Livet du efterlod

Boganmeldelse: Livet du efterlod

Indlægget markeres hermed reklame, da bogen er tilsendt til anmeldelse af forfatteren og forlaget.


Forfatter: Lotte Elmann Wegner

Udgivelse: Montagne, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥♥

Om Livet du efterlod

Albert bor i sit drivhus. Huset kan han ikke gå ind i. Der er sket for meget. Hans kone er væk. Hans børn er væk. Hver dag står han op og passer sine landområder. De af dem, der betyder noget at vedligeholde.

Udover Åsa og Christine har han ikke megen kontakt med omverden. Åsa arbejder i det lokale supermarked, og om natten går hun rundt i den lille by. Lægger mærke til alt det, andre ikke ser. Hun forstår. Hun er en stille observatør af byens liv. Christine er på den anden hånd en livlig del af byen.

En dag flytter en lille pige ind i huset tæt på Albert, og hendes lege tager hende på opdagelser, der åbner op for gamle sår og tvinger folk i byen til at løfte blikket fra livet som de kender det.

Mine tanker

For første gang i mit liv som anmelder efter et stjerne-/hjertebaseret rating system, har jeg følt, at jeg ikke havde nok hjerter at give.

Livet du efterlod er en overvældende, smuk og rørende fortælling om livet og døden. Om smerte, sorg og ensomhed, men også om kærlighed og overlevelse. Og den rev mig fuldstændig omkuld allerede fra første side.

Skrivestilen

Allerede da jeg læste et uddrag af bogen på Lottes hjemmeside, før jeg accepterede at modtage bogen til anmeldelse var jeg helt solgt til skrivestilen. Og jeg blev ikke på noget tidspunkt skuffet. I gymnasiet læste jeg et citat om modernismen, der lyder: “Man kan kun beskrive en knust verden med en knust syntaks.” Et citat, der siden har haft stor betydning for mig, og som i høj grad gør sig gældende for Lottes værk. Livet du efterlod er en smertelig fortælling om knuste mennesker, der kæmper for at hele og Lotte forener det hele med sin smukke og knuste skrivestil. Sætninger, der knækker og bliver korte mavepustere. Sætninger, der flyder som strømmen i en flod. Smukke. Voldsomme. Ord, der vikler sig om læseren, så man til tider næsten glemmer handlingen og blot lader sig føre med af strømmen.

“Manglen på lyd gravede langsomt marven ud af knoglerne på hende, så hun følte sig underlig hul. Som fandtes hun ikke i stilheden. Jo mere hun tænkte over det, desto mere ved hun, at det er rigtigt. Man ser folk, man taler med, kigger på dem, møder deres blik. Anerkender, at de findes. Uden ord er man ikke.”

Lotte Elmann Wegner, Livet du efterlod s. 223

Jeg er fuldstændig fortabt i Lottes skrivestil. Uanset handlingen i historien havde jeg nydt at læse den, bare for at opleve, hvordan Lotte gennem ordvalg og sætningsopbygning kan påvirke mig følelsesmæssigt. Tvinge mig til både at føle mig fortabt og båret let gennem livene i historien.

Livet du efterlod af Lotte Elmann Wegner

Handlingen

Livet du efterlod er fortalt fra flere synsvinkler og er ikke blot en fortælling om en enkelt handling, men nærmere flere fortællinger, der skaber en handling. Flere liv, der leves i samme område, påvirkes af hinanden, og alle hænger sammen med den ene ulykkelige hændelse, der får alt til at gå lidt i stå. Albert har mistet sin familie og bor nu alene i et gartneri i udkanten af byen. Alt, hvad han foretager sig gør han af pligt. Fordi han må. Fordi han har besluttet at han skal. Og imens ser folk omkring ham til. Nænner ikke at blande sig. Har deres egne sorger, hemmeligheder og beslutninger at se til. Og jeg er vild med, hvordan alles liv er viklet ind i hinanden. Hvordan alle mennesker har deres oplevelse af samme hændelse. Hvordan Lotte så fint formår at beskrive, hvordan et liv påvirker så mange andre liv. Hvordan vi får løftet blikket en dag og ser mere end vores egen smerte.

Fortællingen bevæger sig langsomt frem, hele tiden fulgt af den ene afsløring efter den anden. Og det er aldrig kedeligt. På intet tidspunkt føles den langsomme udvikling spildt. Den føles nærmere som en nødvendighed for at kunne åbne øjnene, løfte blikket og virkelig se de her mennesker.

Hvem kan læse Livet du efterlod

Livet du efterlod er til læseren, der vil fordybe sig i sin læsning og også gerne ønsker en sproglig oplevelse lige såvel som et fængende plot. Livet du efterlod kræver ro og giver tifold igen allerede inden sidste side er vendt, når man har overgivet sig til læsningen. Livet du efterlod er til dem, der holder af at blive kræet for med nøje udvalgte og sammensatte ord. Til læseren, der værdsætter gennemarbejdede tekster, og særligt til læseren, der holder af karakter-drevne historier. Denne genre er meget ny for mig, og jeg ved ikke helt, hvad den minder om, men jeg tænker, at læsere, der normalt holder af slægtsromaner, ville komme til at holde af denne. Derudover vil jeg primært anbefale bogen til voksne.

Mange tak til Lotte og forlaget Montagne for at sende mig et eksemplar af bogen til anmeldelse. Denne anmeldelse er udelukkende udtryk for min ærlige mening om værket.

Boganmeldelse: Kun når det regner

Indlægget markeres hermed reklame, da bogen er tilsendt til anmeldelse af forfatteren.


Forfatter: Marie Brixtofte

Udgivelse: Gyldendal, 2019

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Kun når det regner

Bogens bagsidetekst:

Kun når det regner er en selvbiografisk fortælling om kærlighed. Både den, man kan få, og den, man aldrig helt fik. Det er også en fortælling om skam, svigt og håbefuldhed og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.

Mine tanker

I Kun når det regner åbner Marie Brixtofte op for det svære emne det er, at tale om det, man har manglet fra sine forældre. Samtidig er det en historie om at træffe valg med udgangspunkt i sig selv, og en historie om spirende kærlighed.

Der var mange tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at holde om den lille Marie, der ikke bliver set af sin far, som en far bør se sit barn. Og der var mange tidspunkter, hvor jeg ville ønske, jeg kunne berolige den ældre Marie, når verden omkring hende ikke forstod hendes mørke og sorg. Og der var enkelte tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at skubbe til folk omkring hende, så de kunne se, at der var brug for en anden handling fra deres side. Men i stedet måtte jeg blot vende side efter side i håb om, at Marie selv kunne finde vej.

Om bogens tema

Bogen er en fortælling om sorgen efter et dødsfald, om livets venteperioder og om den kærlighed man har brug for at få eller give.

Kun når det regner er utroligt velskrevet, og jeg oplevede en enorm ro ved den ærlighed, Marie har valgt at lægge i værket. Det er ikke blot en livsfortælling, men i høj grad en fortælling der er åben for, at man som læser kan tolke historien ud fra egne livserfaringer.

Det vigtigste jeg tager med mig fra denne læsning er, at der er konsekvenser ved alle vores handlinger. Både dem, vi retter mod andre, men også de handlinger, der er rettet mod os selv. Vigtigst er dog, at vi aldrig kan vide, hvordan disse konsekvenser påvirker os, før vi har oplevet dem.

Godt? Eller skidt? Tja, vi får se.

Marie Brixtofte: Kun når det regner s. 4

Uanset, så er det vigtigt konstant at bevæge sig fremad og gøre sit bedste; vi kan ikke forvente andet af folk.

Om bogens opbygning

Bogen er inddelt i små korte kapitler, som på rigtig fin vis hænger sammen hele vejen igennem i små temaer, der bærer på hvert deres budskab. Jeg er ret vild med denne opbygning, selv om det til tider kunne være svært at huske, hvilke historier, der hang sammen og i hvilket lys de i så fald skulle/kunne læses.

Jeg blev hurtigt fanget af de korte kapitler og den næsten poetiske sprogbrug, og blev fastholdt af den fremskredne handling, som ikke blot drejede sig om et aspekt af fortællerens liv, men om flere.

Derudover var jeg ret vild med prologen, der på virkelig fin vis gav mig et bestemt par briller på til læsningen af Kun når det regner.

Hvem kan læse Kun når det regner?

Marie Brixtoftes fortælling er på en gang et indblik ind i hendes liv, og på samme tid en fortælling om ethvert liv med en forældre, der er mindre og mindre til stede.

Kun når det regner er en smuk og stærk fortælling, der ikke blot bør læses for sit vigtige budskab, men også for sit æstetiske udtryk.

Om anmeldelsen

Jeg læser sjældent biografier eller lignende, men indimellem er det nu meget godt at “ryste posen” og finde noget nyt og anderledes frem. Marie Brixtoftes selvbiografiske fortælling blev sådan en, og det er jeg utroligt glad for.

Desværre oplevede jeg det indimellem som en hindring for min oplevelse, at jeg kender lidt til Peter Brixtofte og den sag, han var indblandet i. Jeg tror derfor, jeg ville have foretrukket at historien var fortalt mere anonymt. Når det så er sagt, er det vigtigt at indskyde, at en mere anonym tilgang til den historie, Marie har fortalt, også ville kunne betyde at fortællingen fremstod mindre autentisk, hvilket jeg også ville være ærgerlig over. I sidste ende afhænger det af smag – og uanset det ene eller det andet valg, så har jeg læst en virkelig rørende fortælling, jeg nemt kan anbefale andre at give sig i kast med.

Boganmeldelse: Solfald

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Serie: Fire folk #3

Om Solfald

Solfald er tredje (og sidste) del af serien Fire folk. Du kan læse mine anmeldelser af de to første Evig vinter og Malstrøm ved at klikke på titlerne. Denne anmeldelse indeholder spoilers af de to første bøger i serien.

Bagsidetekst

På trods af den flimrende varme er fangernes rationer skåret ned til det halve, og det piner Ivalu og Anfred at opleve, hvordan de selv og de folk, de kender som stolte, pludselig slås indbyrdes om dyrenes rester for at overleve. Mændene bliver låst inde i trange bure, når de er færdige med dagens arbejde, og det betyder, at det er op til Ivalu og Anfred, hvis de skal gøre et sidste forsøg på at slippe levende ud af Darkos støvede arena. De er nødt til at have hjælp udefra , for de er for få og for svækkede til at tage kampen op alene, og de beslutter sig for at opsøge øens civile. I den forbindelse bliver de bekendt med, at der er en dyb mistillid mellem bjergfolket og ørkenfolket, som komplicerer situationen yderligere, og tiden er ved at rinde ud, for slingakuplen står snart færdig.

Mine tanker om Solfald

Jeg er stadig helt vild med denne serie. Det tog mig lige et par sider at komme tilbage i historien og rigtigt blive fanget, men derefter vendte siderne bare sig selv.

Om mennesker og næstekærlighed

Solfald afslutter en trilogi, som på mange måder handler om mennesker og menneskeheden. Det er en trilogi, jeg drømmer om at se undervisningsmateriale til, og indført i folkeskolens mellem- og udskolingstrin. Der er så mange elementer at gribe fat i og tale om, som giver mulighed for forståelse af fremmedhed og næstekærlighed.

Fire folk tager læseren med på en rejse, hvor vi i Evig vinter introduceres til det, at være nødt til at flygte fra sit hjem, i håb om at finde et andet sted, hvor man kan overleve. I Malstrøm introduceres vi til fremmedhad og magt, men også nysgerrighed og forståelse.

I Solfald handler det om næstekærlighed. Det handler om ansvar, tillid og retfærdighed. Når hele trilogien er læst, har man derved stiftet bekendtskab med mange situationer og begreber, der er relevant for os som mennesker dag, hvor vi ofte skal møde og forstå mennesker fra andre baggrunde og kulturer end vor egen.

Om persongalleri og plot

Der er stadig mange navne og karakterer at holde styr på, hvilket forstyrrer læsningen lidt for mig, og så har jeg ikke helt styr på, hvor lang tid handlingen strækker sig over. Der var også en del gentagelse fra Malstrøm om hele den miserable tilværelse de to folk befinder sig i, men år det så er sagt, så synes jeg egentligt ikke, der er andet, der trak min samlede oplevelse af historien ned.

Bogen er velskrevet og plottet gennemtænkt. Og så er Louise Roholte skarp og ubarmhjertig som altid, hvilket er med til at gøre denne bog en fornøjelse at læse. De to folks – og i særdeleshed Ivalu og Anfreds – skæbne føles ofte uvis, hvilket er et enormt spændingsopbyggende greb.

Hvorfor læse Solfald?

Solfald skal læse sammenhængende med resten af serien, så i virkeligheden handler dette punkt ikke om, hvorfor du skal læse Solfald, men om, hvorfor du skal læse Fire folk.

Det skal du, fordi det er en fantasyserie, der gemmer på utrolig vigtig lærdom. Det er en af de bøger, man læser og får en god historie ud af, men som samtidig også skaber en tankevirksomhed, der er med til at danne os som mennesker. For hvad er rigtigt og forkert? Hvem har ret? Hvem holder jeg med, og hvorfor? Findes der kun gode og onde mennesker, eller indeholder vi alle en del af det onde og en del af det gode? Hvad skal der til, før vi tør rejse os mod uretfærdighed? Og har den svage nogensinde mulighed for at vinde over den stærke?

Bogens temaer er universelle og essentielle for vores nutid, og jeg anbefaler alle voksne at læse Fire folk-serien. Og de voksne, der har børn kan også sagtens læse serien med deres børn, særligt fra de er 12 år og ældre. Børn fra ca. 14-15 år kan læse den selv. Serien er dog voldsom og barsk, men det er virkeligheden også, og jeg er overbevist om, at man med en god støtte i forældrene, sagtens kan få meget ud af serien som ung.

God fornøjelse med læsningen!

Boganmeldelse: The Roses of May

Forfatter: Dot Hutchison

Udgivelse: Thomas and Mercer, 2017

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥♥

Serie: The Collector #2

The Roses of May er bog nummer 2 i The Collector-serien af Dot Hutchison. Den første bog hedder The Butterfly Garden, og jeg vil anbefale dig at læse The Butterfly Garden før du giver dig i kast med The Roses of May. Det behøves ikke, men jeg synes, det vil give bedst mening! Serien er endnu ikke udgivet på dansk.

Om The Roses of May

Fire måneder efter bog ets afslutning følger vi teamet fra Quantico på jagt efter en seriemorder, der slår til en gang om året ved hvert forår. Morderen slår til i forskellige stater og det eneste ofrene umiddelbart har til fælles er, at de er unge piger, som findes dræbte på gulvet i en kirke omgivet af blomster.

Mine tanker om The Roses of May

Jeg har i et års tid nu tænkt, at jeg skulle få begyndt på The Roses of May, da den første bog i serien overvældede mig fuldstændigt. Alligevel blev jeg ved med at udskyde den til fordel for en masse andre bøger, og nu da jeg har læst den, har jeg lyst til at slå mit gamle jeg i hovedet og sige, at jeg kommer til at fortryde det, hvis jeg ikke går i gang med det samme.

Jeg skulle have startet den her for flere måneder siden. For et år siden. Lige så snart jeg var kommet mig over afslutningen på The Butterfly Garden.

Fantastisk velskrevet

Jeg ved ikke, hvad det er Dot Hutchison kan med ord, men det er noget, der virkelig fanger mig. Hun får alt det grimme og forfærdelige til at føles let at læse, samtidig med, at det borer sig dybt ind i hjertet på mig, og får mig til at savne en, der kan holde om mig. Hun formår at skrive scener, der starter en hel film af forfærdelige billeder for mit indre syn, og alligevel siger hun ikke så meget.

Hvor The Butterfly Garden er direkte klam og afskyelig, så er The Roses of May mere tragisk.

Lige som i The Butterfly Garden følger vi i The Roses of May flere synsvinkler, hvilket er med til at give historien dybde, og virker spændingsopbyggende, da sagen ses fra flere sider.

Autentisk og besnærende

Dot Huchison giver stor taletid til ofrene og de pårørende, og skærer lidt ned på mængden af tekst, der har med opklaringsarbejdet at gøre, hvilket jeg synes fungerer upåklageligt! Opklaringsarbejde er mest papirarbejde, og det kan simpelthen ikke gøres mere spændende end det. Dette accepterer Hutchison, hvilket er med til at give de tre FBI agenter en troværdig stemme, jeg sætter enorm stor pris på.

Nu skriver jeg autentisk i overskriften – og det ved jeg naturligvis slet ikke om den er, da min erfaring med kriminalsager og mordere er 100% ikke-eksisterende. Men baseret på min spinkle viden fra True Crime-genren, så virker The Collector serien mere realistisk end meget andet krimi jeg har læst. Der er frustrationer, uopklarede sager, mordere på fri fod, længsel efter retfærdighed og fuldstændig lammende frygt og sorg. Alle sammen elementer, der gør at jeg ikke på noget tidspunkt oplever historien som lidt for langt ude og utroværdig. Derved føler jeg mig også fanget og mærket af historien hele vejen igennem og (længe) efter.

Hvem kan læse The Roses of May

Det kan du gøre, hvis du er vild med krimigenren, og i særdeleshed den del, der sætter forbrydelsen og dens konsekvenser i fokus frem for politimandens jagt. Du kan læse The Roses of May, hvis du holder af et plot, der kun langsomt udfolder sig uden at miste grebet om sin læser.

Du kan læse The Roses of May, hvis du kan læse og forstå engelsk.

The Roses of May er som tidligere nævnt den anden bog i The Collector-serien, så jeg vil anbefale dig at du starter med The Butterfly Garden, der er mindst lige så fantastisk som denne!

Bogen hvorfor det på en blomstret baggrund

Hvorfor det?

Forfatter: Mogens Eilertsen og Mette Eilertsen

Udgivelse: Frydenlund, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Original titel: Hvorfor det? Talemåder og traditioner, skikke og symboler

Om hvorfor det?

Vidste du at man i flere hundrede år var uenige om, hvornår Jesus havde fødselsdag? Ikke bare med et par timer eller dage, men med flere måneders mellemrum, og at det først var i år 354 at datoen blev endeligt fastlagt til at være den 25. december?
Nej, vel?! Det vidste jeg heller ikke før jeg fik “hvorfor det?” i hænderne.

Hvorfor det? er en samling af talemåder, traditioner, skikke og symboler med forklaring på, hvorfor vi mon siger og gør, som vi gør. Forklaringerne veksler mellem at være lange, korte, vævende, fyldestgørende og præcise. Bogen er inddelt i afsnit, hvor første del er i alfabetisk orden, og de næste er inddelt efter tema. Dette gør det enormt nemt at bruge bogen som opslagsbog, hvis man lige kommer i tanke om et udtryk eller en ting, man vil slå op.

Forfatterne skriver selv i begyndelsen af bogen, at deres mål ikke er at udgive et komplet værk med alle talemåder, traditioner, skikke og symboler, men derimod at bringe et udpluk til inspiration. De håber, at læseren selv vil blive nysgerrig på at undersøge andre talemåder, der ikke dækkes af dem. Det virker for sin vis også; men der er nu noget trygt i at vide, andre har efterforsket noget for dig, så du kan stole på det der står i stedet for selv at bruge tid på at faktatjekke.

Mine tanker om hvorfor det?

Jeg synes, at måden bogen er opbygget på, fungerer rigtigt godt for genren. Læseoplevelsen kan nemt blive meget tung, hvis man forsøger at læse fakta fra den ene ende til den anden. Når det så er sagt, så er nogle af delene skrevet forholdsvist humoristisk, så det er absolut heller ikke umuligt bare at læse fra den ene ende til den anden.

Denne bog kunne være en god værts-/værtinde- eller pakkelegsgave. Det er en af de bøger, er kan stoppe diskussioner og starte samtaler. Den er centreret om dansk kultur, og kunne sikkert også sætte mange tanker i gang hos de yngre læsere

Hvem kan læse hvorfor det?

Alle med interesse for gamle danske skikke og talemåder kan dykke ned i denne bog. Den er overskueligt opsat og letlæst. Den er til dem, der rynker på næsen eller kigger længe på dig, når du slynger om dig med gode, gamle udtryk eller sørger for at stille grød ud til nissen, så de kan forstå dig.

Hvorfor det henvender sig til nysgerrige sjæle og kan nemt læses fra 12 år.

Fandom af Anna Day på en pink baggrund

Fandom

Indlægget er reklame, da bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra Politikens Forlag.

Forfatter: Anna Day

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Udgivelse: Politikens Forlag, 2018

Original titel: The Fandom

Oversat af: Line Beck Rasmussen

Fandom

Jeg modtog Fandom til anmeldelse fra Politikens Forlag, da de skrev ud på Instagram, at de søgte en håndfuld frivillige til at anmelde bogen. Jeg svarede på deres opslag, at jeg var meget interesseret i at læse og anmelde bogen, da den på Goodreads har fået meget blandede anmeldelser, hvilket næsten altid giver mig lyst til selv at dykke ned i bogen, for at se, om jeg kan lure, hvorfor læserne er så splittede. Det synes de rare mennesker på Politikens Forlag var en god nok grund til at sende mig et eksemplar, hvilket jeg er dybt taknemmelig for!

Om Fandom

Fandom er en YA-science fiction roman om en gruppe venner, der er en del af fankulturen omkring Galgedansen, og som på mystisk vis hvirvles ind i Galgedansens univers.

Bogens bagsidetekst

De drømmer om at være med i deres yndlingsbog – men da drømmen går i opfyldelse, viser den sig at være et mareridt.

Violet og hendes venner elsker at være en del af fankulturen omkring Galgedansen og kan ikke vente med at møde deres store helt Willow på Comic-Con. Ingen kunne dog forudse, at de kort efter mødet med deres idol bliver katapulteret ind i handlingen og ved et uheld kommer til at dræbe fortællingens heltinde, Rose. Nu er der kun én måde at overleve: Violet må overtage Roses rolle for at finde en vej tilbage til virkeligheden. Drevet af kærlighed, skyld og frygt indser hun snart, at historiens skæbne ligger i hendes hænder

Ingen historie er værd at dø for … vel?

Mine tanker om Fandom

Som førnævnt valgte jeg at læse denne bog på baggrund af mange blandede anmeldelser, men denne anmeldelse er alene udtryk for mine egne holdninger.

Enhver ivrig læser har sikkert drømt om at være en del af et fiktivt univers. Vi er mange, der stadig venter på vores Hogwarts-brev eller som forventer at finde vejen til Narnia, hver gang vi møder et klædeskab. Og det er en af de ting, der tiltaler mig allermest ved Fandom; At nogen har fået muligheden for at være en del af deres yndlingshistorie.

Desværre, var mit første indtryk af Fandom ikke særligt godt. Karaktererne virkede lidt stereotype og flade, og i løbet af de første kapitler stod det klart for mig, at alt hvad jeg skulle til at læse, vidste jeg allerede. I begyndelsen af første kapitel giver vores hovedperson Violet nemlig en ret detaljeret beskrivelse af hele handlingsforløbet i hendes yndlingsroman Galgedansen. Og da Violet senere bliver hvirvlet ind i Galgedansens univers og må overtage hovedpersonen Roses rolle er det tydeligt, at hun må igennem de samme vendepunkter og konflikter, som Rose.

Når det så er sagt, så er romanen yderst letlæst og velskrevet. Sætningerne er hverken for korte eller lange, eller for simple eller indviklede. Handlingen er let at følge. Karaktererne er nemme at forstå og plottet er nogenlunde til at regne ud, men indeholder dog stadig enkelte overraskende elementer.

Historien var underholdende til trods for, at man allerede havde fået et referat af forløbet, og jeg er slet ikke i tvivl om, at der er et stort publikum til denne roman ude i det danske land.

Persongalleriet er bredt, hvilket er med til at skabe dynamik i de ellers lidt flade karakterer, og det synes jeg er lykkedes ganske godt.

Karaktererne

Violet er en virkelig irriterende, men samtidig ganske autentisk, teenagepige. Hun føler sig som sin lillebrors beskytter og ansvarlig for at han ikke kommer galt af sted. Derudover tager hun meget af ansvaret for vennegruppens situation på sine skuldre. Hun styres meget af sine følelser, hvilket desværre ofte får hende til at fremstå som et lille barn, der ikke har lært at kontrollere sine følelser i visse situationer.

Forholdet til hendes bedste veninde Alice er et, jeg har svært ved at forstå. Der lægges stor vægt på, hvor forskellige de to piger ser ud; den ene lille og ganske normal at se på, den anden høj og flot. Alle piger har på et tidspunkt stået i en situation, hvor de har misundt deres venindes et-eller-andet, men i Violet bliver denne misundelse nærmest lig med vrede. Samtidig fremstår Alice til tider enormt usympatisk og ligeglad med Violet, hvilket jeg tænker er meget usundt i et venskab. Dette dræber også fuldstændig min tro på, at de faktisk er ret gode venner. De virker mest bare sat sammen, fordi plottet havde brug for det.

Bedømmelsen

Jeg er endt med at give Fandom 3 ud af 5 hjerter. Jeg lå længe mellem 2 og 3, da jeg ikke selv var særlig vild med fortællingen, men er alligevel endt på 3. Bogen er ikke et mesterværk, og der er helt klart nogle fejl og mangler i fortællingen, men den er ikke dårlig! Det der virkelig holder mig fra kun at give 2 hjerter, er om bogen er værd at læse. For det synes jeg bestemt den er! På trods af alt det, der ikke fungerede for mig.

Hvem kan læse Fandom?

Fandom er skrevet til læseren, der holder af et simpelt plot med en velfortalt historie. Fandom er skrevet til fanfic-elskeren, og til alle der holder af en hurtiglæst bog, hvor mange forskellige følelser er i spil.

Fandom er bogen til ham/hende, der holder af at læse om teenagere, der pålægges et stort ansvar, og til dem, der gerne vil læse om dystopiske fremtidsforhold. Galgedansen foregår i en fremtid, hvor mennesker har fundet ud af at forbedre deres gener, så de bliver en slags smukke overmennesker.

Jeg anbefaler Fandom til 13+, da den (på trods af sit letlæste sprog og plot) rummer nogle elementer, der lettere kan relateres til som ældre teenager.

Bogen Wild af Cheryl Strayed står lænet op ad en træstamme i skovbunden. Skovbunden er dækket af brune efterårsblade og baggrunden er lys og gullig.

Wild

Forfatter: Cheryl Strayed

Udgivelse: C&K Forlag, 2015

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Original titel: Wild. From lost to found on the Pacific Crest Trail

Oversat af: Ellen Boen

Fuld titel: Wild. En fortælling om at fare vild og finde sig selv igen.

Om Wild

Wild er en selvbiografisk roman, om den unge Cheryl, der befinder sig et mørkt sted i livet. Som blot 26-årig har hun mistet sin mor, sit ægteskab og forholdet til sin familie. Hun beslutter sig derfor for at begive sig ud på en del af den vandrerute, der kaldes The Pacific Crest Trail. En rute, der fra ende til anden strækker sig fra Mexicos grænse til Canadas grænse. Ruten er udfordrende og krævende, og Cheryl er langt fra forberedt godt nok på turen. Alligevel giver hun sig i kast med de tre måneders vandring hun har planlagt. En tur, der ender med at have en enorm indflydelse på Cheryl og hendes forhold til sig selv.

Som det også fremgår af titlen; En fortælling om at fare vild og finde sig selv igen.

Mine tanker om Wild

I løbet af del 1 af romanen, som strækker sig over de første ca. 50 sider, nåede jeg at lægge bogen fra mig ikke mindre end tre gange. Ikke fordi den var dårlig, tværtimod; Jeg måtte lægge den fra mig, fordi den allerede så tidligt rørte noget i mig, jeg havde brug for at tænke over. Cheryl fortæller om både situationer og tanker, man selv ikke havde turde dele, men også om oplevelser og erfaringer, man er lykkelig for at hun deler, så man ikke skal føle sig så alene i verden om de ting, man måske selv er lidt flov over eller bange for at indrømme over for sig selv.

Wild er autobiografisk og kategoriseres mest som et memoir. Jeg vil dog vove at påstå at den også høre til i rejselitteraturen og i selvhjælpskategorien. Cheryl fortæller hudløst ærligt og man kan ikke andet end følge med. Flere gange formåede bogen at få mig til at overveje at sælge alt og drage på vandretur på samme måde. Bare tage af sted og komme ud i det fri, så jeg kan få tid og ro til at finde ind til mig selv.

Cheryl

Hovedpersonen i Wild er fortælleren (og forfatteren) Cheryl Strayed. At følge Cheryls rejse og tanker er en enormt levende oplevelse, og hun er både mærkelig og sjov; helt ude at skide og så normal, som nogen kan blive. Der var mange af hendes tanker og følelser, jeg kunne nikke genkendende til, men også en del, jeg på ingen måde kunne relatere til. Havde hun været helt igennem opdigtet, havde jeg kaldt dette en styrke hos karakteren, men nu holder jeg mig til at sige, at hun er menneskelig på både godt og ondt, hvilket i høj grad gør hende til en troværdig fortæller.

Hvem kan læse Wild

Alle kan sætte sig ned og læse Wild, men jeg vil særligt anbefale den til dem, der holder af at læse memoirs og rejselitteratur. Man kommer dybt ind under huden på Cheryl og egentlig også på sig selv. Min veninden anbefalede mig den her bog, efter hun selv havde læst den i en periode, hvor hun følte, hun havde tabt forbindelsen til sig selv, og jeg tror, at det især er mennesker i den situation, der vil få mest ud af at læse Wild. Når det så er sagt, så er det også en ganske underholdende og spændende fortælling, som alle dem, der er i fuld kontakt med sig selv sagtens kan få en masse ud af at læse.

Jeg vil anbefale den for 16+. Ikke på grund af sprog, vold eller seksuelt indhold, men fordi emnet er lidt tungt. Samtidig er det netop omkring den sene teenagealder, at mange kan begynde at føle sig lidt rodløse og forvirrede.

På et udendørsbord ligger to bøger, og oven på disse står bogen Offer uden ansigt af Stefan Ahnhem.

Offer uden ansigt

Forfatter: Stefan Ahnhem

Udgivelse: Lindhardt & Ringhof, 2014

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Serie: Fabian Risk #1

Om Offer uden ansigt

Fabian Risk flytter fra Stockholm til Helsingborg efter nogle problemer på jobbet og i sit privatliv. Det er hans håb, at han kan bruge sommeren på at få ro på familielivet, genfinde sin og sin kones lidenskab og gensidige kærlighedsforhold før han starter sin nye stilling hos politiet i Helsingborg.

Der går dog ikke lang tid før hans kommende chef pludselig har brug for hans hjælp i en sag, hvor en af Fabians tidligere klassekammerater er myrdet på bestialsk vis. Som den ildsjæl Risk er, har han svært ved at gå hjem og holde fri igen, velvidende at der er en morder løs – en morder, som måske bedst kan fanges, hvis Risk deltager i efterforskningsarbejdet.

Snart dukker flere lig op, og et mønster begynder at tegne sig både for Fabian og for hans nye kolleger – men de er ikke alle enige om, hvem eftersøgningen måske burde dreje sig om.

Mine tanker om Offer uden ansigt

Offer uden ansigt var en virkelig spændende og medrivende læseoplevelse! Jeg er vild med forløbet og med de små dagbogsindlæg, der bryder handlingen indimellem for at give indblik i en sjæl i smerte. Jeg er vild med de skiftende synsvinkler, og den evige mystik omkring, hvad der mon sker nu.

Når det så er sagt, var der også dele af historien, som var alt for åbenlyse og tydelige. Slutningen var jeg på mange måder ikke fan af, fordi den var præcis som jeg havde håbet, den ikke var. Samtidig har jeg det rigtigt svært med Fabian Risk som person. Han irriterer mig utroligt meget på mange måder: Hans forhold til andre mennesker er dybt problematisk, og virker for mig så irriterende stereotypisk om politimanden i en krimi, at jeg får lyst til at lægge bogen fra mig. Familien er ved at gå i stykker, fordi han prioriterer arbejdet. Men arbejdet fungerer heller ikke supergodt, fordi han har svært ved at indgå i relationer med og stole på sine kolleger. Han er så træls!

Samtidig følte jeg en vis modstand mod gerningsmanden, som ikke var funderet i dennes kriminelle handlinger, men derimod i mængden af evner, denne besad.

Alligevel er Offer uden ansigt så velskrevet og sammenhængende, at jeg uden problemer slugte min irritation over Fabian og bladrede videre og videre og videre, indtil jeg løb tør for sider.

Hvem kan læse Offer uden ansigt?

Det er uden tvivl en bog til krimielskeren. Plottet er medrivende og velskrevet. Dette er en bog til ham eller hende, der kan lide at sidde og gætte med, og til de læsere, der godt vil læse krimier, der blander det voldelige med det subtile. Den er hurtigt læst, og jeg skal i hvert fald læse videre i serien.

Hot Mess af Lucy Vine

Hot Mess

Forfatter: Lucy Vine

Udgivelse: Flamingo, 14. februar 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Original titel: Hot Mess

Oversat af: Elisabeth Kiertzner

Om Hot mess

Ellie Knight er 29 år og fanget i et singlehelvede med den ene forfærdelige Tinder-date efter den anden. Hun er ikke super vild med sit job, og hun bor på et værelse i en lejlighed, der er så forfærdelig at hun omtaler den Lortehullet. Ikke nok med, at hun skal slæbe sig gennem tilværelsen som datende single, så er hendes far nu også klar til at date igen efter moderens død. Hendes liv er mildest talt langt fra perfekt. Men måske er det helt okay?

Bogen består af små kapitler, der indledes med en form for dagbogsnotat, samt kapitler, der er skrevet som mailkorrespondance mellem Ellie og hendes far og søster.

Hot Mess er kaldt for Tinder-generationens Bridget Jones dagbog, og hvis man kender Bridget Jones, så siger det i den grad noget om, hvad Hot Mess er for en bog.

Mine tanker om Hot mess

Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om denne her bog. Der var tidspunkter, hvor jeg grinede højlydt, og så var der sider, jeg blev nødt til at springe over, fordi de simpelthen var for uinteressante.

PLottet

Historien er i sig selv ganske udmærket. Vi starter lige på og hårdt, hvor vi introduceres for både Ellies (ikke helt så tiltalende) personlighed og den situation hun befinder sig i; single-helvedet. Herefter får vi langsomt afdækket mere og mere af både Ellie og livet som single af alt hvad det indebære. Der løber en god rød tråd gennem hele fortællingen og den er slet ikke svær at holde styr på.

Indimellem er der dog nogle mails fra Ellies far til hende og hendes søster, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan se pointen med indholdet i disse mails. Jeg er sikker på, de er tænkt som et humoristisk indslag, men de er for meget, for dårligt skrevet og alt for ligegyldige til at de giver mig noget som helst, og jeg valgte ret hurtigt at springe dem over, når jeg læste. Og selv om jeg i sidste ende vendte tilbage – bare fordi, det var det rigtige at gøre, når nu man vil skrive en anmeldelse af en bog – følte jeg ikke på nogen måde, jeg manglede noget ved ikke at have læst dem. Alt hvad jeg skulle forstå, forstod jeg efter at have læst den første.

Kapitelindledningerne sagde mig heller ikke noget. De sætter scenen, så man som læser er klar over, hvor vi befinder os, men det kan man også tit blive klar over i løbet af de første par linjer. Jeg føler mig dog sikker på, at dem, der har holdt af Bridget Jones’ dagbog, vil synes bedre om dem end jeg.

Karaktererne

Persongalleriet i Hot Mess er ikke stort, men det behøver det heller ikke at være i en bog på kun 270 sider. Der er mange navne at hitte rundt i, men de vigtige personer formår alligevel at fæstne sig lidt bedre i hukommelsen end de mindre vigtige.

Ellie

Vores hovedperson Ellie Knight er som tidligere nævnt 29 år. Hun er nyligt single og bor derfor på et værelse i en lejlighed med to andre. Hendes vennekreds består primært af Sophie og Thomas, men også kollegaen Maddie har fået en plads. Ellie fremstår på mange måder som en bitter kvinde, der nærmest hader alt, hvad der ikke lige falder i hendes smag. På sin arbejdsplads virker hun endog meget usympatisk og direkte led.

I nogle situationer, virker hun meget ligefrem og morsom at være i selskab med, og det er ofte hende, der har givet mig anledning til at grine højt.

Vennerne

Sophie og Thomas fremstår som en tætknyttet vennegruppe, der deler alt med hinanden. Det er også Sophie og Thomas, der i sin tid fik Ellie på Tinder og swipede de første mange mænd for hende. Der er en god dynamik i gruppen og deres relationer og samtaler virker ægte og dybe.

Familien

Omvendt har jeg det med familien. Samtalerne mellem Ellie og hendes far Allan og søster Jenny virker dybt absurde og til tider skræmmes jeg endda over, hvordan søstrene taler til hinanden. Ellies søster er en stolt kvinde, der er flyttet langt væk med sin mand og datter, og som absolut ikke har behov for at tale om noget med familien. Ellies far er en mand med et dybtliggende og yderst velfungerende humor-gen, hvilket absolut er nødvendigt, når Jenny angriber ham med en enten enormt tør humor eller ondskabsfulde udtalelser. Samme gen er dog også skyld i, at jeg flere gange var i tvivl om, hvorvidt faren lavede sjov eller forstod en joke.

Hvem kan læse Hot Mess?

Jeg vil anbefale singler og unge kvinder at læse denne. Den er humoristisk og tør på samme tid. Selv om den er sjov og nogle gange lidt i overkanten, lukker man alligevel bogen med en følelse af, at man er blevet lidt klogere på livet. Især vil jeg dog anbefale den til de af jer, der har været glade for Bridget Jones. Der er mange ligheder, men det er en lidt særlig måde at skrive en bog på, og altså ikke en, jeg bryder mig særligt om, men hvis du gør, er jeg sikker på, at denne her også falder i god jord hos dig!

Et godt råd er dog at springe farens vedhæftede dokument til mailen over. Nogle vil helt sikkert synes, det er hylende morsomt, men hvis du ikke er en af dem, så går du altså ikke glip af noget ved at droppe dem.

Bogen Monsun af stjerner på et bord ved siden af en buket af gule blomster.

Monsun af stjerner

Reklame, da Monsun af stjerner er et anmeldereksemplar tilsendt fra forfatteren og forlaget.

Forfatter: Katrine Williams

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Serie: Sjælealkymi #1

Om Monsun af stjerner

Efter en tragisk ulykke, der kostede hendes bedste ven livet og nær også hendes eget, må 16-årige Stella flytte til Mission Beach i Australien. Her skal hun bo hos sin moster, mens hendes mor får startet op på sit nye arbejde. Efter ulykken begynder Stella at se ting og personer, ingen andre kender til. Hun lærer dog hurtigt at skelne dem fra virkeligheden og kalder dem for hallucinationer. Efter ankomst til Mission Beach er Stella fortsat præget af hallucinationer, og det går langsomt op for hende, at hendes syner har forbindelse til noget, der ligger langt forud for den forfærdelige ulykke. Samtidig forsøger hun at skabe sig et netværk i den nye by, og hun bliver hurtigt venner med pigerne Alyssa og Nena, og falder langsomt for både den charmerende Castor og den mørke Jared. Men hun er nødt til at træffe et valg.

Mine tanker om Monsun af stjerner

Monsun af stjerner er første bind i en fantasyserie om kærlighed, venskab og skæbnesvangre valg, og det kan mærkes. Der bliver brugt meget tid på at præsentere karakterer opbygge deres relationer til hinanden, hvilket styrker persongalleriet, og samtidig udvikler historien sig hele tiden gradvist mod et større klimaks, hvilket resulterer i, at man som læser konstant er spændt på næste udfald. Historien foregår i 1986, hvilket har betydning for nogle af de genstande og situationer, vi oplever gennem Stella, og det synes jeg egentlig var sjovt. Jeg er ikke helt overbevist om, at det er nødvendigt at lade historien udspille sig i den periode, men jeg er spændt på at se, om der er en forklaring på, hvorfor det er blevet sådan, når næste del bliver tilgængelig.

Monsun af stjerner er en af de fantasyromaner, der tager afsæt i den verden vi alle lever i. Jeg elsker den type fantasy, da alt kan ske, men der alligevel stadig er nogle realistiske rammer at holde sig indenfor. Der er enkelte tidspunkter, hvor dette brydes (bl.a. virker nogle af dialogerne underlige, og Alyssas baggrund er meget forvirrende for mig, da jeg ikke kan finde ud af, hvor længe hun rent faktisk selv har været i Australien), men generelt fungerer historien godt, og siderne vendte næsten sig selv i min forventning om at få svar på mine spørgsmål, samt for at finde ud af, hvordan kærlighedsdramaet udviklede sig.

Karaktererne virker gennemtænkte og jeg er vild med, hvordan Castor og Jared i mange tilfælde virker som hinandens modsætninger, på samme måde som Alyssa og Nena også gør det.

Der er mange huller, som stadig mangler at blive fyldt ud, hvilket giver historien de her mystiske undertoner, som også er med til at bære historien frem.

Sprog

Sproget rammer mig på ingen måde, og det er jeg rigtig ærgerlig over. Mange steder har mit lille dansklærerhjerte haft lyst til i margenen at skrive: “Her kan du med fordel arbejde med at bruge mere showing fremfor telling i dine beskrivelser.” Samtidig føler jeg en diskontinuerlig skriftlighed, da der mange steder er gode objektiver beskrivelser af situationer, tanker og følelser, mens det andre steder virker som om, forfatteren har prøvet at ramme Stellas ungdommelighed i tanker og situationer, hvilket bryder flowet. Eksempelvis gøres der indimellem brug af ord som “hov” og “ups” i situationer, hvor der ikke er direkte tale eller introduktion til Stellas tanker. Her ville jeg have værdsat at forfatteren havde valgt at holde enten den ene eller den anden stil, da de begge er gode bud på en måde at fortælle en historie på. Når de blandes sammen, som jeg oplever at de gøres i Monsun af stjerner, så synes jeg ikke, det virker optimalt.

Alt i alt

Monsun af stjerner var for mig, på trods af en spændende og medrivende fortælling, en lidt skuffende oplevelse. Bagsideteksten, coveret og titlen var alle tre ting, der havde gjort mig enormt spændt på læsningen, men sproget og fortællemåden ødelagde desværre min læsning. Jeg er sikker på, det ikke er alle, der ville have samme oplevelse som mig, for der er helt sikkert nogle læsere, der gerne vil tages så meget i hånden, som jeg følte, jeg blev ved læsningen af denne bog.

Jeg føler, at der er rigtig meget potentiale i ideen bag bogen, og historien er også rigtig god. Efter at have vendt sidste side, sidder jeg helt klart med en følelse af, at historien kun lige er begyndt, og at der er mange svar at hente i den næste.  Dog synes jeg, at udførelsen mangler lidt arbejde, hvis jeg skal være helt fanget, og derfor ender jeg med at give bogen 2/5 hjerter.

Tak

Tak til Katrine Williams og forlaget mellemgard for at give mig mulighed for at læse og anmelde Monsun af stjerner. Jeg ønsker jer god vind med fortsættelsen til den!