På et udendørsbord ligger to bøger, og oven på disse står bogen Offer uden ansigt af Stefan Ahnhem.

Offer uden ansigt

Forfatter: Stefan Ahnhem

Udgivelse: Lindhardt & Ringhof, 2014

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥♥

Serie: Fabian Risk #1

Om Offer uden ansigt

Fabian Risk flytter fra Stockholm til Helsingborg efter nogle problemer på jobbet og i sit privatliv. Det er hans håb, at han kan bruge sommeren på at få ro på familielivet, genfinde sin og sin kones lidenskab og gensidige kærlighedsforhold før han starter sin nye stilling hos politiet i Helsingborg.

Der går dog ikke lang tid før hans kommende chef pludselig har brug for hans hjælp i en sag, hvor en af Fabians tidligere klassekammerater er myrdet på bestialsk vis. Som den ildsjæl Risk er, har han svært ved at gå hjem og holde fri igen, velvidende at der er en morder løs – en morder, som måske bedst kan fanges, hvis Risk deltager i efterforskningsarbejdet.

Snart dukker flere lig op, og et mønster begynder at tegne sig både for Fabian og for hans nye kolleger – men de er ikke alle enige om, hvem eftersøgningen måske burde dreje sig om.

Mine tanker om Offer uden ansigt

Offer uden ansigt var en virkelig spændende og medrivende læseoplevelse! Jeg er vild med forløbet og med de små dagbogsindlæg, der bryder handlingen indimellem for at give indblik i en sjæl i smerte. Jeg er vild med de skiftende synsvinkler, og den evige mystik omkring, hvad der mon sker nu.

Når det så er sagt, var der også dele af historien, som var alt for åbenlyse og tydelige. Slutningen var jeg på mange måder ikke fan af, fordi den var præcis som jeg havde håbet, den ikke var. Samtidig har jeg det rigtigt svært med Fabian Risk som person. Han irriterer mig utroligt meget på mange måder: Hans forhold til andre mennesker er dybt problematisk, og virker for mig så irriterende stereotypisk om politimanden i en krimi, at jeg får lyst til at lægge bogen fra mig. Familien er ved at gå i stykker, fordi han prioriterer arbejdet. Men arbejdet fungerer heller ikke supergodt, fordi han har svært ved at indgå i relationer med og stole på sine kolleger. Han er så træls!

Samtidig følte jeg en vis modstand mod gerningsmanden, som ikke var funderet i dennes kriminelle handlinger, men derimod i mængden af evner, denne besad.

Alligevel er Offer uden ansigt så velskrevet og sammenhængende, at jeg uden problemer slugte min irritation over Fabian og bladrede videre og videre og videre, indtil jeg løb tør for sider.

Hvem kan læse Offer uden ansigt?

Det er uden tvivl en bog til krimielskeren. Plottet er medrivende og velskrevet. Dette er en bog til ham eller hende, der kan lide at sidde og gætte med, og til de læsere, der godt vil læse krimier, der blander det voldelige med det subtile. Den er hurtigt læst, og jeg skal i hvert fald læse videre i serien.

Hot Mess af Lucy Vine

Hot Mess

Forfatter: Lucy Vine

Udgivelse: Flamingo, 14. februar 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Original titel: Hot Mess

Oversat af: Elisabeth Kiertzner

Om Hot mess

Ellie Knight er 29 år og fanget i et singlehelvede med den ene forfærdelige Tinder-date efter den anden. Hun er ikke super vild med sit job, og hun bor på et værelse i en lejlighed, der er så forfærdelig at hun omtaler den Lortehullet. Ikke nok med, at hun skal slæbe sig gennem tilværelsen som datende single, så er hendes far nu også klar til at date igen efter moderens død. Hendes liv er mildest talt langt fra perfekt. Men måske er det helt okay?

Bogen består af små kapitler, der indledes med en form for dagbogsnotat, samt kapitler, der er skrevet som mailkorrespondance mellem Ellie og hendes far og søster.

Hot Mess er kaldt for Tinder-generationens Bridget Jones dagbog, og hvis man kender Bridget Jones, så siger det i den grad noget om, hvad Hot Mess er for en bog.

Mine tanker om Hot mess

Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af, hvad jeg synes om denne her bog. Der var tidspunkter, hvor jeg grinede højlydt, og så var der sider, jeg blev nødt til at springe over, fordi de simpelthen var for uinteressante.

PLottet

Historien er i sig selv ganske udmærket. Vi starter lige på og hårdt, hvor vi introduceres for både Ellies (ikke helt så tiltalende) personlighed og den situation hun befinder sig i; single-helvedet. Herefter får vi langsomt afdækket mere og mere af både Ellie og livet som single af alt hvad det indebære. Der løber en god rød tråd gennem hele fortællingen og den er slet ikke svær at holde styr på.

Indimellem er der dog nogle mails fra Ellies far til hende og hendes søster, og jeg må indrømme, at jeg slet ikke kan se pointen med indholdet i disse mails. Jeg er sikker på, de er tænkt som et humoristisk indslag, men de er for meget, for dårligt skrevet og alt for ligegyldige til at de giver mig noget som helst, og jeg valgte ret hurtigt at springe dem over, når jeg læste. Og selv om jeg i sidste ende vendte tilbage – bare fordi, det var det rigtige at gøre, når nu man vil skrive en anmeldelse af en bog – følte jeg ikke på nogen måde, jeg manglede noget ved ikke at have læst dem. Alt hvad jeg skulle forstå, forstod jeg efter at have læst den første.

Kapitelindledningerne sagde mig heller ikke noget. De sætter scenen, så man som læser er klar over, hvor vi befinder os, men det kan man også tit blive klar over i løbet af de første par linjer. Jeg føler mig dog sikker på, at dem, der har holdt af Bridget Jones’ dagbog, vil synes bedre om dem end jeg.

Karaktererne

Persongalleriet i Hot Mess er ikke stort, men det behøver det heller ikke at være i en bog på kun 270 sider. Der er mange navne at hitte rundt i, men de vigtige personer formår alligevel at fæstne sig lidt bedre i hukommelsen end de mindre vigtige.

Ellie

Vores hovedperson Ellie Knight er som tidligere nævnt 29 år. Hun er nyligt single og bor derfor på et værelse i en lejlighed med to andre. Hendes vennekreds består primært af Sophie og Thomas, men også kollegaen Maddie har fået en plads. Ellie fremstår på mange måder som en bitter kvinde, der nærmest hader alt, hvad der ikke lige falder i hendes smag. På sin arbejdsplads virker hun endog meget usympatisk og direkte led.

I nogle situationer, virker hun meget ligefrem og morsom at være i selskab med, og det er ofte hende, der har givet mig anledning til at grine højt.

Vennerne

Sophie og Thomas fremstår som en tætknyttet vennegruppe, der deler alt med hinanden. Det er også Sophie og Thomas, der i sin tid fik Ellie på Tinder og swipede de første mange mænd for hende. Der er en god dynamik i gruppen og deres relationer og samtaler virker ægte og dybe.

Familien

Omvendt har jeg det med familien. Samtalerne mellem Ellie og hendes far Allan og søster Jenny virker dybt absurde og til tider skræmmes jeg endda over, hvordan søstrene taler til hinanden. Ellies søster er en stolt kvinde, der er flyttet langt væk med sin mand og datter, og som absolut ikke har behov for at tale om noget med familien. Ellies far er en mand med et dybtliggende og yderst velfungerende humor-gen, hvilket absolut er nødvendigt, når Jenny angriber ham med en enten enormt tør humor eller ondskabsfulde udtalelser. Samme gen er dog også skyld i, at jeg flere gange var i tvivl om, hvorvidt faren lavede sjov eller forstod en joke.

Hvem kan læse Hot Mess?

Jeg vil anbefale singler og unge kvinder at læse denne. Den er humoristisk og tør på samme tid. Selv om den er sjov og nogle gange lidt i overkanten, lukker man alligevel bogen med en følelse af, at man er blevet lidt klogere på livet. Især vil jeg dog anbefale den til de af jer, der har været glade for Bridget Jones. Der er mange ligheder, men det er en lidt særlig måde at skrive en bog på, og altså ikke en, jeg bryder mig særligt om, men hvis du gør, er jeg sikker på, at denne her også falder i god jord hos dig!

Et godt råd er dog at springe farens vedhæftede dokument til mailen over. Nogle vil helt sikkert synes, det er hylende morsomt, men hvis du ikke er en af dem, så går du altså ikke glip af noget ved at droppe dem.

Bogen Monsun af stjerner på et bord ved siden af en buket af gule blomster.

Monsun af stjerner

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Katrine Williams

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Serie: Sjælealkymi #1

Om Monsun af stjerner

Efter en tragisk ulykke, der kostede hendes bedste ven livet og nær også hendes eget, må 16-årige Stella flytte til Mission Beach i Australien. Her skal hun bo hos sin moster, mens hendes mor får startet op på sit nye arbejde. Efter ulykken begynder Stella at se ting og personer, ingen andre kender til. Hun lærer dog hurtigt at skelne dem fra virkeligheden og kalder dem for hallucinationer. Efter ankomst til Mission Beach er Stella fortsat præget af hallucinationer, og det går langsomt op for hende, at hendes syner har forbindelse til noget, der ligger langt forud for den forfærdelige ulykke. Samtidig forsøger hun at skabe sig et netværk i den nye by, og hun bliver hurtigt venner med pigerne Alyssa og Nena, og falder langsomt for både den charmerende Castor og den mørke Jared. Men hun er nødt til at træffe et valg.

Mine tanker om Monsun af stjerner

Monsun af stjerner er første bind i en fantasyserie om kærlighed, venskab og skæbnesvangre valg, og det kan mærkes. Der bliver brugt meget tid på at præsentere karakterer opbygge deres relationer til hinanden, hvilket styrker persongalleriet, og samtidig udvikler historien sig hele tiden gradvist mod et større klimaks, hvilket resulterer i, at man som læser konstant er spændt på næste udfald. Historien foregår i 1986, hvilket har betydning for nogle af de genstande og situationer, vi oplever gennem Stella, og det synes jeg egentlig var sjovt. Jeg er ikke helt overbevist om, at det er nødvendigt at lade historien udspille sig i den periode, men jeg er spændt på at se, om der er en forklaring på, hvorfor det er blevet sådan, når næste del bliver tilgængelig.

Monsun af stjerner er en af de fantasyromaner, der tager afsæt i den verden vi alle lever i. Jeg elsker den type fantasy, da alt kan ske, men der alligevel stadig er nogle realistiske rammer at holde sig indenfor. Der er enkelte tidspunkter, hvor dette brydes (bl.a. virker nogle af dialogerne underlige, og Alyssas baggrund er meget forvirrende for mig, da jeg ikke kan finde ud af, hvor længe hun rent faktisk selv har været i Australien), men generelt fungerer historien godt, og siderne vendte næsten sig selv i min forventning om at få svar på mine spørgsmål, samt for at finde ud af, hvordan kærlighedsdramaet udviklede sig.

Karaktererne virker gennemtænkte og jeg er vild med, hvordan Castor og Jared i mange tilfælde virker som hinandens modsætninger, på samme måde som Alyssa og Nena også gør det.

Der er mange huller, som stadig mangler at blive fyldt ud, hvilket giver historien de her mystiske undertoner, som også er med til at bære historien frem.

Sprog

Sproget rammer mig på ingen måde, og det er jeg rigtig ærgerlig over. Mange steder har mit lille dansklærerhjerte haft lyst til i margenen at skrive: “Her kan du med fordel arbejde med at bruge mere showing fremfor telling i dine beskrivelser.” Samtidig føler jeg en diskontinuerlig skriftlighed, da der mange steder er gode objektiver beskrivelser af situationer, tanker og følelser, mens det andre steder virker som om, forfatteren har prøvet at ramme Stellas ungdommelighed i tanker og situationer, hvilket bryder flowet. Eksempelvis gøres der indimellem brug af ord som “hov” og “ups” i situationer, hvor der ikke er direkte tale eller introduktion til Stellas tanker. Her ville jeg have værdsat at forfatteren havde valgt at holde enten den ene eller den anden stil, da de begge er gode bud på en måde at fortælle en historie på. Når de blandes sammen, som jeg oplever at de gøres i Monsun af stjerner, så synes jeg ikke, det virker optimalt.

Alt i alt

Monsun af stjerner var for mig, på trods af en spændende og medrivende fortælling, en lidt skuffende oplevelse. Bagsideteksten, coveret og titlen var alle tre ting, der havde gjort mig enormt spændt på læsningen, men sproget og fortællemåden ødelagde desværre min læsning. Jeg er sikker på, det ikke er alle, der ville have samme oplevelse som mig, for der er helt sikkert nogle læsere, der gerne vil tages så meget i hånden, som jeg følte, jeg blev ved læsningen af denne bog.

Jeg føler, at der er rigtig meget potentiale i ideen bag bogen, og historien er også rigtig god. Efter at have vendt sidste side, sidder jeg helt klart med en følelse af, at historien kun lige er begyndt, og at der er mange svar at hente i den næste.  Dog synes jeg, at udførelsen mangler lidt arbejde, hvis jeg skal være helt fanget, og derfor ender jeg med at give bogen 2/5 hjerter.

Tak

Tak til Katrine Williams og forlaget mellemgard for at give mig mulighed for at læse og anmelde Monsun af stjerner. Jeg ønsker jer god vind med fortsættelsen til den!

Bogen mælk og honning på et bord ved siden af en vase med gule blomster.

mælk og honning

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Rupi Kaur

Udgivelse: Forlaget Lindhardt og Ringhof, 2018

Originaltitel: milk and honey

Antal hjerter: ♥♥♥♥

Om mælk og honning

Mælk og honning beskrives af forlaget som et kvindeligt erfaringsrum, hvilket er et udsagn jeg glædeligt tilslutter mig. Bogen er en samling korte, intense og følelsesmættede digte, der er opdelt i fire kategorier. Hver kategori sætter fokus på en følelsesmæssig oplevelse af livet (som kvinde). Selv om Rupi Kaur er en kvinde og fortæller, om oplevelser kvinden har, så behøver man altså ikke selv at være kvinde for at læse, nyde og få noget ud af digtsamlingen. Alle kan være med.

tanken om at vi er
i stand til at elske
men stadig vælger
at være giftige

(mælk og honning s. 23)

De fire kategorier kan læses uafhængigt af hinanden (hvilket hvert enkelt digt i den grad også kan), men der er også tænkt en vis progression ind i opsætningen. En form for yin og yang/taiji-tankegang; harmoni og balance mellem det sure og det søde, det hårde og det lette, det onde og det gode. Overordnet for digtene er dog at de handler om kærlighed. Kærlighed i mange forskellige afskygninger. Kærlighed, der gør ondt; kærlighed, der varmer; og den kærlighed, der er nødvendig for et godt liv.

Mine tanker om mælk og honning

Digtsamlingen udkom første gang på engelsk i 2014 og har siden ligget på bestsellerlisten i mere end 100 uger, hvilket ikke overrasker mig. Kaur når med sine letlæste og korte digte ud til mange forskellige mennesker. Man skal som læse ikke bruge meget tid på at forstå hvad digtene handler og drejer sig om, men man kan vælge alligevel at bruge tid på at prøve at forstå, hvor digtene kommer fra. Nogle af digtene oplevede jeg, talte direkte til mig og satte ord på nogle følelser eller oplevelser, jeg kunne genkende enten fra mig selv eller min omgangskreds, hvor andre var nogle, jeg ikke kunne sætte mig ind i på samme måde, selv om jeg forstod dem. Herved får Kaur skabt et rum, hvor man kan udforske og genkende på samme tid.

Sproget

Digtene er skrevet i et hverdagslignende sprog, der til tider kan minde om de motivational quotes, man kan finde rundt om på internettet. Dette mener jeg helt klart er en af digtsamlingens styrker.

hvis du ikke er nok for dig selv
vil du aldrig være nok
for en anden

(mælk og honning s. 197)

Digtene er skrevet uden megen tegnsætning eller indpakning, og opleves herved også som rå og hudløst ærlige kommentarer til livet. Enkelte af digtene kan nemt egne sig som oplæsning, og digtsamlingen er en god introduktion til lyrikgenren, hvis man normalt ikke læser den slags. Det kan dog godt blive en lidt lang og ensformig oplevelse at læse, hvis man vælger at læse digtsamlingen fra ende til anden i et stræk. Jeg vil anbefale at man læser lidt hist og her, så man både forlænge oplevelsen, men også undgår at gå træt i det, da det almindelige sprogbrug nemt kan tage det smukke ud af digtene, hvis man ikke giver stroferne tid til at bundfælde sig, og sig selv tid til at opleve og suge til sig.

Oversættelsen

Poesi kan være en rigtig svær genre at oversætte (tro mig, jeg har prøvet), og dette har sandsynligvis ikke været en undtagelse. Som læser synes jeg dog, at oversættelsen er særdeles vellykket i om med, jeg ikke på noget tidspunkt har følt at teksten har været kluntet at læse eller føltes urytmisk. Oversættelsen er som regel kun noget man bemærker, når den er dårlig, men her synes jeg altså, den skal fremhæves for at fungere.

Almenmenneskelig lyrik

Mange mennesker tænker sjældent at lyrik er lettilgængelig læsning, mig selv inklusiv, men det er mælk og honning et bevis på, at det sagtens kan være. Der er noget jordnært og almindeligt over digtene, hvilket ikke bare gør oplevelsen mere tilgængelig, men som også understreger en af pointerne i digtsamlingen. Her er ingen løftede pegefingre eller snobberi i form af rynken på næsen eller hvad det nu kunne være. Livet er opture og nedture, og nogle gange er det hårdt, og andre gange er det smukt. Men det er ens for alle. Og vi er det alle sammen værdige. Og lige så er det med Kaurs digtsamling.

Vurdering

Som noget nyt vil jeg begynde at give de bøger, jeg anmelder, stjerner – eller dvs. jeg bruger hjerter indtil jeg har fået min særbestilling leveret af min kæreste. Jeg har lavet en forklaring på de forskellige antal stjerners betydning på samme side, hvor der står lidt om mig og bloggen. Du kan se den her eller klikke på menupunktet “Om mig”.

Da dette er første indlæg med en stjerne-/hjertevurdering, har jeg dog også valgt at forklare lidt om det her:

– En ringe læseoplevelse. Jeg vil nødig anbefale andre at læse bogen, hvis de generelt kan lide de samme bøger som jeg.

♥♥ – Læseoplevelsen var under middel, og der var for mange (eller for store) elementer, der var forstyrrende eller ikke fungerede for mig.

♥♥♥ – God læseoplevelse. Bøger med tre hjerter er absolut værd at læse, men der har været nogle (større) ting, der ikke har været efter min smag.

♥♥♥♥ – Læseoplevelsen er rigtig god med kun få mangler eller skuffende input.

♥♥♥♥♥ – Fantastisk læseoplevelse! Need I say more?

Anne Mette Hancocks bog Mercedes-snittet

Mercedes-snittet

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Anne Mette Hancock

Udgivelse: Forlaget Lindhardt og  Ringhof, 2018

Serie: Nr. 2 i Kaldan/Schäfer-serien (læs om nr. 1 Ligblomsten her – dog på engelsk)

Efter den succesoplevelse det var, at læse Anne Mette Hancocks debutroman Ligblomsten, havde jeg virkelig set frem til at få fingrene i den næste i serien. Jeg forudbestilte bogen tilbage  marts, og da vi nærmede os udgivelsesdatoen den 1. juni, var jeg simpelthen så spændt! To uger inden dumpede der dog et anmeldereksemplar ind af døren fra de fantastiske mennesker hos Lindhardt og Ringhof, og jeg var jublende lykkelig! Det tog mig ikke mange minutter at være fuldstændigt fanget af handlingen og fyldt af gensynsglæde over de fantastiske karakterer Heloise Kaldan og Erik Schäfer!

Om bogen

I Mercedes-snittet forsvinder tiårige Lukas fra sin skole, hvilket får Heloise til at tænke, at hun har ret i, at det er farligt at sætte børn i verden. Hun bliver af avisen bedt om at dække sagen, og støder herved atter på sin gode ven Erik Schäfer, der efterforsker sagen.

Det viser sig at være en sag, der stikker helt af og peger i mange forskellige og forfærdelige retninger. Pludselig dukker Lukas’ telefon dog op, og herigennem opdager politiet, at Lukas er besat af pareidolia – af at fotografere ting, der ligner ansigter. Der er særligt et billede, som tiltrækker sig politiets opmærksomhed, men det virker stadig umuligt at finde noget, der peger konkret på, hvad der er sket med Lukas.

Mine tanker om Mercedes-snittet

Anne Mette Hancock trådte frem på den danske krimiscene med Ligblomsten, som indbragte hende Det Danske Kriminalakademis debutantpris, og nu markerer hun sig tydeligt og bestemt med Mercedes-snittet som en krimiforfatter, der er kommet for at blive. Og det har hun i den grad også fortjent. Anne Mettes sprog og skrivestil er levende og nutidigt. Karaktererne har dybde og sjæl, og Anne Mette formår på fineste vis at levere en krimi, der kravler ind under huden på sin læser. Mercedes-snittet er eminent og velskrevet, og der er ingen tvivl om, at hver eneste sætning er nøje gennemtænkt og bearbejdet.

Mercedes-snittet er dansk krimi, når det er allerbedst. En af de mere fantastiske ting ved serier, er den udvikling, man får lov til at følge hos karaktererne gennem helt små og for handlingen næsten ubetydelige øjeblikke. Dette er også et træk Hancock har tilføjet sit værk med umådelig detaljerigdom og skarphed.

Min eneste anke er, at Michala Friis er alt for lidt med! Så kære Anne Mette Hancock: Michala Friis må for min skyld godt få sin helt egen serie – hun er så skøn!

The Danish edition of The Power by Naomi Alderman on a wooden desk.

Kraften

Bogen er et anmeldereksempler fra forlaget

Originaltitel: The Power

Forfatter: Naomi Alderman

Udgivelse: Forlaget Alhambra, 2018

Jeg er nødt til at starte med at sige, at dette er en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har ejet. Til et bloggerevent hos Carlsen om YA-litteratur i april (som du kan læse mere om her) sagde forlagschef Christian Bach at hans filosofi var, at bøger skal være lavet i lækker kvalitet, hvis man vil have at folk skal købe dem. Jeg kunne ikke være mere enig! Jeg fravælger altid pocketbooks (de der små paperbackbøger med tætskrevne sider, der sjældent er mere end 12cm bred og 18cm høj), og hvis prisforskellen er lav vælger jeg oftest min bog som hardback eller indbundet. Det gør bare oplevelsen lidt mere lækker!

Kraften af Naomi Alderman udgivet på forlaget Alhambra er smuk og virkelig lækker at have i hånden.

For det første er den i hardback format, hvilket betyder at den er nem at lægge i tasken uden at frygte, at hjørnerne bøjer, og at man kan læse den med en hånd uden at frygte at ryggen knækker og får revner.The book The Power showing of its beautful spine

For det andet er ryggen lavet, på en måde jeg aldrig har oplevet før (se billede)  – og helt ærligt: Det er så fantastisk! På den her måde kan siderne bevæge sig mere frit, når man holder bogen åben, uden at det slider på bogryggen! Jeg har ingen anelse om, hvad det kaldes at gøre det på denne måde – så hvis du ved det, må du meget gerne oplyse mig!

For det tredje kommer bogen med eget bogmærke i lækker og holdbar kvalitet og en flot rød farve, der passer til resten af farverne på bogen. Og når nu vi er ved farvevalget, så er jeg vild med valget af farver til bogens omslag. Farverne harmonere smukt med hinanden og omslaget er så gennemført at selv siderne er farvet i kanten.

Men nu skal vi videre:

Kraften

I Kraften følger vi fire liv fra forskellige dele af verden, der vikles ind i den samme historie. Overalt begynder teenagepiger nemlig pludselig at udvikle evnen til at give kraftige stød gennem deres hænder. En evne, der snart viser sig at kunne vende op og ned på kvinders skæbne overalt i verden, da det er en evne, der kan udfordre mændenes ellers overlegne fysik. Rundt om i verden håndteres denne forandring naturligvis på forskellige måder, men uanset, hvordan man forholder sig til forandringen, så har det konsekvenser for alle.

Mine tanker om Kraften

Kraften er en stærk fortælling om magt og ulighed i en verden meget lig vores. Alderman eksperimenterer med magtbalancen, og lader kvinderne trække det længste strå, for dernæst at berette om, hvad det kunne betyde for verden. Kraften er en nærmest dystopisk science fiction fortælling, der er svær at lægge fra sig, og som samtidig sætter tanker i gang hos læseren. Alderman griber fat i mange vigtige tematikker, der er er aktuelle for vores samfund i dag, og får på en gang fat i både spændingslæseren og den eftertænksomme læser.

Jeg har haft rigtigt svært ved at finde ud af, hvilke ord, jeg skulle bruge til at beskrive min holdning til Kraften. Den er uden tvivl en page-turner, der samtidig sætter masser af tanker og overvejelser i gang i læserens hoved. Kraften er skrevet i et letlæst sprog, og ofte holdt i kortere sætninger, som medvirker til at gøre læsningen virkelig intens.

Samtidig følte jeg dog at denne skrivestil tog noget af karaktererne, og da jeg mere er en karakterdreven læser end en handlingsdreven læser, så følte jeg desværre, at der manglede noget, for at jeg skulle være helt og aldeles fanget. Karaktererne virkede flade, og var ikke særligt sympatiske, hvilket betød, at jeg havde svært ved at holde med nogen af dem. Det føltes som om, karaktererne ikke fik lov til at udfolde sig, hvilket desværre betød at jeg mistede lidt af interessen.

Kraften kan anbefales til alle, der interesserer sig for feminisme, for magtfortællinger og/eller for den reflekterende læser, der elsker at blive stimuleret af historier om aktuelle emner.

The book The Few by Nadia Dalbuono on a table

Fordærv

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Original title: The Few

Forfatter: Nadia Dalbuono

Udgivet: Alhambra, 2018

Serie: Leone Scamarcio #1

Fordærv

Fordærv er første del i en serie om den erfarne kriminalkommissær Leone Scamarcio. Scamarcio er søn af en italiensk mafiaboss, men har valgt at gå en modsat vej og må derfor kæmpe for sin integritet som en af Roms politimænd. En dag bliver Scamarcio kaldt til et møde med sin chef, som beder ham om at undersøge en særlig sag – helt uofficielt.

Sagen handler om en død trækkerdreng, som er fundet myrdet i sin egen seng, og da der pludselig også dukker billeder op af denne trækkerdreng og en af Italiens højtstående politikere i en særdeles ømtålelig situation, er Scamarcio pludselig dybt involveret i en sag, der er svær at holde hemmelig. Som efterforskningen udfolder sig og trækker Scamarcio med ind i mere forfærdelige lag af det Italienske samfund, begynder Scamarcio også langsomt at miste sig selv lidt.

Mine tanker

Fordærv er en af den slags krimier, der tager læseren med politiet rundt i store dele af efterforskningsarbejdet, samt hovedpersonens tanker og privatliv. Det betyder, at man som læser kan få lov at udfolde sagen i samme tempo som hovedpersonen gøre det, hvilket også betyder, at man ofte føler sig lige så fortabt og forvirret som den stakkels kiminalkommissær, der er sat til at løse mysteriet.

Jeg havde svært ved at vænne mig til de italienske navne, og i lang tid følte jeg mig forvirret over, hvem der var hvem. Plottet var dog fængende og Scamarcio spændende at følge.

Mysteriet om den afdøde trækkerdreng leder Scamarcio til den italienske ø Elba, hvor en amerikansk pige er blevet kidnappet. Det virker næsten umuligt at finde en ammenhæng mellem disse to sager, hvilket gør historien endnu mere interssant. Når man som læser selv får lov at lege detektiv, synes jeg, man får lidt ekstra ud af historien. Jeg synes, det er fedt at få lov til at gætte løs og lave forskellige mulige scenarier i hovedet under læsningen.

Plottet var gennemtænkt, og der gik lang tid før, jeg begyndte at forbinde ledetrådene. De forbrydelser, man præsenteres for er barske og modbydelige, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at det ikke er en gengivelse af virkeligheden. Den sørgelige sandhed er dog nok, at det er en ret virkelig gengivelse af virkeligheden. Og selv om det gør mig trist at tænke på, så er det også en stor del af, hvad jeg kunne lide ved bogen.

Scamarcio er en velskrevet figur, som på mange måder virker ægte og menneskelig. Dalbuono har med snilde sørget for at han er en karakter, man har lyst til at vide mere om. Han er meget uafhængig og arbejder hårdt for at gøre sit job godt. Han er brysk, men samtidig også meget relaterbar. Noget af det, der gør ham særligt interessant er hans retfærdighedssans, som er formet af både hans baggrund med en kriminel far og hans job hos politiet.

Samlet set synes jeg, at romanen var en anelse forvirrende, omend spændende og grotesk. Scamarcio er svær at holde af, men samtidig er han også svær ikke at kunne lide, og han betyder helt bestemt meget for at romanen fungerer. Dalbuono har gjort et fantastisk arbejde med at lade sine karakterer udfolde sig gennem handlinger og tale, fremfor at give direkte beskrivelser af dem.

Min største anke er, at jeg synes, historien bevægede sig langsomt fremad. I forhold til, hvor forvirret jeg følte mig over navne og det velsammenskruede plot, var det sikkert en god ting, fordi det gav mig tid til at samle tankerne undervejs. Det kostede dog lidt på læsemotivationen hele tiden at sidde og føle, at der var langt endnu.

Er den noget for dig?

Hvis du er nået hertil, vil jeg skyde på, at du generelt godt kan lide at læse krimi, hvilket jo bestemt er et godt udgangspunkt. Fordærv er uforudsigelig og tager dig konstant med på nye udviklinger i sagen, der ikke altid giver mening ved første øjekast, men som vil sætte tankerne i gang. Derudover er hovedpersonen Scamarcio som nævnt meget menneskelig og derved let at identificere sig med.

Hvis du også er ved at være en lille smule træt af den stereotype krimiromanhovedperson, (ham den midaldrende mand, der drikker og ryger lidt for meget, og som har opgivet familielivet (bevidst eller ubevidst) på grund af arbejdet) så frygt ej: Sådan en er Scamarcio ikke. Hans dæmoner er nogle andre, hvilket giver denne roman et friskt pust. Sandt at sige er han ikke gift, og hans kærlighedsliv halter godt nok også lidt, men han føles stadig anderledes. God anderledes. Jeg håber, det er intentionen, at han fortsat skal være lidt anderledes på det punkt.

Hvis du holder af at læse en krimi med et gennemtænkt plot, der også vil få dig til at undres, når du har lagt bogen væk for en stund, så kunne denne bog sagtens være god for dig. Hvis du foretrækker en krimi, der kravler ind under huden på dig med forfærdelige og virkelighedsnære forbrydelser, så vil du nok også kunne lide denne. Selv om man er sparet de groteske detaljer om forbrydelserne, så er de stadig væmmelige at tænke på, og jeg er stadig rystet over, hvad mennesker kan gøre mod hinanden…

Tak

Jegvil gerne takke forlaget Alhambra for at sende mig et eksemplar Fordærv til anmeldelse!