Jeg står med en bog i hånden foran min bogreol.

Malstrøm

Malstrøm er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Serie: Fire folk #2 (Læs min anmeldelse af den første bog i serien Evig vinter her)

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Allerførst vil jeg lige advare om, at indlægget kommer til at indeholde spoilers fra bog 1!

Om Malstrøm

Malstrøm fortsætter præcis, hvor Evig vinter sluttede med sin enorme cliffhanger. I Malstrøm er sø- og skovfolket endelig kommet væk fra den forfærdelig lange vinter og fundet et sted, hvor solen atter skinner. Men de er ikke alene, og dem, der kom først, er ikke særligt sympatiske. Folket føres til et stort indelukke, hvor de behandles som dyr og lever under en konstant dødstrussel.

Gennem frihedsberøvelsen opdager Ivalu, at frihed er værd at kæmpe for at få tilbage, også selv om det ikke er alle i hendes flok, der er enige med hende. Men livet som træl er ikke meget værd.

Hos søfolket oplever Anfred, at der pludselig er nogle ting, der er værd at kæmpe for; også selv om det kan koste ham livet. Og det går langsomt op for begge folk, at de må gøre noget, hvis ikke de vil leve på lånt tid.

Mine tanker om Malstrøm

Hvor Evig vinter tog mig med storm, fangede Malstrøm mig en anelse langsommere. Dette er sandsynligvis, fordi Malstrøm er bog nr. 2 i en serie af 3, og derfor er der nu tid og plads til at dykke dybere ned i nogle af de lag, man ellers blot har strejfet overfladisk i den første bog. Herved får læseren også en dybere indsigt i plottet og et bedre kendskab til karaktererne, hvilket gør oplevelsen af den sidste og afsluttende bog endnu mere intens.

Der er stadig mange navne at holde styr på, men i løbet af bogen begyndte jeg at få styr på dem, og samtidig følte jeg også et bedre kendskab til dem, og kunne gætte mig lidt frem til, hvordan en given karakter ville reagere på en given situation. Det føltes som en sejr, da jeg endelig nåede dertil og min læsning af resten af bogen forløb meget mere flydende. Jeg synes absolut også, det er en styrke at persongalleriet er så bredt, da det giver indsigt i flere nuancer af folkets følelser og oplevelser. Selv om man ligner det folk, man kommer fra, så er man ikke ligesom dem. Alle er forskellige og har forskellige holdninger – og sådan er det også i Malstrøm.

HVem kan læse Malstrøm?

Malstrøm er en fortælling om tillid, magt og kærlighed. Det er en fortælling om mødet med de fremmede; mødet med andre kulturer og andre mennesker, end dem man kender. Malstrøm behandler emner, som er almen menneskelige på en måde, som gør at selv de yngre læsere kan opnå en form for dannelse ved at læse bogen.

Jeg kan varmt anbefale at denne bog læses sammen, så man kan tale om de uretfærdigheder, der opstår i bogen,da mange af de oplevelser Ivalu og Anfred har, er oplevelser, der nemt kan perspektiveres til nutidens flygtningesituation, til stereotyper og til magtgale. Vi kan alle komme ud for at naturkatastrofer rammer. Vi kan alle blive fanget i en kamp, vi ikke synes er vores. Vi kan alle opleve forelskelse, sorg, frygt og håb. Og vi kan alle gøre ting, vi egentlig ikke har lyst til, uanset hvilken årsag, der ligger bag vores handling.

Denne bog åbner op for snakken om alle disse ting, og jeg er sikker på, man også ville kunne arbejde med den i danskundervisningen på folkeskolens mellemtrin. Det er min oplevelse, at Malstrøm sagtens kan læses uafhængigt af Evig vinter, omend man mangler en introduktion til en del af karaktererne, da der virkelig er mange af dem. Derudover går man også glip af hele den underliggende forståelse for, hvorfor de to folk har været nødt til at bevæge sig over på en ø, hvor de bliver behandlet som skidt. Men hvis man som lærer eller forældre forbereder sine elever/sit barn godt i førlæsningsfasen, er jeg ikke det mindste i tvivl om, at denne bog sagtens kan blive et hit.

Evig vinter

Evig vinter er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Louise Roholte

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Serie: Fire folk #1 (læs også min anmeldelse af del 2 Mastrøm her)

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥♥

Om Evig vinter

*Bagsidetekst*

En evig vinter har sænket sig over skovene, og Ivalu og hendes flok lider i kulden, mens de forsøger at finde føde i det golde landskab. De er ved at miste troen på, at foråret vil komme, og de skal tage stilling til, om de vil risikere at dø af sult i de skove, de holder så meget af, eller om de skal forlade dem i håbet om at finde et sted, der vil behandle dem mildere.

Sne og frost har også begravet fiskene under en tyk dyne af is ved søerne, hvor Arnfred bor med sin flok. Fiskene kan ikke flygte, men de andre dyr er draget mod nord og flokken overvejer at tage afsked med en verden, de kender. De to folk beslutter uafhængigt af hinanden, at en vandring mod nord er deres bedste chance for overlevelse – ganske uvidende om, at deres prøvelser først lige er begyndt.

Mine tanker om Evig vinter

Bogen veksler mellem to synsvinkler; Ivalu fra skovfolket og Anfred fra søfolket. Dette er med til at opretholde en konstant spænding, der gjorde det svært ikke lige at skulle læse næste side og næste kapitel med, og da sidste side var vendt måtte jeg straks hente den næste fra reolen.

De to synsvinkler er også med til at give et bedre indtryk af den verden, vi befinder os i på en let og forståelig måde. Samtidig introduceres de to folk som naturlige, selv om det langsomt går op for læseren af de absolut er forskellige. Jeg er helt vild med skift i synsvinkler, når jeg læser, og i Evig vinter er det gjort uligeligt fordelt, hvilket jeg synes var rigtigt fint.

Evig vinter er utroligt velskrevet og fortælling rammer mig lige der, hvor mit fantasyhjerte er blødest. Jeg behøver ingen vilde dragekampe eller trolddom og magi, selv om det kan være nok så fedt. Jeg elsker, når universet er anderledes. Bare lidt. I Evig vinter virker mange af omgivelserne velkendte, men de er det med et twist. Samtidig virker alle personerne som en form for mennesker, men det ligger aligevel i luften, at de har forskellige egenskaber og udseende.

Karaktererne

Persongalleriet i Evig vinter er stort. Der er mange navne at hitte rundt i, og til tider var jeg faktisk en anelse forvirret over, hvem der var hvem. Derudover har jeg lidt svært ved at aldersbestemme personerne og vurdere, hvem der er jævnaldrende. Når det så er sagt, synes jeg, at Roholte har lagt et enormt arbejde i at udvikle nogle menneskelige karakterer, som lever deres eget liv i historien. Personerne har dybde og sjæl, og de er min primus motor for at fortsætte historien – jeg vil vide, hvad der skal ske de stakkels folk, der er ved at dø af sult.

Ivalu, som vi følger hos skovfolket fremstår utroligt sejlivet og med ben i næsen. Hun er kærlig og omsorgsfuld, og jeg føler, at hun også besidder en enorm styrke. Hun er let at omgås for de andre i gruppen, og en del af pigerne ser op til hende. Ivalu er for mig at se Evig vinters hovedperson, selv om Anfred også figurerer som en af nøglefigurerne.

Anfred er en del af søfolket. Han virker på mig en smule yngre end Ivalu, men med samme omsorgsfulde og kærlige sjæl, samt stædige og kraftfulde dybde.

plottet

Evig vinter er første del i trilogien Fire folk, og er derved også indledningen til en større historie. Dette betyder at plottet ganske langsomt udvikler sig, og der er gjort plads til netop karakter- og universopbygning. Bogen fungerer dog ganske udmærket i sig selv, men det er svært ikke at ville læse videre, når den sidste side er vendt, så du bør måske låne de næste i serien med det samme.

Selv om den overordnede historie udfolder sig ganske langsomt, har Roholte gjort plads til et par mindre og mere karakterbundne fortællinger om livet i den evige vinter, der er med til at skabe spænding med jævne mellemrum. Historien er flot fortalt og som læser var jeg fastholdt af en blanding af spænding og nysgerrighed spundet sammen med den levende og flydende fortællestil.

Hvem kan læse den?

Evig vinter er en skøn lille læseoplevelse til dem, der elsker en god fantasyfortælling i mere eller mindre velkendte rammer. Den er til dig, der gerne vil have korte læseoplevelser og til dig, der mener at personerne og universet er en stor del af læseoplevelsen. Den er til dig, der holder af smukke sproglige kompetencer, og til dig, der nyder et godt sammenskruet plot.

Jeg vil anbefale den fra 12 år.

Bogen Monsun af stjerner på et bord ved siden af en buket af gule blomster.

Monsun af stjerner

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget.

Forfatter: Katrine Williams

Udgivelse: Forlaget mellemgaard, 2018

Antal hjerter af fem mulige: ♥♥

Serie: Sjælealkymi #1

Om Monsun af stjerner

Efter en tragisk ulykke, der kostede hendes bedste ven livet og nær også hendes eget, må 16-årige Stella flytte til Mission Beach i Australien. Her skal hun bo hos sin moster, mens hendes mor får startet op på sit nye arbejde. Efter ulykken begynder Stella at se ting og personer, ingen andre kender til. Hun lærer dog hurtigt at skelne dem fra virkeligheden og kalder dem for hallucinationer. Efter ankomst til Mission Beach er Stella fortsat præget af hallucinationer, og det går langsomt op for hende, at hendes syner har forbindelse til noget, der ligger langt forud for den forfærdelige ulykke. Samtidig forsøger hun at skabe sig et netværk i den nye by, og hun bliver hurtigt venner med pigerne Alyssa og Nena, og falder langsomt for både den charmerende Castor og den mørke Jared. Men hun er nødt til at træffe et valg.

Mine tanker om Monsun af stjerner

Monsun af stjerner er første bind i en fantasyserie om kærlighed, venskab og skæbnesvangre valg, og det kan mærkes. Der bliver brugt meget tid på at præsentere karakterer opbygge deres relationer til hinanden, hvilket styrker persongalleriet, og samtidig udvikler historien sig hele tiden gradvist mod et større klimaks, hvilket resulterer i, at man som læser konstant er spændt på næste udfald. Historien foregår i 1986, hvilket har betydning for nogle af de genstande og situationer, vi oplever gennem Stella, og det synes jeg egentlig var sjovt. Jeg er ikke helt overbevist om, at det er nødvendigt at lade historien udspille sig i den periode, men jeg er spændt på at se, om der er en forklaring på, hvorfor det er blevet sådan, når næste del bliver tilgængelig.

Monsun af stjerner er en af de fantasyromaner, der tager afsæt i den verden vi alle lever i. Jeg elsker den type fantasy, da alt kan ske, men der alligevel stadig er nogle realistiske rammer at holde sig indenfor. Der er enkelte tidspunkter, hvor dette brydes (bl.a. virker nogle af dialogerne underlige, og Alyssas baggrund er meget forvirrende for mig, da jeg ikke kan finde ud af, hvor længe hun rent faktisk selv har været i Australien), men generelt fungerer historien godt, og siderne vendte næsten sig selv i min forventning om at få svar på mine spørgsmål, samt for at finde ud af, hvordan kærlighedsdramaet udviklede sig.

Karaktererne virker gennemtænkte og jeg er vild med, hvordan Castor og Jared i mange tilfælde virker som hinandens modsætninger, på samme måde som Alyssa og Nena også gør det.

Der er mange huller, som stadig mangler at blive fyldt ud, hvilket giver historien de her mystiske undertoner, som også er med til at bære historien frem.

Sprog

Sproget rammer mig på ingen måde, og det er jeg rigtig ærgerlig over. Mange steder har mit lille dansklærerhjerte haft lyst til i margenen at skrive: “Her kan du med fordel arbejde med at bruge mere showing fremfor telling i dine beskrivelser.” Samtidig føler jeg en diskontinuerlig skriftlighed, da der mange steder er gode objektiver beskrivelser af situationer, tanker og følelser, mens det andre steder virker som om, forfatteren har prøvet at ramme Stellas ungdommelighed i tanker og situationer, hvilket bryder flowet. Eksempelvis gøres der indimellem brug af ord som “hov” og “ups” i situationer, hvor der ikke er direkte tale eller introduktion til Stellas tanker. Her ville jeg have værdsat at forfatteren havde valgt at holde enten den ene eller den anden stil, da de begge er gode bud på en måde at fortælle en historie på. Når de blandes sammen, som jeg oplever at de gøres i Monsun af stjerner, så synes jeg ikke, det virker optimalt.

Alt i alt

Monsun af stjerner var for mig, på trods af en spændende og medrivende fortælling, en lidt skuffende oplevelse. Bagsideteksten, coveret og titlen var alle tre ting, der havde gjort mig enormt spændt på læsningen, men sproget og fortællemåden ødelagde desværre min læsning. Jeg er sikker på, det ikke er alle, der ville have samme oplevelse som mig, for der er helt sikkert nogle læsere, der gerne vil tages så meget i hånden, som jeg følte, jeg blev ved læsningen af denne bog.

Jeg føler, at der er rigtig meget potentiale i ideen bag bogen, og historien er også rigtig god. Efter at have vendt sidste side, sidder jeg helt klart med en følelse af, at historien kun lige er begyndt, og at der er mange svar at hente i den næste.  Dog synes jeg, at udførelsen mangler lidt arbejde, hvis jeg skal være helt fanget, og derfor ender jeg med at give bogen 2/5 hjerter.

Tak

Tak til Katrine Williams og forlaget mellemgard for at give mig mulighed for at læse og anmelde Monsun af stjerner. Jeg ønsker jer god vind med fortsættelsen til den!

The Kindle verison of Wildwood's cover in black and white

Wildwood

Author: Jadie Jones

Published: Parliament House, 2017

Series: The Hightower Trilogy

Wildwood

Tanzy is a young girl at around 18 years who lives with her mum, who prefers to stay indoors at home, and dad, who owns a horse farm named Wildwood, where he fully invests his time outside of the family. One day however, something terrible happens; Tanzy loses her father and is dragged in to a long period of sorrow where her mother retreats and leaves Tanzy to fight on her own. This is very tough to read about and Jones has written this exceptionally well! We feel the despair that Tanzy goes through and it is hard to see how she will ever pull through.

My Thoughts

Wildwood was an amazing page-turner and I was thoroughly consumed by Jones’ incredible story!

Tanzy is in many ways a very relatable character, I do however think, that she turns a little more than slightly annoying towards the end of the book. She misses vital and obvious clues that could help her on her way, and she sometimes act a lot younger than her age in that she reacts on pure emotion rather than rationally. This I felt was quite disturbing to my liking of her character. Despite this fact, I really loved the story! The ending left me a little deflated, since a lot of new things and characters were suddenly introduced, but I guess that is to be expected when there are more books in the series.

Jadie Jones has written a marvellous fantasy story that can appeal to a lot of different people. It is hard to know what will happen next, and Jones has created the feeling that the reader is just as lost as Tanzy is, when she is introduced to the bigger picture. It is hard to know who to believe. The story unfolds so deliberately that parts of it reminded me of how J.K. Rowling managed to weave in hints and plot twists in the Harry Potter series. Again, the only regrettable thing about this is how slow Tanzy is to pick up on these clues.
But I for one will be moving quickly on to the next in the series!

Should You Read It?

If you enjoy a good fantasy story that at the same time deals with universally human topics such as grief, this will probably be a good read for you. If you at the same time enjoy a book that leaves little hints to figure out the plot every now and then, then this book would be a good one for you to get your hands on. The story flows from page to page and I sincerely had a hard time putting it down, whenever I had to stop reading (you know, when life gets in the way and you have to go to work or eat dinner or sleep). More than once the book reminded me of the Harry Potter series – not in its use of magic at all, but in the way that Jadie Jones has built up her world and her story.

Thanks

I was kindly send this copy by the Parliament House in exchange for an honest review. Thank you.

If you have become interested in this book, you can read more about Wildwood on Goodreads by clicking here.

The book Pigen fra Månehøjen on a tree branch

Drømmen om at skrive

Hello everyone! This post will be in Danish as it is written in connection with a blog tour of the Danish book “Pigen fra Månehøjen” by Lene Krog.


Følgende er skrevet af forfatter Lene Krog og handler om at følge sin forfatterdrøm. God fornøjelse med læsningen, og tak til Lene for at dele disse tanker med os!

drømmen

Engang for længe siden, i den helt spæde begyndelse af dette årtusinde, startede min rejse som forfatter, da et forlag skrev til mig, at de ville udgive min bog. Hurra! Lykken var gjort. Drømmen var nået. Sådan, mand!

Det var før sociale medier (ja, så gammel er jeg), lige kort før jeg fik min første mobiltelefon (og dengang var der ikke engang kamera i), og markedsføring var noget med aviser og blade. Der var da heller ikke meget i budgettet til en så ukendt forfatter som mig, men en af mine lærere tilbød at kontakte den lokale ugeavis for mig, så de kunne lave et interview, og jeg kunne få lidt eksponering.

Vent? Hvad?

Så folk kunne se, det var mig, der havde skrevet den der bog? Nej, sådan skulle det jo ikke være. Drømmen var jo bare at skrive bøger. Ikke stille op til interviews og udstille mig selv. Allerhelst ville jeg jo bare være anonym, mens mine bøger fløj hen over disken ved boghandleren.

Sådan virker det selvfølgelig ikke. Men stakkels, lille, introverte mig var ved at gå til over et simpelt, hypotetisk interview til ugeavisen. Så jeg sagde nej til min lærer. Forbød hende at kontakte dem. Og så kom anmeldelserne. Lidt blandede. Både positive og negative, men det negative vejede naturligvis mest, desværre. Og med det hele blandet sammen, tog det lidt modet fra mig.

Sjovt nok afholdt det mig ikke fra at skrive. Det var jo det, jeg elskede. Drømmen var at skrive. Men at skulle vise det frem, at skulle tage kritik, at skulle promovere bogen og mig selv – det var jo bare slet ikke drømmen. Men det følger alt sammen uvægerligt med, og det havde jeg lidt svært ved at acceptere.

Og til sidst stoppede jeg med at skrive. I rigtig lang tid.

Indtil for fem år siden. Pigen fra Månehøjen begyndte lige så stille at spire, og jeg havde en idé om at skrive den på engelsk og gemme mig bag et pseudonym. Godt nok var jeg på de sociale medier, men det var alligevel ikke helt mig – jeg var jo pseudonymet nu. Jeg legede lidt med Amazon, kom i kontakt med andre forfattere, og fandt Goodreads.

Jeg læste et væld af dårlige anmeldelser på populære bøger, og fandt langt om længe ud af, at man ikke kan behage hver en læser. Ligesom så meget andet, er det individuelt, om nogen kan lide en bog eller ej. Nogle elsker den samme bog, som andre hader. Og da det gik op for mig, var det på en måde nemmere at skrive. Jeg begyndte at skrive det, jeg gerne selv ville læse.

Jeg har også lært at tage kritik til mig, hvis jeg kan bruge den, og ryste den af mig, hvis jeg ikke kan. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind. Og efter mit korte engelske indie eventyr, som var alt for besværligt med alskens udenlandske skatteregler at sætte sig ind i, besluttede jeg mig for at vende tilbage til det danske sprog, omskrive Pigen fra Månehøjen, i mit eget navn tilmed, og tage kampen op mod angsten for selvpromovering.

Det er stadig min drøm at skrive bøger. Det har det sådan set altid været. Pigen fra Månehøjen har jeg selvudgivet, og det lykkedes mig at få den sendt videre til at få en lektørudtalelse, så bibliotekerne rundt omkring i Danmark nu er ved at købe ind af den. Og jeg glæder mig til at folk låner min bog og læser den. Om de kan lide den, tja, det kan jeg jo ikke styre. Men jeg kan håbe det. Og i mellemtiden fortsætter jeg min skrivedrøm, med alt det der følger med.


Pigen fra Månehøjen

Pigen fra Månehøjen er den første bog i en dansk fantasyserie om de to piger Merian og Aia fra landet Bragimark; et land i krig, hvor de få med magiske evner jages og deres evner tages fra dem. En dag tvinges de to piger ud på en rejse, der på mange måder bliver en betydningsfuld færd for de to piger; og ikke kun for dem personligt.

Vind bogen

Hvis du hopper forbi Lenes Facebookprofil har hun gang i en konkurrence, hvor du kan vinde hendes bog Pigen fra Månehøjen. Konkurrencebetingelser og lignende vil være at finde samme sted. Jeg ønsker alle en spandfuld held og lykke, og god fornøjelse!

Hvis du skulle være uheldig ikke at vinde bogen, kan den heldigvis købes flere steder både som fysisk eksemplar og som e-bog eller lånes på biblioteket. Så klik ind på din foretrukne bogsalgshjemmeside eller løb ned i den nærmeste boghandler eller det nærmeste bibliotek og skaf dig dit eget eksemplar, så du kan komme i gang.

The Book Regnfaldet (in English: The Rainfall) is lying between green plants

Regnfaldet – The Rainfall

Author: Gudrun Østergaard

Published: Kandor, 2014

In the beginning of July I read Regnfaldet (from now on referred to as The Rainfall, even though it is not the official translation. As far as I can tell the book has only been published in Danish.)

the book

The Rainfall takes place in a fantastical universe, albeit it does not differ much from what we know. It is a story about a small apartment building with four residents and a caretaker in a world where it rains constantly. The streets are flooded and as the story moves forward, the rain gets worse. Food supplies are cut off and people move away. Businesses shut down and basements are flooded. Yet people carry on, because the rain has been there for so long, it seems normal.

The four residents are four very different people, who do not wish to be involved in the lives of the other residents – or to some extent other people at all. They even prefer to not talk to the caretaker, even when they do have an issue that needs fixing. The caretaker on the other hand is a very talkative man, who smiles to people as he passes them. One day, the caretaker turns up dead, and the four residents come together to solve the mystery of his death, only to discover an even darker side to the whole ordeal.

my thoughts

This book was beyond weird, but so well-written. The fact that the fantstical universe was so close to our world, yet still very different made the reading experience a little odd. Everything seemed so normal, yet everything seemed a little off. This gives the book a somewhat eerie setting and adds a darkness to the story. The characters were really interesting, and for the better part of the story, those were the reason I continues reading. They are all, each in their own way, very peculiar people, and I kept trying to guess what would happen next.

Gudrun Østergaard writes exceedingly well, and the characters were very believable. When we have gotten to know the characters the plot twists and the caretaker turns up dead. The residents come together, and knowing from the first part of the book how they feel about each other and how different they are, I expected an almost comical meeting.

Should you read it?

The story itself was so strange, and at times I am not even sure I understood it, but the writing was excellent, and the characters were so peculiar! This book should definitely be read by someone who enjoys a great universe and cast, but does not need the book to give the reader all the answers.

The Winner's Kiss, on a table

The Winner’s Curse

The Winner’s Curse is the first book of The Winner’s Trilogy by Marie Rutkoski.

I first began reading The Winner’s Curse on my Kindle, but I didn’t get very far into it before I decided that I had to own the trilogy as physical copies. The Winner’s Curse was so good and the books are so pretty! And I am that vain.

It turned out to be a good choice, since The Winner’s Curse was a page-turner, that I devoured over the course of a weekend. The tone’s invigorating and although it is not a revolutionary story, it is a very good read.

The story is about Kestrel, a general’s daughter, who purchases a slave at the local market, even though she doesn’t really condone slavery – or at least not to the extend of her owning a slave. The slave she purchases is Arin, a skilled blacksmith, who – despite being a slave – manages to conduct himself with dignity. Arin is put to work at Kestrel’s father’s forge. At the same time he functions as Kestrel’s personal escort into town. This gives the two of them time to get to know each other.

The Winner’s Curse review: spoilers ahead

As these stories go, of course the one falls a teeny-tiny-bit in love with the other and vice versa, which evidently creates a problem. As I said; nothing revolutionary. I loved this book, though! It has it all: War, love, starcrossed lovers, hurt, hope, friends, pride, and I could go on.

I especially like Kestrel’s fierceness and how her personality embodies both the gentle and the stronger aspects of a person. At times, as with most young characters in stories, I tend to think that she is wise beyond her years, yet at other times, she is as stupid or as self-involved as a regular teenager can be. This is definitely a bonus, since I love when the characters seem ‘real’: Like they could be part of our world. Arin, on the other hand, is difficult for me to grasp. I never really buy the whole “He’s falling in love with her”-part, although it is apparent towards the end of the book, that he has felt this way for some time. He is a very private person, and I completely understand why that is, and that may be why I don’t really get him.

However, I think, that the book could have benefitted from having more thorough descriptions of his affection for Kestrel. And vice versa. Suddenly, I feel like I have not said enough positive things about this book. The Winner’s Curse does deserve to be praised. Although we have heard the story before, and met the characters one way or another, it is a very enjoyable read! I loved every page of it, and do already look forward to reading it again some day.

My summer reads on a table here amongst are Tell the Wolves I'm home, The Girl at Midnight and the Prince of Soul and The Lighthouse.

Summer Reads 2017

I am quite the disorganised reader. My book picks are always pretty random and are pretty much just based on what I feel like reading in the moment. This year, however, I wanted to try something new and did therefore actually create a ToBeRead-list of the books I want to read this summer. My summer reads, if you like, were actually not my picks, but instead I decided to trust a librarian. After the holiday I will go into further details about this, because there is a very specific reason as to why I am suddenly trying to be all organised and practical, and why I let somebody else pick my summer reads for me.

For now, though, I’d like to present to you – in no particular order – the books that ended up in my TBR pile for this summer. Some of the titles are Danish and are not (as far as I can tell) translated into English, but I will provide you with a (somewhat) direct translation of the title, should you not be familiar with the Danish language.

My summer reads in 2017 are (drumroll)

  • Tell the Wolves I’m Home by Carol Rifka Brunt
  • Regnfaldet (The Rainfall) by Gudrun Østergaard
  • The Prince of Soul and The Lighthouse by Fredrik Brounéus
  • De utilpassede (The Maladjusted) by John Kenn Mortensen
  • The Girl at Midnight by Melissa Grey
  • Det bliver pinligt uanset hvad (It will be awkward no matter what) by Tyra Teodora Tronstad

It is a good blend of YA novels and fantasy, which are some of my favourite genres. Despite the fact that these all sound very interesting, I especially have high expectations for “Det bliver pinligt uanset hvad”, “Tell the Wolves I’m home” and “The Girl at Midnight”.

I am so excited to begin these and already wonder if my list is long enough for the summer. But if it isn’t, then I guess it is at least a good start to being a more organised reader.