvad andre tænker om den sag.

Offer uden ansigt af Stefan Ahnhem

Som noget nyt prøver jeg at læse en bog sammen med nogle andre, og vi læser Offer uden ansigt af Stefan Ahnhem her i løbet af to uger i sommeren. Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Indtil videre er det en udelukkende positiv oplevelse, og bogen er også utroligt velskrevet indtil nu. Jeg er knap en femtedel inde og meget spændt på historiens videre udvikling!

Sommerbogen

Som led i min sommerlæsning har jeg tænkt mig også at deltage i bibliotekernes Sommerbogen for voksne. Jeg har dog endnu ikke udvalgt mine lån hertil endnu, men jeg er sikker på, det bliver en spændende oplevelse! Sommerbogen er altid en god måde at sikre en alsidig sommerlæsning på, da bibliotekernes hylder kan være enormt inspirerende.

Jeg kan bestemt anbefale alle at deltage i bibliotekernes Sommerbogsaktivtet, da det er en fantastisk måde at dele bogoplevelser og anmelde bøger med og for andre. Samtidig støtter man også bibliotekerne ved at låne deres bøger – og det er jo også en skøn ting!

Anne Mette Hancocks bog Mercedes-snittet

Mercedes-snittet

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Anne Mette Hancock

Udgivelse: Forlaget Lindhardt og  Ringhof, 2018

Serie: Nr. 2 i Kaldan/Schäfer-serien (læs om nr. 1 Ligblomsten her – dog på engelsk)

Efter den succesoplevelse det var, at læse Anne Mette Hancocks debutroman Ligblomsten, havde jeg virkelig set frem til at få fingrene i den næste i serien. Jeg forudbestilte bogen tilbage  marts, og da vi nærmede os udgivelsesdatoen den 1. juni, var jeg simpelthen så spændt! To uger inden dumpede der dog et anmeldereksemplar ind af døren fra de fantastiske mennesker hos Lindhardt og Ringhof, og jeg var jublende lykkelig! Det tog mig ikke mange minutter at være fuldstændigt fanget af handlingen og fyldt af gensynsglæde over de fantastiske karakterer Heloise Kaldan og Erik Schäfer!

Om bogen

I Mercedes-snittet forsvinder tiårige Lukas fra sin skole, hvilket får Heloise til at tænke, at hun har ret i, at det er farligt at sætte børn i verden. Hun bliver af avisen bedt om at dække sagen, og støder herved atter på sin gode ven Erik Schäfer, der efterforsker sagen.

Det viser sig at være en sag, der stikker helt af og peger i mange forskellige og forfærdelige retninger. Pludselig dukker Lukas’ telefon dog op, og herigennem opdager politiet, at Lukas er besat af pareidolia – af at fotografere ting, der ligner ansigter. Der er særligt et billede, som tiltrækker sig politiets opmærksomhed, men det virker stadig umuligt at finde noget, der peger konkret på, hvad der er sket med Lukas.

Mine tanker om Mercedes-snittet

Anne Mette Hancock trådte frem på den danske krimiscene med Ligblomsten, som indbragte hende Det Danske Kriminalakademis debutantpris, og nu markerer hun sig tydeligt og bestemt med Mercedes-snittet som en krimiforfatter, der er kommet for at blive. Og det har hun i den grad også fortjent. Anne Mettes sprog og skrivestil er levende og nutidigt. Karaktererne har dybde og sjæl, og Anne Mette formår på fineste vis at levere en krimi, der kravler ind under huden på sin læser. Mercedes-snittet er eminent og velskrevet, og der er ingen tvivl om, at hver eneste sætning er nøje gennemtænkt og bearbejdet.

Mercedes-snittet er dansk krimi, når det er allerbedst. En af de mere fantastiske ting ved serier, er den udvikling, man får lov til at følge hos karaktererne gennem helt små og for handlingen næsten ubetydelige øjeblikke. Dette er også et træk Hancock har tilføjet sit værk med umådelig detaljerigdom og skarphed.

Min eneste anke er, at Michala Friis er alt for lidt med! Så kære Anne Mette Hancock: Michala Friis må for min skyld godt få sin helt egen serie – hun er så skøn!