Boganmeldelse: Solfald

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Serie: Fire folk #3

Om Solfald

Solfald er tredje (og sidste) del af serien Fire folk. Du kan læse mine anmeldelser af de to første Evig vinter og Malstrøm ved at klikke på titlerne. Denne anmeldelse indeholder spoilers af de to første bøger i serien.

Bagsidetekst

På trods af den flimrende varme er fangernes rationer skåret ned til det halve, og det piner Ivalu og Anfred at opleve, hvordan de selv og de folk, de kender som stolte, pludselig slås indbyrdes om dyrenes rester for at overleve. Mændene bliver låst inde i trange bure, når de er færdige med dagens arbejde, og det betyder, at det er op til Ivalu og Anfred, hvis de skal gøre et sidste forsøg på at slippe levende ud af Darkos støvede arena. De er nødt til at have hjælp udefra , for de er for få og for svækkede til at tage kampen op alene, og de beslutter sig for at opsøge øens civile. I den forbindelse bliver de bekendt med, at der er en dyb mistillid mellem bjergfolket og ørkenfolket, som komplicerer situationen yderligere, og tiden er ved at rinde ud, for slingakuplen står snart færdig.

Mine tanker om Solfald

Jeg er stadig helt vild med denne serie. Det tog mig lige et par sider at komme tilbage i historien og rigtigt blive fanget, men derefter vendte siderne bare sig selv.

Om mennesker og næstekærlighed

Solfald afslutter en trilogi, som på mange måder handler om mennesker og menneskeheden. Det er en trilogi, jeg drømmer om at se undervisningsmateriale til, og indført i folkeskolens mellem- og udskolingstrin. Der er så mange elementer at gribe fat i og tale om, som giver mulighed for forståelse af fremmedhed og næstekærlighed.

Fire folk tager læseren med på en rejse, hvor vi i Evig vinter introduceres til det, at være nødt til at flygte fra sit hjem, i håb om at finde et andet sted, hvor man kan overleve. I Malstrøm introduceres vi til fremmedhad og magt, men også nysgerrighed og forståelse.

I Solfald handler det om næstekærlighed. Det handler om ansvar, tillid og retfærdighed. Når hele trilogien er læst, har man derved stiftet bekendtskab med mange situationer og begreber, der er relevant for os som mennesker dag, hvor vi ofte skal møde og forstå mennesker fra andre baggrunde og kulturer end vor egen.

Om persongalleri og plot

Der er stadig mange navne og karakterer at holde styr på, hvilket forstyrrer læsningen lidt for mig, og så har jeg ikke helt styr på, hvor lang tid handlingen strækker sig over. Der var også en del gentagelse fra Malstrøm om hele den miserable tilværelse de to folk befinder sig i, men år det så er sagt, så synes jeg egentligt ikke, der er andet, der trak min samlede oplevelse af historien ned.

Bogen er velskrevet og plottet gennemtænkt. Og så er Louise Roholte skarp og ubarmhjertig som altid, hvilket er med til at gøre denne bog en fornøjelse at læse. De to folks – og i særdeleshed Ivalu og Anfreds – skæbne føles ofte uvis, hvilket er et enormt spændingsopbyggende greb.

Hvorfor læse Solfald?

Solfald skal læse sammenhængende med resten af serien, så i virkeligheden handler dette punkt ikke om, hvorfor du skal læse Solfald, men om, hvorfor du skal læse Fire folk.

Det skal du, fordi det er en fantasyserie, der gemmer på utrolig vigtig lærdom. Det er en af de bøger, man læser og får en god historie ud af, men som samtidig også skaber en tankevirksomhed, der er med til at danne os som mennesker. For hvad er rigtigt og forkert? Hvem har ret? Hvem holder jeg med, og hvorfor? Findes der kun gode og onde mennesker, eller indeholder vi alle en del af det onde og en del af det gode? Hvad skal der til, før vi tør rejse os mod uretfærdighed? Og har den svage nogensinde mulighed for at vinde over den stærke?

Bogens temaer er universelle og essentielle for vores nutid, og jeg anbefaler alle voksne at læse Fire folk-serien. Og de voksne, der har børn kan også sagtens læse serien med deres børn, særligt fra de er 12 år og ældre. Børn fra ca. 14-15 år kan læse den selv. Serien er dog voldsom og barsk, men det er virkeligheden også, og jeg er overbevist om, at man med en god støtte i forældrene, sagtens kan få meget ud af serien som ung.

God fornøjelse med læsningen!

Jeg står foran min bogreol med Malstrøm af Louise Roholte i hånden

Malstrøm

Reklame, da Malstrøm er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Serie: Fire folk #2 (Læs min anmeldelse af den første bog i serien Evig vinter her)

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Allerførst vil jeg lige advare om, at indlægget kommer til at indeholde spoilers fra bog 1!

Om Malstrøm

Malstrøm fortsætter præcis, hvor Evig vinter sluttede med sin enorme cliffhanger. I Malstrøm er sø- og skovfolket endelig kommet væk fra den forfærdelig lange vinter og fundet et sted, hvor solen atter skinner. Men de er ikke alene, og dem, der kom først, er ikke særligt sympatiske. Folket føres til et stort indelukke, hvor de behandles som dyr og lever under en konstant dødstrussel.

Gennem frihedsberøvelsen opdager Ivalu, at frihed er værd at kæmpe for at få tilbage, også selv om det ikke er alle i hendes flok, der er enige med hende. Men livet som træl er ikke meget værd.

Hos søfolket oplever Anfred, at der pludselig er nogle ting, der er værd at kæmpe for; også selv om det kan koste ham livet. Og det går langsomt op for begge folk, at de må gøre noget, hvis ikke de vil leve på lånt tid.

Mine tanker om Malstrøm

Hvor Evig vinter tog mig med storm, fangede Malstrøm mig en anelse langsommere. Dette er sandsynligvis, fordi Malstrøm er bog nr. 2 i en serie af 3, og derfor er der nu tid og plads til at dykke dybere ned i nogle af de lag, man ellers blot har strejfet overfladisk i den første bog. Herved får læseren også en dybere indsigt i plottet og et bedre kendskab til karaktererne, hvilket gør oplevelsen af den sidste og afsluttende bog endnu mere intens.

Der er stadig mange navne at holde styr på, men i løbet af bogen begyndte jeg at få styr på dem, og samtidig følte jeg også et bedre kendskab til dem, og kunne gætte mig lidt frem til, hvordan en given karakter ville reagere på en given situation. Det føltes som en sejr, da jeg endelig nåede dertil og min læsning af resten af bogen forløb meget mere flydende. Jeg synes absolut også, det er en styrke at persongalleriet er så bredt, da det giver indsigt i flere nuancer af folkets følelser og oplevelser. Selv om man ligner det folk, man kommer fra, så er man ikke ligesom dem. Alle er forskellige og har forskellige holdninger – og sådan er det også i Malstrøm.

HVem kan læse Malstrøm?

Malstrøm er en fortælling om tillid, magt og kærlighed. Det er en fortælling om mødet med de fremmede; mødet med andre kulturer og andre mennesker, end dem man kender. Malstrøm behandler emner, som er almen menneskelige på en måde, som gør at selv de yngre læsere kan opnå en form for dannelse ved at læse bogen.

Jeg kan varmt anbefale at denne bog læses sammen, så man kan tale om de uretfærdigheder, der opstår i bogen,da mange af de oplevelser Ivalu og Anfred har, er oplevelser, der nemt kan perspektiveres til nutidens flygtningesituation, til stereotyper og til magtgale. Vi kan alle komme ud for at naturkatastrofer rammer. Vi kan alle blive fanget i en kamp, vi ikke synes er vores. Vi kan alle opleve forelskelse, sorg, frygt og håb. Og vi kan alle gøre ting, vi egentlig ikke har lyst til, uanset hvilken årsag, der ligger bag vores handling.

Denne bog åbner op for snakken om alle disse ting, og jeg er sikker på, man også ville kunne arbejde med den i danskundervisningen på folkeskolens mellemtrin. Det er min oplevelse, at Malstrøm sagtens kan læses uafhængigt af Evig vinter, omend man mangler en introduktion til en del af karaktererne, da der virkelig er mange af dem. Derudover går man også glip af hele den underliggende forståelse for, hvorfor de to folk har været nødt til at bevæge sig over på en ø, hvor de bliver behandlet som skidt. Men hvis man som lærer eller forældre forbereder sine elever/sit barn godt i førlæsningsfasen, er jeg ikke det mindste i tvivl om, at denne bog sagtens kan blive et hit.

Evig vinter

Reklame, da Evig vinter er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Serie: Fire folk #1 (læs også min anmeldelse af del 2 Mastrøm her)

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Om Evig vinter

*Bagsidetekst*

En evig vinter har sænket sig over skovene, og Ivalu og hendes flok lider i kulden, mens de forsøger at finde føde i det golde landskab. De er ved at miste troen på, at foråret vil komme, og de skal tage stilling til, om de vil risikere at dø af sult i de skove, de holder så meget af, eller om de skal forlade dem i håbet om at finde et sted, der vil behandle dem mildere.

Sne og frost har også begravet fiskene under en tyk dyne af is ved søerne, hvor Arnfred bor med sin flok. Fiskene kan ikke flygte, men de andre dyr er draget mod nord og flokken overvejer at tage afsked med en verden, de kender. De to folk beslutter uafhængigt af hinanden, at en vandring mod nord er deres bedste chance for overlevelse – ganske uvidende om, at deres prøvelser først lige er begyndt.

Mine tanker om Evig vinter

Bogen veksler mellem to synsvinkler; Ivalu fra skovfolket og Anfred fra søfolket. Dette er med til at opretholde en konstant spænding, der gjorde det svært ikke lige at skulle læse næste side og næste kapitel med, og da sidste side var vendt måtte jeg straks hente den næste fra reolen.

De to synsvinkler er også med til at give et bedre indtryk af den verden, vi befinder os i på en let og forståelig måde. Samtidig introduceres de to folk som naturlige, selv om det langsomt går op for læseren af de absolut er forskellige. Jeg er helt vild med skift i synsvinkler, når jeg læser, og i Evig vinter er det gjort uligeligt fordelt, hvilket jeg synes var rigtigt fint.

Evig vinter er utroligt velskrevet og fortælling rammer mig lige der, hvor mit fantasyhjerte er blødest. Jeg behøver ingen vilde dragekampe eller trolddom og magi, selv om det kan være nok så fedt. Jeg elsker, når universet er anderledes. Bare lidt. I Evig vinter virker mange af omgivelserne velkendte, men de er det med et twist. Samtidig virker alle personerne som en form for mennesker, men det ligger aligevel i luften, at de har forskellige egenskaber og udseende.

Karaktererne

Persongalleriet i Evig vinter er stort. Der er mange navne at hitte rundt i, og til tider var jeg faktisk en anelse forvirret over, hvem der var hvem. Derudover har jeg lidt svært ved at aldersbestemme personerne og vurdere, hvem der er jævnaldrende. Når det så er sagt, synes jeg, at Roholte har lagt et enormt arbejde i at udvikle nogle menneskelige karakterer, som lever deres eget liv i historien. Personerne har dybde og sjæl, og de er min primus motor for at fortsætte historien – jeg vil vide, hvad der skal ske de stakkels folk, der er ved at dø af sult.

Ivalu, som vi følger hos skovfolket fremstår utroligt sejlivet og med ben i næsen. Hun er kærlig og omsorgsfuld, og jeg føler, at hun også besidder en enorm styrke. Hun er let at omgås for de andre i gruppen, og en del af pigerne ser op til hende. Ivalu er for mig at se Evig vinters hovedperson, selv om Anfred også figurerer som en af nøglefigurerne.

Anfred er en del af søfolket. Han virker på mig en smule yngre end Ivalu, men med samme omsorgsfulde og kærlige sjæl, samt stædige og kraftfulde dybde.

plottet

Evig vinter er første del i trilogien Fire folk, og er derved også indledningen til en større historie. Dette betyder at plottet ganske langsomt udvikler sig, og der er gjort plads til netop karakter- og universopbygning. Bogen fungerer dog ganske udmærket i sig selv, men det er svært ikke at ville læse videre, når den sidste side er vendt, så du bør måske låne de næste i serien med det samme.

Selv om den overordnede historie udfolder sig ganske langsomt, har Roholte gjort plads til et par mindre og mere karakterbundne fortællinger om livet i den evige vinter, der er med til at skabe spænding med jævne mellemrum. Historien er flot fortalt og som læser var jeg fastholdt af en blanding af spænding og nysgerrighed spundet sammen med den levende og flydende fortællestil.

Hvem kan læse den?

Evig vinter er en skøn lille læseoplevelse til dem, der elsker en god fantasyfortælling i mere eller mindre velkendte rammer. Den er til dig, der gerne vil have korte læseoplevelser og til dig, der mener at personerne og universet er en stor del af læseoplevelsen. Den er til dig, der holder af smukke sproglige kompetencer, og til dig, der nyder et godt sammenskruet plot.

Jeg vil anbefale den fra 12 år.

Bogen Monsun af stjerner på et bord ved siden af en buket af gule blomster.

Monsun af stjerner

Reklame, da Monsun af stjerner er et anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget.

Forfatter: Katrine Williams

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Serie: Sjælealkymi #1

Om Monsun af stjerner

Efter en tragisk ulykke, der kostede hendes bedste ven livet og nær også hendes eget, må 16-årige Stella flytte til Mission Beach i Australien. Her skal hun bo hos sin moster, mens hendes mor får startet op på sit nye arbejde. Efter ulykken begynder Stella at se ting og personer, ingen andre kender til. Hun lærer dog hurtigt at skelne dem fra virkeligheden og kalder dem for hallucinationer. Efter ankomst til Mission Beach er Stella fortsat præget af hallucinationer, og det går langsomt op for hende, at hendes syner har forbindelse til noget, der ligger langt forud for den forfærdelige ulykke. Samtidig forsøger hun at skabe sig et netværk i den nye by, og hun bliver hurtigt venner med pigerne Alyssa og Nena, og falder langsomt for både den charmerende Castor og den mørke Jared. Men hun er nødt til at træffe et valg.

Mine tanker om Monsun af stjerner

Monsun af stjerner er første bind i en fantasyserie om kærlighed, venskab og skæbnesvangre valg, og det kan mærkes. Der bliver brugt meget tid på at præsentere karakterer opbygge deres relationer til hinanden, hvilket styrker persongalleriet, og samtidig udvikler historien sig hele tiden gradvist mod et større klimaks, hvilket resulterer i, at man som læser konstant er spændt på næste udfald. Historien foregår i 1986, hvilket har betydning for nogle af de genstande og situationer, vi oplever gennem Stella, og det synes jeg egentlig var sjovt. Jeg er ikke helt overbevist om, at det er nødvendigt at lade historien udspille sig i den periode, men jeg er spændt på at se, om der er en forklaring på, hvorfor det er blevet sådan, når næste del bliver tilgængelig.

Monsun af stjerner er en af de fantasyromaner, der tager afsæt i den verden vi alle lever i. Jeg elsker den type fantasy, da alt kan ske, men der alligevel stadig er nogle realistiske rammer at holde sig indenfor. Der er enkelte tidspunkter, hvor dette brydes (bl.a. virker nogle af dialogerne underlige, og Alyssas baggrund er meget forvirrende for mig, da jeg ikke kan finde ud af, hvor længe hun rent faktisk selv har været i Australien), men generelt fungerer historien godt, og siderne vendte næsten sig selv i min forventning om at få svar på mine spørgsmål, samt for at finde ud af, hvordan kærlighedsdramaet udviklede sig.

Karaktererne virker gennemtænkte og jeg er vild med, hvordan Castor og Jared i mange tilfælde virker som hinandens modsætninger, på samme måde som Alyssa og Nena også gør det.

Der er mange huller, som stadig mangler at blive fyldt ud, hvilket giver historien de her mystiske undertoner, som også er med til at bære historien frem.

Sprog

Sproget rammer mig på ingen måde, og det er jeg rigtig ærgerlig over. Mange steder har mit lille dansklærerhjerte haft lyst til i margenen at skrive: “Her kan du med fordel arbejde med at bruge mere showing fremfor telling i dine beskrivelser.” Samtidig føler jeg en diskontinuerlig skriftlighed, da der mange steder er gode objektiver beskrivelser af situationer, tanker og følelser, mens det andre steder virker som om, forfatteren har prøvet at ramme Stellas ungdommelighed i tanker og situationer, hvilket bryder flowet. Eksempelvis gøres der indimellem brug af ord som “hov” og “ups” i situationer, hvor der ikke er direkte tale eller introduktion til Stellas tanker. Her ville jeg have værdsat at forfatteren havde valgt at holde enten den ene eller den anden stil, da de begge er gode bud på en måde at fortælle en historie på. Når de blandes sammen, som jeg oplever at de gøres i Monsun af stjerner, så synes jeg ikke, det virker optimalt.

Alt i alt

Monsun af stjerner var for mig, på trods af en spændende og medrivende fortælling, en lidt skuffende oplevelse. Bagsideteksten, coveret og titlen var alle tre ting, der havde gjort mig enormt spændt på læsningen, men sproget og fortællemåden ødelagde desværre min læsning. Jeg er sikker på, det ikke er alle, der ville have samme oplevelse som mig, for der er helt sikkert nogle læsere, der gerne vil tages så meget i hånden, som jeg følte, jeg blev ved læsningen af denne bog.

Jeg føler, at der er rigtig meget potentiale i ideen bag bogen, og historien er også rigtig god. Efter at have vendt sidste side, sidder jeg helt klart med en følelse af, at historien kun lige er begyndt, og at der er mange svar at hente i den næste.  Dog synes jeg, at udførelsen mangler lidt arbejde, hvis jeg skal være helt fanget, og derfor ender jeg med at give bogen 2/5 hjerter.

Tak

Tak til Katrine Williams og forlaget mellemgard for at give mig mulighed for at læse og anmelde Monsun af stjerner. Jeg ønsker jer god vind med fortsættelsen til den!